Årsliste 2018 – Kent Kirkegaard Jensen

Året 2018 bliver husket for en god koncert i Los Angeles, en endnu bedre på Copenhell, god dødsmetal fra både ind- og udland samt skandinavisk black metal.

Årets danske album:

1. Crocell: 'Relics' – Siden bandets debut i 2008 har undertegnede været til falds for deres melodiske dødsmetal tilsat en knivspids black metal. Crocell kværner lystigt videre 10 år senere og har stadig næsen for den gode melodi.

2. Baest: 'Danse Macabre' – Det er vanskeligt at komme uden om Baest i 2018. Med ’Danse Macabre’ har de i den grad etableret sig i dansk metal. En meget flot debutplade.



3. Sunless Dawn: 'Timeweaver' – Når ambitionerne er høje og indfries. Når Bornholm i den grad stempler ind på det musikalske landkort. Når man kan høre, at der bliver leget med virkemidlerne med overskud. 



4. Slægt: 'The Wheel' – Hvis man vover at åbne en plade med en cadeau til Emperor, så skal resten af pladen også helst holde vand, og det gør den i Slægts tilfælde. ’The Wheel’ er en helstøbt oplevelse.

5. Hatesphere: 'Reduced to Flesh' – Veteranerne fra Aarhus kan stadig. Med ’Reduced to Flesh’ minder Hatesphere os om, hvorfor de er blevet så populære, som de er. De har deres lyd, men formår også at bevæge sig ud på nyt terræn, hvilket kun bidrager positivt til musikken. Deres 10. plade er således en god jubilæumsudgivelse. 

Årets internationale album:

1. Sulphur Aeon: 'The Scythe of Cosmic Chaos' – Her i 11. time af 2018 kommer tyske Sulphur Aeon blæsende med deres dystopiske dødsmetal, der i et kosmisk kaos brager gennem og leverer årets med afstand bedste plade. 



2. Immortal: ‘Northern Chaos Gods’ – Første plade uden Abbath, og så endda en rigtig god én af slagsen. Nu må Demonaz selv synge, og det klarer han rigtig godt. 

3. Watain: 'Trident Wolf Eclipse' – Watain udgav en af årets bedste plader allerede I starten af januar, og den holder stadig her næsten et år senere. Watain er noget af det reneste black metal, vi har, og de holder fanen højt med ’Trident Wolf Eclipse’. 

4. Deicide: 'Overtures of Blasphemy' – Måske ikke Deicides bedste plade, men ikke desto mindre en plade, der tåler at blive hørt igen. Det er også et comeback til forsanger Glen Benton som sangskriver i stedet for blot at levere tekster. Klassisk dødsmetal fra Florida med ikke særligt subtile undertoner af Satan. 



5. Primordial: 'Exile Amongst the Ruins’ – Primordial holder generelt et højt niveau, og særligt forgængeren ’Where Greater Mens Have Fallen’ fra 2014 blev vel modtaget af anmeldere. Sørme om ikke Primordial formår at holde førnævnte niveau og sørger for, at de fortsat er blandt de bedre bands derude. Jeg glæder mig allerede til deres koncert på Viborg Metal Festival i 2019.

Årets internationale hit:

Behemoth: 'Bartzabel' – Den første single ’God = Dog’ var ikke noget at hidse sig alvorligt op over, men ’Bartzabel’ har langt mere tyngde og nærmer sig en regulær ballade. Det klæder Behemoth at tilføje de facetter til deres i forvejen imponerende arsenal af musikalske virkemidler.



Årets danske hit:

Crocell: 'Once Called Slaves' – En lækker blanding af døds- og black metal tilsat en dyster video med dukker, og man har fanget nordjydens opmærksomhed.



