Årsliste 2023 – Casper Villumsen

Der kom stærke sager fra den danske undergrund som Ascendency og Shrug i år, men mest af alt kom det bag på skribenten, at han skulle snige In Flames ind under årets fem bedste internationale skiver.

Årets danske album:

1. Ascendency: 'A Manifest of Imperious Destiny' – Er det en EP, er det et album? Det er underordnet, for der længde og ikke mindst kvalitet nok i de fire numre på udgivelsen til at gøre mig tilfreds, som var det et meget længere værk.



2. Shrug: ‘Demo I’ – Ja, det er så en demo. Er det snyd eller kreativt? Kreativt er i hvert fald værket fra Slægts CCsquele, hvor vokalen brillerer med nye finesser til black metallen fra tid til anden. Og så er det råt, og diskanten skærer lækkert igennem.

3. Asinhell: 'Impii Hora' – Det er jo ikke Poulsen, der synger. Jeg har ellers savnet hans growl, som det lød på 'View to the Dim', men det var nok alligevel et klogt valgt at lade være, for til musikken her, så er det bare som om Marc Grewe er det perfekte. Wow, han gør det godt til den catchy, simple old-school dødsmetal.

4. Rot Away: 'Heavy Weight' – Energi oser ud af værket her. Solid lyd, skarpe sange med en overskuelig spilletid. Man kan jo altid lytte igen, hvis lytteoplevelsen synes for kort. Og så er det skønt når det samtidig minder mig lidt om The Kandidate, som jeg så i løbet af året også har valgt at genbesøge på anlægget.



5. Stikkersvin: '...Og de levede ulykkeligt og alt for længe' – Som med Shrug også black metal med nye input til, hvordan vokalarbejde kan udføres i den genre. Men her med et rocket, punket snit, som virkelig fodrer musikken med frisk energi.

Boblere:  Afsky, Myrkur, Saturnus, Riverhead, Elitist, Bloodgutter, Temple of Scorn. Alle bands med gode udgivelser, der fandt vej ud gennem mine højttalere og aktiverede lytteglæden hos mig. Nogle fik flere spin end andre.

Afsky ville helt sikkert også have høstet en høj karakter i min bog, havde det været undertegnede, der anmeldte 'Om hundrede år'. Stemningsfuldt og alligevel herligt fandenivoldsk og gennemført fra start til slut. Myrkurs 'Spine' er for mig lidt mere slingrende i det, men har alligevel en lille håndfuld, numre, hvor jeg nyder det storladne og poppede i Amalie Bruuns smukke vokal, den crunchy guitar og den interessante flirt med firsersynth og programmerede trommer.

Elitist gik teknisk til værks på 'A Mirage Of Grandeur' med en dejlig organisk produktion, der både pudser musikken, så den skinnner de rigtige steder, men også giver plads til en råhed, som den brutale dødsmetal besidder trods jazzede input. Bjørn Jensen fra Dawn of Demise har været aktiv i år med andre venner i Bloodgutter og Temple of Scorn. Førstnævntes 'Blood Mountain' er frembrusende, simpel død med en dejlig knurrende bas højt i lydbilledet, dansabel ondskab, som vor anmelder skrev. Temple of Scorn er på 'Funeral Altar Epiphanies' dyster og dunkel dødsmetal. I begge dødsensembler har har Bjørn Jensen samlet medlemmer, vi kender fra tidligere og nuværende kapitler i den danske metalhistorie.

Jeg blev rørt at flere af sangene og ikke mindst den medfølgende lyrik på Riverheads 'Cancer' om den forfærdelige sygdom som titlen nævner, og som den nye mand front, Bredahl, også har mærket på alvorlig vis på egen krop. Bredahl formidler ordene med nerve, og albummet kan både bevæge, rykke og rocke en, som det også fremgår senere i denne årsliste.

Det nye album fra Saturnus, 'The Storm Within', bevarer bandets genkendelige skønne stil trods to nye guitarister i folden. Albummet slår ikke mine favoritter fra bandets første årti, men det er stadig høj kvalitet her 30 år efter, at bandet blev dannet.

Og så har jeg gjort plads til Terminalist på "overså i 2023" til næste års årsliste. For jeg har kun lige fået skimmet et par numre, men jeg ved fra tidligere, at musikken fortjener mere indgående opmærksomhed, og det fik jeg altså ikke givet i år. Men jeg stoler på mine Devilution-kolleger, der har fremhævet albummet som en meget stærk udgivelse.

 Årets internationale album:

1. Maggot Heart: ‘Hunger’ – Mørk rock med noget post-punket i den store lyd i mødet mellem klassisk rocktrio og albummets øvrige orkestrering. Simpelt skåret men samtidig med plads til fordybelse, kaos og skæve afstikkere.



