Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Det er dansk, det er overbevisende

Populær
Updated
Det er dansk, det er overbevisende
Det er dansk, det er overbevisende

Malrun formår at blande de hårdere genrer - og komme ud med et fremragende album, der er helt deres eget.

Kunstner
Titel
The Empty Frame
Dato
05-03-2012
Distributør
Trackliste
01. Face Of The Unknown
02. Shadowborn
03. Moving Into Fear
04. New Blood
05. Sink Forever Down
06. Strip Show Of An Angel
07. The Iron March
08. Bloody Mary
09. Into The Sun
10. The Lyapunov Exponent
11. Pariah
12. Take It To The Grave
13. Yoke Of Stone
Forfatter
Karakter
5

Volbeat, Mercenary, Raunchy, Hatesphere, Mnemic, Invocator, Anubis Gate, Pitchblack. Det er dansk, og det er hamrende hårdtspillet overbevisende heavy metal. Og få lige den nyeste tilføjelse her: Århusianske Malrun, der i disse dage udgiver deres album nummer to siden debuten 'Beauty in Chaos' fra 2010.

'The Empty Frame' lyder titlen på dansk metals nyeste stjerneskud af et album. Et album, som formår at blande de hårdere (ikke de hårdeste) af metallens genrer og alligevel få noget melodisk og spændende ud af det. Vellykket, overbevisende, lovende.

Melodød, thrash og nu-metal i et ganske melodisk univers fint bundet sammen af de onde monster-riff og ikke mindst Jacob Løbners på én gang meget fine og meget stærke og rå vokal. Sine steder synges der melodisk og meget rent, og sine steder synges der thrashet og halvgrowlet. En fed kombi, som jo har virket noget så strålende hos dansk metals absolutte flagskib, aalborgensiske Mercenary.

Lydbilledet er egentlig ganske velkendt. Ikke overraskende er pladen skruet sammen af dansk metal nutidige udgave af Flemming Rasmussen, Jacob Hansen, der har stået bag nogle af de senere års absolut mest værdifulde og værdiskabende danske metaludgivelser.

Noget, som Hansen i dén grad kan, er at få den markante, bastante guitarmur frem. Han holder bandet ultratight på sporet, og så kan han altså skabe et lydbillede, hvor det brutale og melodiske følges ad som to meget, meget gode venner.

Det går simpelthen ikke at skille de enkelte numre ud fra hinanden. En stor homogenitet præger albummet og gør det til et af de meget langtidsholdbare. Du ved, sådan et album, hvor man hele tiden opdager nyt, får nye favoritter, der skal dyrkes.

Sådan et album er 'The Empty Frame', og det er det, der giver den høje karakter. Forventningens glæde, venner!