Årets genfundne klassiker:

Hypocrisy: 'Hypocrisy' – En plade fra 1999, hvor dødsmetallen var så godt som død. På et tidspunkt, hvor Peter Tägtgren hev tempoet helt ned i kælderen og sågar lavede regulære dødsmetalballader i sange som ’Elastic Inverted Vision’ og ’Until the End’. Pladen er en overset perle, som fans af bandet helt sikkert kender, og der er med garanti divergerende meninger om pladens storhed. Denne fan er dog glad for den og hiver den ofte frem fra reolen. Det gjorde også lidt ondt, at jeg ikke kunne være med i Pumpehuset, da Hypocrisy gav koncert i november måned i år. De åbnede faktisk koncerten med ’Fractured Millennium’ fra netop ’Hypocrisy’, hvilket kun gnider yderligere salt i såret. 

Årets fysiske udgivelse:

Metallica: '…And Justice For All Box' – Metallica genudgiver i disse år deres plader med et væld af ekstramateriale i form af demoer, koncertoptagelser og en bog, der indkapsler perioden omkring tilblivelse og udgivelse af og turnéer omkring den pågældende plade. Det er nogle dyre boxsæt, men ikke desto mindre lige så imponerende i det arbejde, der er lagt i at grave materialet frem og dokumentere det for deres fans. 

Årets koncerter:

1. Satyricon: Copenhell, 23-06-2018 – Der var ikke for meget black metal på Copenhell i 2018, men det, der var, det sparkede røv. Energien i pitten foran Pandæmonium var lige på grænsen til det aggressive og voldelige. Publikum balancerede på en knivsæg i moshpitten, og det var befriende at opleve det igen. I alt for lang tid har der været gruppekram selv i moshpitten her i Danmark, så at der omsider blev sluppet noget vildskab løs på Copenhell, var i den grad tiltrængt. At Sigurd Wongraven og co. så også leverede deres black’n’roll med vanligt høje niveau gjorde bare, at den aften huskes bedst.



2. I Am Morbid: Whisky A Go-Go, 31-01-2018 – Min første metalkoncert i USA. Havde lige set dem på Aalborg Metal Festival 2017, og så passede det bare perfekt, at de lige skulle give deres første koncert i hjemlandet mens jeg var på ferie derovre. Så efter at have badet i Stillehavet ved Zuma Beach i Malibu og nydt solen gå ned over Englenes By fra Griffith Observatory sluttede jeg dagen af med en dødsmetalkoncert på legendariske Whisky A Go-Go. En helt igennem god dag, og koncerten var heldigvis også en af de bedre. Det sidste krydderi var, at det hele blev gjort sammen med de to store drenge, der fik lov at sidde på scenekanten. Den store greb Tim Yeungs ene trommestik og et plekter fra et opvarmningsband. En af årets bedre dage. (... og så fangede jeg dem naturligvis også på Metal Magic Festival i Fredericia i sommer).

3. Saturnus: Aalborg Metal Festival, 03-11-2018 – Det er så sjældent, vi får lov at høre Saturnus, så da det lykkedes på Aalborg Metal Festival, var undertegnede allerede på forhånd vundet en lille smule over. Når så guitarist Rune Stiassny har en af sine sædvanligt gode dage på kontoret, så er en koncert med Saturnus bare en herlig oplevelse. 

4. Metallica: Hamburg, 29-03-2018 – Efter en halvfesen oplevelse i Jyske Bank Boxen var det rart to dage senere at få bekræftet, at på de gode dage er Metallica stadig mægtige. Med et dedikeret publikum i ryggen leverede Metallica varen, som skrev vi stadig Forum 1992 eller Roskilde Festival 2003. Næsten. Og det er også bedre end så meget andet. 



5. Behemoth: Wacken Open Air, 02-08-2018 – For første gang i flere år var vejrguderne med os på Wacken Open Air i 2018. Så mens solen stod lavt, og temperaturen var helt perfekt, spillede Behemoth en glimrende koncert med masser af nerve og en fyldt festivalplads. 

Boblere: Slayer og Obituary i Royal Arena var en nostalgisk affære, hvor Arayas blik ud over publikum til sidst var et særligt øjeblik; det var også Royal Metal Fest 2018, hvor danske navne som Blood Eagle, Horned Almighty og Crocell gav gode koncerter.

