Fra Puch tre-gear til Mercyful Fate

Her kan du læse anden del af Devilutions interview med Mercyful Fate-guitarist Hank Shermann, hvor snakken faldt på bandets opstart og karriere.

Hvordan og hvornår startede Mercyful Fate?

- Det hele startede faktisk med et punk band, der hed Brats, som blev startet i 1978. Jeg var året før startet på at spille guitar, men det gik ret stærkt, og det var nogle ret fede år der i slutningen af 70'erne, hvor der rullede en kæmpe punkbølge over hele Europa, hvor Sex Pistols jo var startet i 1976 og så kørte det ellers derudaf op til 1980, hvor Iron Maiden begyndte at komme på banen og ændrede på tingene. I 1979 begyndte vi allerede at interessere os for Judas Priest og Sabbath, og det afspejlede sig i Brats, som blev mere og mere heavy.

- Det næste skridt var at få en mere heavy vokal ind i bandet. En god ven – Ken Anthony – anbefalede os King Diamond, som på det tidspunkt spillede i noget der hed Black Rose. Så tog vi alle sammen ind og så det i Saltlageret i slutningen af 1980, hvor han kom ind med makeup og rullestol. Han spillede meget old school sådan mere Deep Purple og Rainbow-agtig musik fra 70'erne. Så havde vi et møde med King om sagerne på en vinbar på Strøget. Han havde faktisk hørt Brats' første plade fra 1980, hvor han syntes, at der var mange fede elementer i den, hvor altså det mere heavy metal-inspirerede del fra AC/DC og Judas Priest så skinnede igennem. Vi lavede så en aftale om at teste det i vores øvelokale ude i Rødovre lige ved årsskiftet. Og da så King Diamond officielt kom med i starten af 1981, hed vi altså stadig Brats. Vi nåede at lave to koncerter under navnet Brats med King Diamond, hvor den ene var i Sverige med Overdrive et svensk metalband, og den anden spillede vi på et gymnasium i Næstved.

- I foråret '81 lavede vi så et skift, hvor vi officielt kom til at hedde Mercyful Fate, hvor lineup var Denner, Timi, Kim Ruzz, King Diamond og mig selv. King og jeg var ret fokuseret og produktive, så mens de andre var nede på tanken og købe sodavand og Yankie bar, var King og jeg i øvelokalet og arbejdede på riffs og ideer, som senere blev til nogle af vores klassiske numre blandet andet 'Into the Coven', 'Desecration of Souls' og 'Evil' og mange andre. Vi var meget seriøse omkring det hele og fik et kæmpe kick ud af det. Det leder frem til at vi laver nogle demoer, som spredes rundt omkring i  Europa og USA specielt Holland og San Francisco.

- Vi får så en henvendelse fra hollandske Rave On i 1982, som tilbyder os en kontrakt, som vi takker ja til. Vi pakker så et folkevognsrugbrød med alt vores gear på taget - og det var virkelig sygt, fordi vi havde bare en presenning over vores Marshallskabinetter, og hjulene stod bare vinkede lidt udad på grund af det tunge læs...haha! Vi havde så forstærker og guitar inde i bilen - det var helt sindssygt, men altså vi var jo unge og friske og ville fremad i verden - så er der jo intet, man ikke kan.

- Der tog vi et stort skridt, hvor vi lavede et minialbum og indspillede det hele på 3-4 dage med mix. Det var totalt råt og en af de helt fede med 4 numre på. I 1983 får vi et tilbud fra Roadrunner, som vi signer med. Det var en fed tid lige der. Det hele voksede og der var vind i sejlene og vi var specialt populære i Californien, Holland, Tyskland og Danmark.

- King lavede jo nogle nye typer vokaler, som man ikke havde hørt før. Vi blandede forskellige elementer, og i dag kan jeg - når jeg ser tilbage - se at jeg ubevidst brugte både funkmusikken og den melodisk rock til at blande ind i vores heavymetal riffs. Vores anderledes stil og okkulte image tror jeg, fangede folks opmærksomhed.

