Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Krigsguden #306

Updated
mentors1
mentorsfilm

Krigsguden har set dokumentarfilmen 'Kings of Sleaze' om shockrockbandet The Mentors.

Kunstner
Titel
The Mentors: Kings of Sleaze
Dato
02-07-2019

Raperock. Verdens mest sexistiske band? Provokation for provokationens skyld? Det notoriske amerikanske kultband har i hvert fald nu fået deres egen dokumentarfilm, oven i købet instrueret af en kvinde,April Jones.

The Mentors startede i 1976 som en trio i Seattle, bestående af El Duce (vokal/trommer), Sickie Wifebeater (guitar) og Dr. Heathen Scum på bas. I 1979 rykkede bandet til L.A. og begyndte deres krænkerrock-regime i 80'erne med sorte kutter inspireret, ikke af Ku Klux Klan, men af heksejagtexploitationfilmen 'Mark of the Devil'. Musikken er en lidt klodset, men herlig blanding af 70'er-hard rock a la Led Zeppelin og punkrock, hvor El Duces platte og sexfikserede tekster er hysterisk underholdende. Selvfølgelig meget afhængig af ens form for humor. Henrik Marstal er nok ikke Mentors-fan.

I 1985 udgav Metal Blade bandets første (og bedste) lp, 'You Axed for It!', der gav The Mentors kultomtale og bands som Metallica og Raven tog gruppen til sig som en slags underlødige drukmaskotter. Man ser endda King Diamond introducere bandet fra scenen som pornorock, og en dansk artikel om The Mentors, skrevet af min gamle ven Jens "Jam" Rasmussen, i musikbladet JAM, hvis nogen husker det.

Samme år fik Tipper Gore og Parents Music Resource Center (PMRC) øje på The Mentors, og til bandets store glæde (og andre grinende publikummer) blev disse linjer læst op til en kongreshøring, hvor Dee Snider og Frank Zappa også var til stede:

Open your mouth and taste the foam
Bend up and smell my anal vapor
Your face is my toilet paper
Golden shower, I've got the power

El Duce var også på et Jerry Springer Show og tale om raperock det år. Mange kunne ikke gennemskue The Mentors' infantile og depraverede univers, og købte det hele face value. Men som flere siger i 'Kings of Sleaze', bl.a. Blag Dahlia (fra The Dwarves, der lige har leveret en kanonkoncert i UnderWerket i Valby) var The Mentors shockrockers af den fjollede slags, modsat GG Allins voldelige shows.

Dokumentaren har også klip fra Nick Broomfields 'Kurt & Courtney' (1998), hvor El Duce (f. Eldon Hoke) siger, han fik tilbudt $50.000 af Courtney Love for at slå hendes mand ihjel. Den dybt alkoholiske El Duce døde i 1997 under indspilningen af den film, i en mystisk ulykke, hvor han blev ramt af et tog. Dette medførte selvfølgelig en masse konspirationsteorier, som var lige efter bogen i en syg Mentors-verden.

Efter El Duce forlader os, mister 'Kings of Sleaze' noget momentum, og de sidste 15-20 minutter af filmen er en endeløs opremsning af nye medlemmer, mens Sickie Wifebeater (hardcore alkoholiker) og den lidt mere tjekkede Dr. Heathen Scum kynisk kører Mentors-forretningen videre uden pause. Man er vel kongerne af sleaze.

Alt i alt en bundsolid hyldest til kultbandet og nøjagtig, som jeg havde forventet mig den. Ikke noget mesterværk inden for musikdokumentargenren, men knap bare en sixpack (eller tre) op med vennerne, og nyd vanviddet. Only in America. Eldon Hoke. RIP.