Årsliste 2023 – Mads Aspesgård Kofod

I år blev energien primært brugt på speciale, eget band og arbejde. Af en eller anden utilgivelig årsag gik det udover at opdage ny musik fra i år – men snothvalpen fik dog set mange fabelagtige koncerter i år. 

Udover kravebenet har nysgerrigheden for metallen også lidt i år. Til gengæld gik 2023 med at få undersøgt 50'er og 60'er New Yorker-jazzen i forlængelse af at have hørt Imperial Triumphant. Derudover har jeg hørt skammeligt meget Cult of Luna ... fordi jeg ligesom med mode og mobil-apps bare altid er bagud, men nok skal indhente det tabte.
Men det er årslistetid, og i den forbindelse har jeg da lidt at sige.     

Årets danske album:
1. Afsky: 'Om hundrede år' – Ole Luk gør igen, som Ole Luk vil. Resultatet er endnu en smuk plade med sårbare melodier og harmonier, der går lige i sjælen. Det er fandenivoldsk for sin menneskelighed, og derfor er ’Om hundrede år’ endnu en fantastisk plade.  

 

2. Terminalist: 'The Crisis as Condition' – I meget thrash er der, på godt og ondt, ikke langt fra tanke til handling. Men for Terminalist fræser de to sammen parallelt i højt tempo. Det gør de endnu bedre på ’The Crisis as Condition’, som derfor er en fænomenal plade. 

 

3. Rot Away: 'Heavy Weight' – Hardcore er ikke lige min ting, men Rot Away lykkes med at ramme ind i noget der er meget tiltalende alligevel. Fladpandet og knusende energi med gode riffs.  

 

4. Eyes: 'Congratulations' – Læs hovedsætningen ovenfor: Jeg kan sgu heller ikke stå for Eyes længere. 

 

Årets Internationale Album:
1. Blackbraid: 'Blackbraid II' – Blackbraids svære toer er ikke bare spækket med episke sange, da det også er et utroligt helstøbt værk. Men albummet blev også promoveret godt. For da jeg skamhørte ’Spirit Returns’ som single tilbage i sommer, og pladen udkom en måneds tid senere og repriserede ’Spirit Returns’ enkle, men inciterende hovedtema i albummets prolog, ’Autumnal Hearts Ablaze’, imploderede jeg. Fuldkommen sublimt. 

 

2. Dymna Lotva: 'The Land Under the Black Wings: Blood' – Man kan vel ikke sige, at krig, som tema i metal, er en udpresset citron uden skal, da det jo desværre er en konstant i verden, som vi må forholde os til. Men ukrainske Dymna Lotva får virkelig malet krigens rædsler ind i ørerne, på en måde der for mig ikke er hørt før, og uden at det bliver gimmicky. Uhyre virkeligt derimod.

 

3. Tinariwen: 'Amatssou' – Udover Cult of Luna var Tinariwen årets åbenbaring. Jeg ved egentlig ikke, om jeg er i stand til at rangere deres albums på nogen måde. De er bare vibes og det er ’Amatssou’ dermed også. 

 

4. Manii: 'Innerst i Mørket' – Fabelagtigt til at gå i stå under specialeskrivningen, og stirre ind i intetheden. 

 

5. Steven Wilson: 'The Harmony Codex' – Jeg er ikke decideret begejstret over ’The Harmony Codex’, men i og med der er en del højdepunkter, og at jeg alt i alt faktisk nyder pladen, modsat ’Future Bites’, så kommer den med. 

 

Årets danske hit
Rot Away: 'Ain’t that Heavy' – Årets riff(s). Det stinker ad helvedes til. 

 

Årets Internationale hit
Blackbraid: 'Spirit Returns' – Blackbraid rammer pilen, der allerede sad i bulls eye, lige i røven med det her nummer. 

 

Årets genfundne klassiker
Eftersom jeg fik set Roger Waters for første gang i Royal Arena, har jeg fået hørt dumt meget Pink Floyd i år. Jeg er atter kommet frem til, at ’Dark Side of the Moon’ med rette er en genistreg. 

