Glenn Danzig fylder 65 til sommer, og det kan godt være svært at holde den hårdtslående og ditto -bollende facade oppe.
Det er en hensygnende rockgud, vi møder på Danzigs første rigtige plade i syv år. Og det er forbistret skuffende, at det skulle komme så vidt.
Alt efter hvilket mindset man formår, kan det være en udmarvende prøvelse eller en sand latterfest at bevidne Danzigs seneste cover-album; et sjusket og tragikomisk værk fra en af fordums tids større metal- og punkhelte.
Det blev en arbejdssejr til Danzig og kumpanerne på Wacken. Det startede noget trægt, men da de blev varme, gik det ganske godt i de afsluttende sange.
Danzig druknede i dårlig lyd og et uinspireret band. Derfor blev koncerten med et af årets hovednavne en temmelig skuffende affære. Heldigvis dukkede der autentisk punkrock op til at råde en smule bod på det.
Danzig imponerede ikke i Amager Bio, hvor han leverede en koncert, der fik én til at føle sig trådt på på den ufede måde.
Glenn Danzig og all star-bandet bag ham leverede en potent dosis sort og satanisk soundtrack til den sorte og beskidte svenske sommer.