Copenhell 23: Guide til onsdagen
Onsdag åbner hele festen endelig. Vi opstiller her en nemt overskuelig oversigt over hvad du kan opleve på Copenhells første dag.
Nu er vi der snart. Man kan næsten mærke betonen under fødderne og hvordan kontanterne forlader muldvarpeskindet som lemminger over en klippekant. Vi guider dig til onsdag på Copenhell
Crown the Beast
Som forudsagt af oraklet, https://devilution.dk/artikler/artikel/copenhell-23-krystalkuglen-nu-pa-dansk er Crown the Beast at finde på årets plakat, og det med god grund. Når det kommer til dansk deathcore, er fynboerne i den grad på vej frem, og vi har oplevet dem give baghjul til både Cryptopsy og Maceration – eller i hvert fald kamp til stregen.
Vi er ikke i tvivl om, at veteranerne fra As We Fight, Grimmthurs, Panofobia og Annominus vil vise sig fra deres bedste side på Refshaleøen.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Heriot
Det er jo rart, når man som gammel, gnaven stivstikker får sig en positiv overraskelse. At Heriot er booket til sommerens festivitas på Refshaleøen, er i den grad en positiv overraskelse. Det britiske band er forholdsvis nyt på de større scener. Selvom de udgav deres første EP helt tilbage i 2016, har der været fart på bandet de seneste år. Alt taget i betragtning fristes man til at sige, at det er en modig booking – den type bookings, vi har efterlyst, der skaber modvægt til de ellers noget sikre valg, der normalt fylder Copenhell.
Heriot er støj, meget støj – et klaustrofobisk inferno af post-elementer, hardcore-riffs, grindcore-attitude og enkelte breaks. Det hele krydret med to spændende vokaler. Det er samlet og foreviget i otte intense kompositioner, der udkom tidligere i år, da Heriot udgav deres fuldlængde-debut ‘Profound Morality’. Det her ser vi meget frem til
Ville Valo
De skønne ungdomsdage, åh ja, dem kan vi komme i hu, når et af Finlands største (tidligere) sexsymboler indtager scenen denne sommer. Ville Valo, forsanger i nu hedengangne HIM var på manges vægge og desktopbaggrund i de glade 00’ere, og heartagrams var at finde fra MTV’s Jackass til Ærlige Bent på Hovedbanen. Undertegnede havde alt, alt for mange af dem, og priser sig nu lykkelig for, at tatoveringer ikke er tilladte for mindreårige.
HIM er lagt i graven, men Valo er gået solo, og det byder ikke på mindre eyeliner og ekstremt lavtaljede bukser end i de gode, gamle dage. Der er melodisk kærlighedsrock med en hård kant i vente.
RIVERHEAD
Tidligere i år udgav Riverhead den enorme plade ‘Cancer’, der tog udgangspunkt i både forsanger Jacob Bredahls oplevelser med kroniske smerter og med livstruende kræft og bassist Miixen Lindbergs opvækst.
‘Cancer’ er følsom og aggressiv og er lige så svær at sætte i en boks, som den er spændende at lytte til. Selv kalder legenderne fra Halshug, Hatesphere og As We Fight sig bare for “et rockband”, og det er både ganske dækkende, og alt, alt for lidt. Det bliver godt at se Copenhell-publikummet få noget at forholde sig til
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs senste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
ENFORCER
Svenske Enforcer er et af de ældste bands inden for den nye bølge af traditionel metal; de har været aktive siden 2004, hvor 80’er-metallen for længst var holdt op med at være hip efter dens revival i sluthalvfemserne. Med andre ord: Enforcer mener det, når de holder det sande ståls fane højt hævet over slagmarken. Forvent speedet klassisk metal, soloer og masser af catchy riffs og omkvæd og en total mangel på originalitet (og til gengæld masser af personlighed og charme), og løft næven mod skyerne og hvad man nu gør til den slags metal, som Enforcer leverer så overbevisende.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Clutch
Clutch bringer altid rocken. De hårdtrockende veteraner fortsætter ufortrødent, som de har gjort gennem tre årtier. Selvom vi ikke var begejstrede for sidste plade, kaldte vi den helt tydeligt ud for festivalpotentialet, og vi kan uden tøven sige, at det er en fest at opleve Clutch live. De passer perfekt ind på årets Copenhell og er et af de bands, der kan bringe festen både i højt solskin og silende regn.
Det har de tidligere bevist på selvsamme festival, hvor de med boogierytmer gav os et lille afbræk i det ellers hæsblæsende mørke lineup.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Undeath
Også den nye bølge af OSDM repræsenteres på dette års Copenhell når amerikanske Undeath vælter en ækel og tyk lydmur af nederdrægtigheder ned over os. Rochester-bandet har med tonstunge riff, rådden vokal og andre modbydeligheder de sidste år cementeret sig som et moderne dødsmetalband med en oldschool lyd, uden komplekse fjer i hatten eller andre dikkedarer, men med benhård dødsmetal af den slags, der passer perfekt til at drikke 300 øl til i en varm og støvet pit en sommerdag på Refshaleøen. Et band med en energi, der med sikkerhed vil sætte gang i moshpitten, og med samme selvsikkerhed vil få folk til at trække på smilebåndet over de perfekt hjernedøde tekster. På fem år er Undeath gået fra at være et band, der ikke engang havde råd til en tuner, til nu at indtage alverdens dødsmetalscener og det er med god grund, at vi ser frem til til Undeath.