Men satsede I bevidst på at sende jeres demo-kassettebånd til fx San Francisco?

- Nej, slet ikke - det var helt tilfældigt, at der var en gut i San Francisco, der hedder Ron Quintana, som kørte en radio der hed KSUF, hvor han spillede vores demobånd tit. Men hvordan vores demobånd havnede derovre, ved jeg ikke. De blev kopieret flittigt, så hele Bay Area scenen kendte jo til vores demobånd, hvor Slayer, Exodus, Forbidden og alle de der drenge kommer fra. De var jo total Mercy-freaks specielt på grund af vores mini-album fra 1982.

- Sjovt nok mødte jeg Ron i sidste uge, da vi var i San Franciscio og det var jo ret cool. Du kan sige, at det var én person, som var med til at udbrede Mercyful Fate. Derfra gik det så videre til Los Angeles og så videre. Det samme gør sig gældende i Holland, hvor en gut, der hedder André Verheusen, havde stor andel i, at vi fik et godt afsæt der også, da han  havde arrangeret alle vores koncerter i Holland dengang i 1980'erne. André er manden der skabte Dynamo-festivalen, som var stor i 1990'erne.

- I sommeren 1983 udkom vi med albummet 'Melissa', og allerede i sensommeren 1984 udkom 'Don't break the Oath'. Det medførte, vi kom på turne i Italien i januar samme år, hvorefter vi fik et kæmpe tilbud om at komme på tour i USA. Vi spillede derovre i to måneder med blandt andet Exciter fra Canada og blandt andet Exodus, senere med Motörhead i en hel måned, og det var sgu super cool.

- Vi var ret privilegeret i denne tidlige periode i forhold til, hvad vi havde opnået og oplevet. Vi fik jo mulighed for at komme på tour med de bands, inden de selv var blevet store endnu - selv Metallica var i 1984 på scenen i San Francisco og jamme med os.

- Det blev så også slutningen for os, fordi vi splittede i april 1985, hvor King ville udgive soloalbums under eget navn. Du kan sige, at Mercyful Fate måske ikke stoppede, mens vi har på toppen, men vi var godt på vej.

Hvad lavede du så derefter, Hank?

- Jamen, bandet blev opløst og jeg tænkte fint nok, og det var ikke sådan at jeg sad og tudede. Jeg tænkte mere - nå, okay jeg må videre i teksten. Jeg var så hooked på at spille musik, at jeg ikke var ærgerlig over det, og inden en uge havde jeg samlet et nyt band. Allerede en måned efter – i juni 1985 - havde vi  fået kontrakt med EMI, det var sgu hurtigt! Bandet kom til at hedde Fate, og bestod af Bjarne Holm, Peter Steincke, Jeff Lox Limbo. Vores musikstil var inspireret af den tids melodiske rock.

- Den første plade var nok lidt mere heavy, fordi jeg jo lige var kommet ud af Mercyful Fate, så jeg skulle jo lige tune ind på en mere melodisk stil. For mig var det ikke specielt anderledes. Det var jo den samme guitar, forstærker og pedal, som jeg også brugte i Mercyful Fate.

- Vi nåede at lave to plader og under indspilningen af den tredje ragede jeg uklar med storproduceren Simon (Hanhart), som kom fra England og som havde arbejdet sammen med Saxon og Marillion for at nævne nogen. Han var utilfreds med mine soloer, jeg blev lidt forbandet og bad ham forlade mixerummet, så jeg kunne fortsætte selv. Men senere på samme dag kom han igen og markerede sig med sin knytnæve - det var helt sindssygt.

- Så skred jeg altså simpelt hen fra det der setup, som nok var lidt tarveligt et eller andet sted, men det skete bare ud af den blå luft. Et par dage forinden havde jeg snakket med vore keyboardmand Flemming og sagt fedt, det kører godt for vores band og bum så skrider jeg to dage senere - jeg havde virkelig ikke set det komme!

