Heavyrocken har mistet en af de største

Populær
Heavyrocken har mistet en af de største

Den nordirske guitarist Gary Moore blev fundet død på et hotelværelse på Costa del Sol tidligt søndag morgen. Ud over at spille blues de seneste tyve år skabte han noget af det bedste heavyrock, Lars Schmidt kommer til at høre. Læs hyldesten her:

Kunstner
Forfatter

Hvordan skriver man en nekrolog, når man mangler ord? Når man er fuldstændig lammet over nyheden om, at én af ens absolutte guitarhelte ikke er længere? Den person, som man formentlig har spillet mest luftguitar til i hele sit liv?

Men sætter hans musik på og tænker på de gode stunder, og dem har der godt nok været mange af med Gary Moore, og så vælter ordene frem.

'Don't Believe a Word' var det første udbrud, der kom over mine læber, da jeg læste den kortfattede meddelelse om, at Gary Moore blev fundet død tidligt søndag morgen på sit hotelværelse på Costa del Sol. Formentlig sov han stille ind som følge af et hjerteanfald.

"Det er eddermame løgn!" Men nej, det er det ikke. Rocken har igen mistet en af sine store. Denne gang ikke en, som drak eller stak sig ihjel, kørte sig ihjel eller blev skudt. Næh, Gary var på ferie, da han døde. Intet mærkeligt under opsejling. Intet.

Tilbage er chokket. Og musikken. Det er heldigvis det, vi husker ham for.

Gennembruddene


Gary Moore blev 58 år. Han var fra Belfast i Nordirland, født 4. april 1952 med et gudgivet guitartalent.

Sit gennembrud oplevede han med Thin Lizzy, som han var medlem af i flere omgange. Mest hårdtslående i 1978-79, hvor han var med til at spille en legendarisk koncert foran Operahuset i Sydney, og hvor han leverede i absolut topklasse på Thin Lizzys bedste studioalbum, 'Black Rose (A Rock Legend)' (1979). Han forlod Thin Lizzy midt i en stor USA-turné, træt af de andres overforbrug af hårde stoffer. Det blev starten på et langt uvenskab med hans bedste ven fra de tidlige ungdomsår, Philip Lynott. Heldigvis fandt de sammen og fik et fælles hit i 'Out in the Fields' (1985), et lille års tid før Lynotts død.

Et mindre gennembrud fik han i 1979 med Phil Lynotts smukke ballade 'Parisienne Walkways', et nummer som for alvor kickstartede Moores solokarriere.

Sit absolutte verdensgennembrud oplevede Gary Moore med 'Still Got the Blues (For You)' (1990). Netop dét nummer breakede bluesen hos almenmand, og siden da har Gary Moore haft the blues. Med et enkelt - ikke så heldigt - afbræk sidste sommer, hvor han på Sweden Rock Festival leverede et forkølet opkog af sine heavyrock-numre fra firserne.

Heavyrocken


Mere end tyve år med blues. Tyve soloalbum blev det til alt i alt. Ni med blues, ti med heavyrock og et enkelt - det oversete, men fremragende crossover album 'Dark Days in Paradise' (1997).

Det er heavyrocken, som jeg elsker og husker Gary Moore for. Det er her, de gode oplevelser og tusindvis af luftguitarsoli er. Det er her, de bedste numre med manden er.

Gary Moore er manden, som skabte en af de smukkeste guitarsoli, heavyrocken har hørt: Soloen på 'Still in Love With You', som var hans bidrag til albummet 'Nightlife' (1974). Soloen var så stærk, at Brian Robertson ikke nænnede at ændre på en tone i de år, han spillede den.

Gary Moore er også manden bag en af de absolut bedste og mest mindeværdige koncerter i mit liv. 19. maj 1983 i et proppet Saltlageret. Med sig havde han Ian Paice på trommer, Don Airey på keyboards og Neil Murray på bas. Sejere supergruppe fandtes ikke på daværende tidspunkt. Toppen af heavyrocken ganske enkelt. Men for at komme på scenen i Saltlageret, måtte de fire stjerner mase sig gennem publikum og op på den lille scene - og så leverede de ellers mere end halvanden time intensiv og intens rock-opvisning lige op i fjæset på alle vi måbende Wranglerjakke-klædte ungersvende, blot få meter fra den lille scene.

