En kombination, der godt må gentages

En kombination, der godt må gentages

Gore- og horrormestrene leverede fænomenalt show, der dog blev forpurret af enkelte fodfejl, der ikke var bandets ansvar. Kom så Vega - det kan I gøre bedre.

Titel
+ Aborted, Revocation, Corpus Mortale
Spillested
Dato
30-09-2013
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Som så ofte før var tidspunktet på Vegas hjemmeside oplyst forkert, og showstart var 45 minutter før den tid, der blev angivet dér. Så hvad jeg fik med af Corpus Mortale var en berettiget tommel ned til Vega og et skulderklap til dem, der havde fundet ud af det rigtige tidspunkt. Hvilket var en del, og de lod til at nyde det sidste nummer af Corpus Mortales sæt, mens jeg fandt mig til rette i det ret tilrøgede lokale. Corpus Mortale begejstrer ikke synderligt meget med deres ret uavancerede dødsmetal, og da sidste nummers introslide mindede mig om Limp Bizkit i dets tonalitet, gjorde det vistnok ikke så meget, at jeg ikke fik det hele med.

To fusere

Revocations set var kort - en halv times penge - og det blev fremhævet ved, at deres sange er så lange, at det ikke blev til særligt mange numre. De første to blev kørt igennem uden nogen kommentar. Uden nævneværdigt spændende detaljer, men de har sikkert begejstret de dedikerede fans. At de så var kommet uden egen lydmand, og lidt virkede, som om pedalbrættet var glemt derhjemme, gjorde, at de dedikerede sandsynligvis også endte med at gå skuffede derfra. Tredje nummer, ‘Invidious’, havde fået udskiftet det kendetegnende banjo lick med en omgang fesen clean guitar og virkede fuldstændig malplaceret - og ikke på den der ironiske måde, som i originalen. Stilen blev holdt i alle de passager, hvor optagelserne indeholder diverse effekter, mens vi i mandags fik lige-ud-ad-landevejen clean guitar i stedet. Lidt uengageret, meget uimponerende. Lyden var generelt grødet og understøttede ikke guitarerne. Hvilket er rimelig upraktisk, når vi snakker guitardrevet musik.

Sidste forsøg på at få publikum med kom med forsangerens ønske om at se en circle pit - det faldt fuldstændig igennem, da det er de færreste, der mosher til progressivt guita lir. Kom nu, nu havde I lige fået folk at danne cirkel, og så er det dét, I fyrer af? Og før man vidste det, var Revocation færdige. Intet mindeværdigt, intet at komme efter.

Humoristisk gore

Efter en forholdsvis lang lydprøve, der blandt andet bestod af gennemgangen af en halv sang og en hel del vokale udfoldelser, blev tæppet trukket fra igen. Meget teatralsk trådte bandmedlemmerne i Aborted frem på scenen til dramatisk intromusik og afslørede et nyt line-up - i hvert fald i forhold til sidst jeg så dem. Eneste originale medlem er Sven de Caluwé, og det er i høj grad også ham, der bærer deres show. Dog var der ikke noget at udsætte på resten af mandskabet, der i allerhøjeste grad leverede en spektakulær optræden. Især guitarist Danny Tunker imponerede med fede solofortolkninger, mens trommeslager Ken Bedene hele tiden holdt stilen med de skarpeste fodtrommer og et overskud, man sjældent ser. De Caluwé kom på et tidspunkt til at vælte et mikrofonstativ, og det var imponerende at se Bedene forsøge at rejse det op igen, mens han fejlfrit holdt gang i trommerne. 

De første to numre var de første numre fra ‘Goremageddon’-skiven, ‘Meticulous Invagination' og ‘Parasitic Flesh Resection’, der med sine samples fra 'Hellraiser 2' satte rammen for det brutale - og dog lidt komiske - som Aborted står for. Humoren var bestemt også med i Vega, og både med og uden Arnie-accent sørgede de Caluwé for, at publikum var underholdt. På mest imponerende vis sørgede han for at gulvet næsten konstant var et mylder af moshes, og gudhjælpemig om der ikke også blev orkestreret en wall of death også. I modsætning til Revocation forstår Aborted, hvordan man sætter gang i publikum.