 

Årets Koncerter
1. Orm: DR Koncerthuset 04/11 – Orm I DRs Koncertsal var simpelthen alt det, man som fan havde turdet håbe på. Tilsæt lokal stolthed, og dermed toppede det en koncert, jeg ikke havde troet der ville toppes i år. 
Første gang jeg så Orm spille var tilbage i 2017 i det gamle udlejningsfestlokale, Villa Nova på Bornholm. Samme festlokale som min far havde holdt 50-årsfødselsdag i, på den samme lille scene som min farfar, der allerede havde sat den ene træsko, stod og livede op i festen med sine dybe røst og spillen på træskeer. Nu syv år senere, stod Orm og indfriede til perfektion, et personligt, professionelt og genremæssigt højdepunkt med en fantastisk koncert i et af landets mest prestigefyldte spillesteder. Det var helt igennem smukt. 

2. Blackbraid: Pandæmonium: Copenhell 17/6 – Darlingsene sprang forventningsrammerne da de med regnen på deres side indtog Pandæmonium og leverede årets festivalkoncert. Jeg har ikke set magen til underspillet vildskab og intensitet før. Stemningen under koncerten og Sgah’gahsowáhs ulveblik vil altid været imprintet hos mig.   

3. Cult of Luna: Store Vega 17/03 – Jeg havde kun lyttet til Cult of Luna i et par måneder og var derfor muligvis stadig i honey moon-fasen, da de svenske post-metallere som silhuetter fyldte Store Vega med månens stråler. Det var ikke bare en vanvittig god koncert, men en kraftpræsterende opførelse. 

4. Electric Wizard: Avalon: Roskilde Festival 29/6 – Trods DeT sVaGe line-up til Roskilde i år, så var der jo bred enighed om, at koncerterne i år var af et ekstremt højt niveau. For mig var Electric Wizard klart det bedste i år, da det var supertungt, smadret, tight og roskilde't, som før den gang jeg blev fast gæst. Electric Wizard er nogle af de sejeste til det, de gør. 

5. Tinariwen: Orange Scene: Roskilde Festival 01/7 – Sjældent er dansen kommet så naturligt til mig, som da Tinariwen stod på Orange Scene en lørdag eftermiddag og smeltede vores hjerner. ”Magisk” dækker det dårligt nok.

Boblere:
Afsky: Gehenna, Situationsfornærmelse: Gaia, Roger Waters: Royal Arena, Eyes: Eos, Shaam Larein: Gehenna, Fever Ray: Arena, Dance with the Dead: Gehenna, Tuhaf: Gaia, Strychnos: Hades, Meejah: Underwerket 

Årets danske navn
Afsky – har været super cool i år. De har udgivet et vanvittig fedt album, de spillede en fænomenal koncert på Copenhell og tager kampen op mod spillestedernes rovdrift på merch-salg. Og så er de bare dem selv <3

Årets nye danske navn
Uanset om jeg kan lide punk eller ej, så er Pleaser seje.

 

Årets nye Internationale Navn
Aphotic – er sort og stygt som min morgenkaffe – så det bliver dem.  

Årets comeback
Ikke noget.
I stedet benytter jeg lejligheden til at skrive Cult of Luna igen, så årslisten mere præcist afspejler mit musikår. 

Årets fysiske udgivelse
Tisdråben jeg laver, når Ninet Tayeb laver sit opadgående skønsangsskrig synkront med lead guitarens bend ved 3:25 i Steven Wilsons ’Rock Bottom’. 

 

Det overså jeg i 2022
'Long Road North' med Cult of Luna. I 2022 forstod jeg ikke det særlige ved de svenske post-metallere. I år var alle fem sange i min top 5 spotify wrapped Cult of Luna-sange. Det er mig der overkompenserer, men jeg står ved det.

Årets optur
Årets mange gode koncerter!
Men primært har jeg optur over at være færdiguddannet! Det var en lang, sur og desperat kamp om overlevelse, som endte med et resultat over alt forventning, men som også har fremkaldt de første grå hår i manken – men det er slut og det er ubeskriveligt dejligt!
Ellers går det også fremad for mit band, Heksproces – vi har fået spillet et par koncerter, udgivet en EP og været i studiet igen. 

Årets skuffelse
Mig selv. Jeg har været pivelendig til at opdage ny musik i år. Jeg kan ikke forsvare det.
Og at året ellers var så godt, men at jeg lige skulle brække kravebenet til sidst. 

Største ønske for 2024
At jeg finder noget andet at høre end Cult of Luna.

Det glæder jeg mig til i 2024
At høre Cult of Luna?