Årets internationale navn:

Slayer – En af de helt store giganter siger farvel. Tom Araya har længe fabuleret om, at han gik glip af børnenes opvækst på grund af sit arbejde som kunstner på alverdens scenekanter, og samme ”fejl” vil han ikke begå med børnebørnene. Så nu er det endegyldigt forbi. Slayer takker af med en verdensturné, der p.t. har bragt dem forbi Royal Arena i København. I 2019 ser vi dem måske også på en festival eller to, men så bliver det nok noget længere mellem snapsene. Man skal jo aldrig sige aldrig, og lur mig, om ikke Araya i ny og næ kan lokkes ud af sit otium til en enkelt optræden på en festival her og der. Men om Slayers andre medlemmer er med på den ide er uvist. Så derfor siger vi farvel og tak nu. 

Årets danske navn:

Baest – Dansk dødsmetal, der i den grad er blevet promoveret på alle tænkelige og utænkelige platforme. Hatten af for det. Par det med en god plade og masser af koncerter, og vi har en vinder.

Årets nye internationale navn:

Sulphur Aeon – Tyskerne, der debuterede i 2013 med ’Swallowed by the Ocean’s Tide’, udsendte i 2015 den glimrende ’Gateway to the Antisphere’. Og her i 2018 følger de den op med den mindst lige så fantastiske ’The Scythe of Cosmic Chaos’. Hvis nogen skal løfte dødsmetalgenren til nye højder, så er Sulphur Aeon et oplagt bud på den opgave.

Årets nye danske navn: 

Xenoblight – Med gode koncerter i både ind- og udland, en god debutplade og en fornem placering i den internationale konkurrence Wacken Metal Battle, har Xenoblight gjort sig fortjent til opmærksomheden!

Årets comeback:

Judas Priest – Med ’Firepower’ fik Rob Halford og co. kastet sig tilbage på banen med en relevant plade, der måske ikke når tinderne på diverse lister, men alligevel sørger for, at bandet ikke behøver skamme sig, når de tager på turné. 

Det overså jeg i 2017:

Intet.

Årets optur:

Festivalerne. Jeg nåede at være med på en del. Viborg Metal Festival, Aalborg Rock & Metal, Metal Magic Festival, Royal Metal Fest, Copenhell, Wacken og Aalborg Metal Festival. Her er der ofte god mulighed for at socialisere, samtidig med at man hører god musik. Det bedste af to verdener. Det var lige før Slayer-koncerten i Royal Arena nåede samme niveau. Når man går fra en koncert med x antal tusinde mennesker, og man føler, man nåede at få hilst på og snakket med halvdelen, så ved man, at man er havnet det helt rette sted den pågældende aften. 

Årets største skuffelse:

Machine Head. I mange år har det band været højt agtet hos undertegnede, og særligt debutpladen og ’The Blackening’ er stadig mesterværker, men ’Catharsis’ fra 2018 er en frygtelig plade, som da også tog livet af Robb Flynns bandkammerater, der valgte at forlade skuden efter den turné, der fulgte i kølvandet på udgivelsen af deres til dato dårligste plade.

Største ønske for 2019:

Det er nok for meget at forlange, hvis man ønsker sig en god plade fra veteranerne AC/DC og Megadeth, men hvis de alligevel barsler med ny plade i 2019, så må det da gerne være gode plader. Så er ønsket snarere mere relevant og realistisk, når snakken falder på bands som Carcass og særligt Cattle Decapitation. Jeg ønsker oprigtigt at blive blæst bagover af de to bands. 

Det glæder jeg mig mest til i 2019:

Copenhell fejrer 10 år i 2019. Wacken fejrer 30 år i 2019. Indtil videre har begge festivaler ikke ligefrem overøset plakaterne med navne, jeg gerne vil se, men det kan de begge nå endnu (bl.a. ved at kigge i Devilutions krystalkugle), og uanset hvad bliver det to gode jubilæer at fejre.