Sættet var forholdsvis varieret og leverede en del halvgammelt, samtidig med at det nyeste album var repræsenteret. Eksempelvis med ‘The Origin Of Disease’ og ‘Fecal Forgery’. Aborteds ‘Global Flatline’ var en kærkommen succes efter et par halvsløje album, og det er en fryd at kunne høre et sæt, hvis styrker ikke kun ligger i klassikerne. Faktisk var en af de faste, nemlig ‘Dead Wreckoning’, ikke engang med, og det uden at det gjorde noget.

Aborteds koncert var samlet set helt fænomenal og satte standarden højt for aftenen. Én ting, der dog var grænseløst irriterende, var lyssætningen. Der var intet frontlys på scenen, hvilket betød at man kun så musikerne som silhuetter og derfor ikke helt fik den samme følelse af at se et liveshow. Det må være en eller andet, der har sovet på lystjansen, for jeg håber sgu ikke, det var med vilje.

Dobbelte fistpumps for alle pengene

Uden nogen intro - og igen uden noget frontlys (!) - gik The Black Dahlia Murder på, og der skulle lige et øjeblik til, før man genkendte forsanger Trevor Strnad. Med halvlangt skæg og hår mindede han ikke bare lidt om Zach Galifianakis, men vokalmæssigt og med sine ikoniske bevægelser var han festlig som altid. Dobbelte fistpumps og lidt dansen og pegen. En sjov detalje er, at han bruger briller med tilsyneladende meget høj styrke og smider dem lige inden koncerten. Så hvad fanden han peger efter, er ikke til at vide.

Ligesom på ‘Everblack’ er nummeret ‘In Hell Is Where She Waits For Me’ et fantastisk nummer at starte aftenen med, med en fed opbyggende melodødsintro, der eskalerer i hardcorerytmiske trommer og Strnads highpitchede skrig. 

Det nye album var velrepræsenteret til aftenens koncert, og det var både forventet og ønsket. Efter at have gennemlyttet ‘Everblack’ til ukendelighed var det fantastisk forløsende at høre numrene live med det nye mandskabs überskarpe fremførelse. Enkelte playblackpassager var dog at høre, eksempelvis (og forståeligt nok) strygerne i titelnummeret ‘Everblack’, og mere overraskende råbekoret i ‘Goat of Departure’. Umiddelbart føltes det, som om det var publikum, der chantede “six.. six.. six..”, men det lød lidt for perfekt til at være sandt. Derimod var der få, der kunne holde sig fra at skrige med på ‘Raped In Hatred By Vines Of Thorn’, der helt sikkert bliver en klassiker i The Black Dahlia Murder-sammenhæng. Det omkvæd er cirka så singalong, som det bliver i denne genre.

Men der blev også disket op med dejligt meget gammelt, med ‘What A Horrible Night To Have A Curse’ og ‘Statutory Ape’ som absolutte topnumre. Alle numre blev eksekveret til perfektion af både gamle som nye bandmedlemmer, og det var imponerende at se de mange soloer spillet identisk med optagelserne - og det med lidt ekstra feel. Den nye trommeslager Alan Cassidy imponerede dog ikke helt så meget, som Aborteds Ken Bedene gjorde - men det er nok mere en hentydning til, at Ken Bedene er overmenneskeligt tight.

Genialt match

Begge bands ligger i en liga for sig selv, og hvert show sætter nye standardar for underholdning og musikalsk dygtighed. I mandags indfriede de alle forventninger og mere end det, og kombinationen viste sig at være lige i øjet. 

Det er dog ikke til at komme uden om de rimelige åndssvage fejl i at oplyse forkert tidspunkt og ikke tænde frontlyset før engang i anden halvdel af sidste sæt. Det passer ikke til Vegas rutine og ellers overvejende professionalisme. Det, og det Revocation bare ikke lød særlig godt, hiver den samlede oplevelse ned fra topkarakteren.