Sick Of It All
New York hardcore-legenderne bliver sommerens hardcore-trækplaster på Copenhell. Koller-brødrerne og resten af Sick Of It All-ensemblet er garant for en solid og energisk koncertoplevelse, der medfører fare for albuer i næsehøjde.
Det er kvartettens debut på Copenhell, men med 37 års eksistens, 12 fuldlængdeudgivelser i bagagen og flere koncertanmeldelser fra vores side, sjældent belønnet med færre end fire firkanter, kan vi garantere at publikum får erfaring for pengene. Læg hertil et energisk sceneshow, højt humør og rigeligt showmanship. Sick Of It All står på mål for en fest, der nok skal få støvet/vandet i pytterne til at løfte sig.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Touché Amoré
Touché Amoré er nok blandt Copenhells mest modige bookinger i år. Det er dog ikke en beslutning taget i blinde, for kvintetten fra Los Angeles har over de sidste 15 år tegnet post-hardcoren sammen med bands som La Dispute, Balance and Composure og Pianos Become Teeth - også kærligt betegnet som “The Wave”. Bandet har desuden skabt sig et renomme som et fantastisk liveband. Senest kan nævnes udgivelserne ‘Stage Four’, der dokumenterede Jeremy Bolms tab af sin mor til kræft og den seneste udgivelse ‘Lament’ (ordet “Lament” betyder at ekspressivt og demonstrativt udtrykke sin sorg, hvilket må siges at være en rammende beskrivelse for Touché Amorés overordnede udtryk). Om der er plads til så meget sårbarhed på Copenhell vil tiden vise, men det kan potentielt blive rigtig, rigtig smukt.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Mötley Crüe
Mötley Crüe var det allerstørste hair metal-band, og ingen har gjort det mere spektakulært end Tommy Lee, Nikki Sixx, Mick Mars og Vince Neil.
Nærdødsoplevelser, genoplivninger, oceaner af narkotika, groupies i så store mængder og i så voldsomme situationer, at Simon Spies ville være forarget, og fest, fest, fest. Mötley Crüe er et brand og det har de grundigt kurateret gennem tiden, også selvom den udsvævende livsstil ikke kunne holde ved. ‘The Dirt’ gav os et spændende indblik i den depraverede tid og hvor hårdt det gik for sig, og det er den stemning, bandet vil tage med sig på Copenhell,
Der er ingen tvivl om, at den totale virkelighedsflugt, den trancelignende festlighed kan medbringe, bliver et højdepunkt for mange.
Vi håber blot, at bandet spiller en smule bedre, end sidst vi så dem.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs anmeldelsen af filmen ‘The Dirt’ her.
THE GHOST INSIDE
Først var det Def Leppard, nu The Ghost Inside – Copenhell har en sær fetich for trommeslagere med manglende lemmer. Det er næsten ufrivilligt komisk. For sandheden er naturligvis tragisk. Som bekendt mistede The Ghost Insides trommeslager Andrew Tkaczyk i 2015 benet, da bandets tour-bus kolliderede med en anden bus. Heldigvis slap resten af bandet, mens de to chauffører var knap så heldige. Derfor er det naturligvis også en fed tilføjelse, endelig at få The Ghost Inside tilbage til Danmark.
Set ud over de europæiske festivaler, der løber af stablen samtidigt med Copenhell, er det næppe en overraskelse, at det amerikanske band er på plakaten. Vi er nok mange der frygtede, at Copenhell ville prioritere et andet amerikansk ‘coreband over The Ghost Inside, nemlig Hatebreed, men Jamey Jasta kan pakke attituden langt, langt væk og give plads til et suverænt band med sand godstogsmentalitet. Befind dig i pitten eller tag hjem, der er ingen gode undskyldninger.
DANCE WITH THE DEAD
De to medlemmer af den californiske synthwave-duo, Justin Pointer og Tony Kim, har en fortid i diverse metalbands, men at dømme ud fra duoens musik så har d’herrer også en fortid foran billedrørsfjernsynet. Deres firserinspirerede, synthbårne og pikguitar-storladne instrumentalsange emmer af John Carpenter-stemning, men trackingknappen på movieboxen er fintunet helt perfekt, for musikken er enormt velproduceret på en måde, som lyder mere af digitale medier end VHS-båndenes til tider usikkert sejlende soniske udtryk. Bliver det for meget? Ja. Bliver det cheesy? Ja. Bliver det sjovt? Også ja, så hvis du har nydt at se Roddy Pipers stærkt naturalistiske skuespil i ’They Live’ eller frydet dig over scoret til ’Halloween III — Season of the Witch’ (som jo er det eneste gode ved den film), så skal du nok blive godt underholdt af Dance with the Dead. Og skulle du føle, at du mangler lidt hipstercred ved at overgive dig til duoens underholdende ostefondue, så kan du altid diskutere, om Fabio Frizzis bedste score er til ”Zombi 2” eller ”The Beyond”. Du ved, for filmskole-point.