- Så er jeg væk og flyver hjem. EMI må så i dyre domme få fløjet en ny guitarist ind, og det blev faktisk guitaristen fra Level 42, som produceren kendte. For mit vedkommende blev det til to plader og så et farvel. Jeg kunne mærke at det begyndte at rive i mine rødder - som jo er heavy metal, og der skulle bare metal ind i mit liv igen.

- Jeg kontaktede så Denner med det samme, og han havde gang i et band, som var heavy metal - derfra startede vi. Gennem nogle mellemled hørte King så i 1992 et af de instrumentale numre, som vi havde lavet. Da han havde hørt det, sagde han "jamen, hvad fanden, skal vi ikke lave Mercyful Fate igen?" - samme år blev vi gendannet. Så kørte der ellers syv fede år i 90'erne - fra 92-99, hvor vi blandt andet turnerede 5-6 gange i USA, i Syd Amerika og i Europa, hvor vi lavede 5 albums.

I skulle altså ikke starte forfra i 1992?

- Der kommer jo det der naturlige, nu hvor vi var blevet lidt legendariske fra start-80'erne - hvor vores plader var omkring ti år gamle, de var blevet klassikere. Pausen havde skabt et vakuum, og folk var bare wauw over, at vi var blevet gendannet. Interessen var enorm, og USA touren var stort set udsolgt i 1993 af den grund. Selvfølgelig var vores sidste album på den tid 'In the Shadows' sgu også rimelig heftig. Vi kunne genoptage vores karriere og køre videre derfra.

Men hvorfor splittede I egentlig op i 1985 - var dig og King Diamond blevet uvenner eller noget i den dur?

- Altså, nej der har aldrig været nogen "bad feelings" eller noget - heller ikke helt op til i dag. Vi har jo trods alt kendt hinanden i 30 år nu. Altså du kan sige, at han var ret fokuseret og havde en plan for hele King Diamond-"bandet". Vi var måske begyndt at gå hver sin vej rent påklædningsmæssigt, men som jeg jo altid har sagt 'let the music do the talking' - det er jo det det handler om. Man kan aldrig forudsige hvad der sker, og der er jo ikke noget, som ikke er godt for noget, og der kan jo opstår andre nye fede ting.

- Vi har jo kendt hinanden i 30 år og har en lang historie sammen, så vi er helt klart som en familie. Så da vi mødtes forleden dag, var det kun som om, vi ikke havde set hinanden i en uge eller dag - vi har ret stærke bånd mellem os. Vi er jo vokset op sammen og haft vores ungdomsår sammen - det sætter sig dybt i ens system. Vi har det pisse godt, når vi er sammen og hygger, så det er super.

Hvordan er det at have været inspirationskilde for verdens største metalband?

- Jamen det er vi jo stolte over, hvis vi har kunnet inspirere Metallica i deres musikudvikling. Men vi er lige så stolte, hvis en gut på Nørrebro bliver motiveret til at gå ned i Aage (4 Sound, - red.) og købe en billig spade fra Korea og måske senere hen selv bliver en rockstar.

- Der hersker egentlig ret stor intern respekt i miljøet og specielt vores tre første albums står stærkt, og vi kan stadig inspirere den dag i dag. Vi har altid været ydmyge i vores musikkarriere, og det fornemmer jeg har givet respekt og flere tilbud hos bookere og promotorer.

- Jeg startede jo selv på grund af Kiss – jeg havde rigtig mange plakater og plader med dem derhjemme. Jeg kørte over til Lyngby Storcenter på min Puch tregear og købte en sort guitar, en japansk kopi af Les Paul og så ville jeg bare hjem og spille guitar. Det var en hård køretur hjem med guitaren i hånden, da jeg samtidig også skulle gasse op og ned på Puch'en. Så at jeg selv har haft samme indflydelse på andres valg i livet er jo noget, som jeg er stolt over!