Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Endnu en stærk kongejagt

Populær
Updated
Endnu en stærk kongejagt

Danske Royal Hunt har fået D.C. Cooper med på vokal og leverer helt naturligt et album af høj international klasse, men lidt af kanten er røget med farvellet til Mark Boals.

Kunstner
Titel
Show Me How To Live
Dato
02-12-2011
Distributør
Trackliste
1. One More Day
2. Another Man Down
3. An Empty Shell
4. Hard Rain's Coming
5. Half Past Loneliness
6. Show Me How To Live
7. Angel's Gone
Forfatter
Karakter
4

Med Royal Hunts studiealbum nummer 11 siden starten i 1992 er der intet nyt under solen overhovedet. Dette album holder som alle de øvrige et meget højt internationalt niveau. Og det lyder som de øvrige.

Med Royal Hunt går du nemlig aldrig galt i byen. Her er tale om neoklassisk progressiv hardrock, som aldrig rigtig helt bliver metal. Det er det for poleret og ukantet til.

Royal Hunt ledes af den dansk-russiske keyboardvirtuos André Andersen, der formentlig er en af genrens absolut stærkeste kort. Også denne gang har Andersen begået kompositioner, der på én gang både er pænt komplekse, meget klassisk inspireret og tydeligt hardrockende.

Siden 2010's noget skarpere, 'X', har Royal Hunt - som bandet har for vane med mellemrum - gennemgået en større udskiftning med farvel til sanger Mark Boals og guitarist Marcus Jidell. Tilbage i folden er sanger D.C. Cooper, der sang på Royal Hunts to mest anerkendte album, 'Moving Target' (1994) og 'Paradox' (1997), og ny spadesvinger er guitaristen Jonas Larsen.

I denne anmelders ører har udskiftningen ikke gavnet Royal Hunt. Jovist, der leveres stadig hardrock af internationalt tilsnit. Men den skarphed og kant, som Mark Boals var eksponent for, savnes i dén grad.

Men igen: Royal Hunt holder sædvanen tro meget højt niveau. Det er bare så satans, at man i Danmark slet ikke har fået øje på, hvor stærkt og musikalsk et band, vi har med at gøre. Nej, i lille Dannevang skal man hedde Rasmus Tvebak og udgive så intetsigende muzak som muligt. Alle andre har ikke en chance. Og dét er trist!