Læs mere om bandet her.
Employed To Serve
Employed To Serve er en velbevaret hemmelighed, deres lettilgængelige, hvis man kan kalde det det, take på metallisk hardcore til trods. Bandet gæstede Roskilde Festival i sommer, og hvis man skal tro rygterne, klarede de det ret godt.
På sidste års ‘The Conquering’ skruede briterne op for metalcoren og står nu klar til at indtage et helt nyt publikum. Som en lurvet sidegadepusher stiller de sig klar ved legepladsen for at lokke letfordærvelige sjæle ind i hardcorens dunkle tåger.
For der er tilstrækkelig vrede og hidsighed til de ægte, og der er hooks i læssevis, så det er nemt at blive fanget.
Def Leppard
Def Leppard har vist sig måske at være det mest langtidsholdbare af de gamle glam bands, og med god grund. Hvor de alle var gode til at indhylle sig i attitude, havde Def Leppard andet og mere at byde på. ‘Hysteria’ fra 1987 var en masterclass i, hvordan man skriver gode festrockede sange uden at lyde som en tom plasticpose året efter.
Alle kender ‘Pour Some Sugar on Me’ eller ‘Animal’, men Def Leppard er langt mere.
Vi citerer fra vores metaldiktator om hovedværket:
“Titelnummeret ’Hysteria’ er måske også det allerbedste på hele skiven, selvom dette ikke er den mest kendte single, men måden hvorpå et hav af underspillede guitarer sniger sig ind fra alle sider og lægger en levende, topmelodisk bund under de ellers meget dominerende vokaler, er genial – der er så mange detaljer i den snigende brug af fades, delay og dubbede guitarer. Man forstår, hvorfor de tog sig tiden til at lave albummet, og med Mutt Langes forklaring om, hvordan hver enkelt guitartone i omkvædet blev indspillet separat for at skabe det helt store klangbillede, bliver det kun endnu mere klart, at dette er detaljefanatikernes triumf. Selvom Elliot og kor stjæler billedet, belønnes lytteren for alvor først, når baggrunden opdages og de mange lag graves frem. Og så er nummerets højdepunkt alligevel, da guitarerne alligevel lov til at tage al opmærksomheden omkring den slæbende solo, der slider sig op fra et råt udgangspunkt til en eksplosion i vellyd.”
Så selv hvis man er vokset fra tanken om at smadre hotelværelser i vildskab, er der rigeligt at komme efter, når yorkshiremændene rammer betonen.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs vores metaldiktator om ‘Hysteria’ her.
Parkway Drive
Selvfølgelig skal vi have Parkway Drive tilbage på Copenhell. Vi forudsagde det, men for at være helt ærlige, så var det nok også et nemt gæt. Bandet fra Australien, der har været så meget igennem det seneste år (skal man tro udmeldingerne på SoMe), gæster Copenhell for tredje gang.
Da bandet var på Copenhell i 2018, var der afbrændingsforbud og høj sol. Selvom surfer-drengene fra Byron Bay spillede et brag af en koncert, der fik støvet til at løfte sig fra beton-pladsen, var vi flere, der hellere havde set Parkway Drive lukke Helviti i nattens mørke, som de gjorde det så eminent på Hades i 2013.
Selvom der er mere heavy metal og mindre af den søde ‘core, har Parkway Drive bevist, at de kan samle publikum til en kæmpe nattefest af fællessang og fede riffs. Se blot bandes optræden på Wackens hovesdcene i 2019, der resulterede i udgivelsen af live-pladen ‘Viva the Underdogs’ (2020). Vi ser frem til endnu et energisk gensyn.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Zeal & Ardor
Schweizisk-amerikanske Manuel Gagneux og hans orkester opstod som et svar på en internetudfordring, men fandt hurtigt ud af, at der var mere at hente i fusionen mellem blues og spirituals og black metal end man skulle tro.
Siden debut-EP’en ‘Devil is Fine’ er det kun gået en vej for Zeal & Ardor, og Copenhell har i dem fundet deres huskomponist for 2023.
Gagneaux er en alsidig kunstner og har også stået for lydfladen til den officielle Copenhell-trailer-video. Det er derfor også oplagt, at de skal spille på festivalen en gang mere. Vi håber på bedre vejrlig end sidste gang.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Iotunn
Intergalaktiske Iotunn udgav forrige år ‘Access All Worlds’ til stor applaus og har kun fortsat med at imponere siden. På Næstved Metal Festival var vi begejstrede og det var vi også til Copenhagen Metal Fest i 2021. https://devilution.dk/artikler/reportager/copenhagen-metal-fest-2021-lordag
Deres progressive rummetal blæser sokkerne af vores anmeldere hver gang, og det er så stort anlagt, at vi håber de får rigeligt albuerum på Copenhell. Der er behov for, at de virkelig får vist, hvad de er i stand til.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Læs 10 Hurtige til Jón Aldará her.