Det var nogenlunde omkring samme tid, at han med samme besætning plus sangeren John Slomann spillede et brag af en tv-koncert fra Rockpalast i Tyskland.

Begge dele som backup for hans første sådan "rigtige" soloalbum, det hele eminente og endnu ikke overgjorte 'Corridors of Power' (1982). Et album, som jeg og kammeraten tabte kæben over at høre for første gang i GUF i Larsbjørnsstræde. Det album var kompositorisk og produktionsmæssigt det første alvorlige brud med NWOBH'ens råhed. Det var melodisk i en grad, som heavyrocken endnu ikke rigtigt havde hørt. Det udkom på et tidspunkt, hvor Thin Lizzy var alvorligt på vej ned. Og Gary Moores popularitet bare steg og steg.

'Victims of the Future' (1984) var på niveau med 'Corridors...', og Gary udgav to livealbum 'Rockin' Every Night', indspillet i Japan, og 'We Want Moore', indspillet i USA. Her viste han, at han ikke kun var en guitargud, der kun kunne stå og spille den af i timevis på scenen. Nej, han havde holdbare sange. Som han selv lagde stærk vokal på. Alt sammen eksekveret med en sprudlende energi og spilleglæde - og guitarspil af en anden verden. Og bands med uhyrligt kompetente musikere.

Og så gik han blues (Grrrr!!!)


Samme friskhed oplevede vi ikke på 'Run for Cover' (1985), men sangene var stadig af høj, høj karat. Indover havde han genfundne Glenn Hughes på vokal og Philip Lynott som gæst på Lynotts eget fantastisk nummer 'Military Man' og gigahittet 'Out in the Fields'. Samarbejdet med Hughes holdt desværre ikke, men lyt til albummet igen: Det var satanedme stærk heavyrock, de to leverede. Fra den periode var maxisinglen 'Out in the Fields' ultimativt guf for os Lizzy-nørder. En forrygende genindspilning af 'Still in Love With You' og så eminente 'Military Man'.

I 1986 døde Lynott, og i 1987 gik Gary Moore af samme grund hen og blev voldsomt keltisk inspireret. 'Wild Frontier' var en hyldest til Irland og til Lynott med stærke, personlige numre. Men også en skuffende flirt med trommemaskiner.

'After the War' (1989) var Moores heavy-svanesang. Han var selv skuffet over albummet, men det havde godt nok sine absolutte højdepunkter. Duetten med Ozzy på 'Led Clones' blev leveret med det største, ironiske glimt i øjet. 'Blood of Emeralds' var endnu en hyldest til Irland og Lynott, her spillet med noget af det skarpeste, Moore har leveret på den seksstrengede.

Og så gik han blues, Gary Moore. Det bander jeg stadig over. Det spring til noget så upersonligt havde jeg svært ved at tilgive ham. Men ved nærmere eftertanke, så var det jo netop det mest personlige, han kunne gøre. Det var det, han ville. Det var det, han gjorde. Og han mente det. Det er det vigtigste. Og som rigtige mange andre så han jo skriften på væggen: Heavyen var på vej mod nogle ubarmhjertige år i start-90'erne. Og Gary Moore vendte tilbage til dér, hvor han kom fra musikalsk: Bluesen, som John Mayall's Bluesbreakers og Fleetwood Mac's Peter Green spillede den. Den musik, som han var vokset op med.

Selv om Gary Moore de seneste mange år først og fremmest blev associeret med bluesen, så er det først og fremmest hans store bidrag til heavyrocken, en stor del af os husker ham for.

Rockhimlen bliver et bedre og bedre sted at være. Og mon ikke, Gary får sig et herrejam af de store med Phil, når de mødes deroppe på en af skyerne?