2. In Flames: 'Foregone' – Jeg startede med at skrive om musik i 2004. Jeg havde aldrig troet, at jeg ville have In Flames på en årsliste under årets album. Men 'Foregone' er et koncentrat af det allerbedste fra In Flames i nyere tid (her vil nogle tænke i dette årtusind, og jeg vil måske gå så langt tilbages som 1996). Det er melodisk og catchy (som forventet), men der er en slags fornyet energi og vilje over bandet, og vokal og riffs bider fornemt fra sig.

3. Sylosis: 'A Sign of Things to Come' – Endelig en skive fra Sylosis, der ikke kun er "anmeldergod". Et selvopfundet udtryk for, at jeg tidligere i møder med Sylosis sagtens kunne se, høre og nyde bandets lidt højpandede thrash/metalcore, og har givet fine karakterer også. Men faktisk fandt jeg aldrig rigtigt pladerne frem igen bagefter. Men her er det anderledes, og tyngden, intensiteten og de mange hooks på 'A Sign of Things to Come' har gjort, at albummet allerede er nydt adskillige gange siden.



4. Morne: 'Engraved With Pain' – Et cadeau til enkle, tunge riffs á la Black Sabbath. Med sludgens kolossale moderne tyngde i en grov smøring af instrumenternes samarbejdende skurren. Toppet med lækre melodiske guitarleads, der tænder lys i en ellers dyster stemning

5. Dødheimsgaard: 'The Black Medium Current' – Som et afkog på noget af det mere metalliske på den elektroniske Ulver-plade 'Themes From William Blake's...'. Yes, det er så godt. Og lidt sært. Havde jeg nu i tide taget anbefalingen op, så ville albummet formentlig være kravlet noget længere op på listen, men jeg vælge her på listen også at lade det spille ind, hvor meget jeg har hørt et album i år.

Boblere:
The Night Eternal: 'Fatale' – Mørk, heavy rock med fed, croonende vokal. Det har sit Unto Others, men kan også beskrives som Danzig spicet op til heavy med retroheavy a la Haunt. Ja, eller mere lokalt, hvis Demon Head gik retroheavy. Flere fede sange, ja 'Stars Guide My Way' byder også på nostalgisk sangstil, når Ricardo Baums røst rammer noget, som minder om Joey Tempest som helt ung på debuten, 'Europe'.



Sulphur Aeon: 'Seven Crowns and Seven Seals' – Egentlig er jeg vel skuffet, hvilket er tosset, for jeg ville nok være landet på en ret høj karakter. Men der er et eller andet i produktionen, der har taget lidt af det mystiske Lovecraft Cthulu-kaos ud af de seje tyskeres lyd. Omvendt er jeg glad for, at bandet derved prøver noget nyt. Der er mange stærke numre, men titelnummeret er i sig selv en genistreg med input fra Chapel of Diseases Laurent Teubl, hvis karakteristiske guitartone virkelig rammer et højdepunkt med sin solo i nummeret.




Bjørkø: 'Heartrot' – For et par år siden var det den anden guitarist i Amorphis, der udkom med et soloalbum med diverse sangere. Nu er det blevet Tomi Koivusaaris tur, og det er lidt mere skævt og spændende end Esa Holopainens bud, omend ligeså omskifteligt pga. et væld af forskellige sangstile. Men har man dyrket Amorphis, så står de to plader som et spændende vidnesbyrd på, hvad det er de to herrer er kommet med i skabelsen af Amorphis' unikke lyd.

Till the Dirt: 'Outside the Spiral' – Dødsmetal i moderne lyd og så lige et heftigt skud grunge á la Alice in Chains på 'Dirt'. Det fungerer bedre, end jeg havde troet på papiret.

Årets danske hit:

Riverhead: ‘Broken Boy’ – Lækkert flabet nummer med et energisk drive. Og herlige basgange undervejs. Og Bredahl på vokal er et godt scoop for bandet. Et nummer, der satte sig med det samme, da det blev hørt på Sort Søndags podcast en eftermiddag på vej hjem i bilen.

Det kunne også have været Saturnus' 'The Calling', som er smuk, let melankolsk og bare behageligt smukt at lægge ører til.



Årets internationale hit:

Bjørkø: ‘The Trickster’ – Et godt og blandet nummer fra Tomi Koivusaari. Klassisk moderne Amorphis-intro, men så kommer hardcore-vokalen og den underliggende fængende fløjten. Og så et omkvæd nærmest med englesang. Jeg er vild med det, og rodekassen af elementer giver faktisk mening.

Men det kunne også have været Vomitorys fængende 'Raped, Strangled, Sodomized, Dead'. Eller det allerede fremhævede titelnummer fra Sulphur Aeons seneste album.



Årets genfundne klassiker:

Iron Maiden: ‘Seventh Son of a Seventh Son’ – Den blev en følgesvend til opvasken adskillige aftener og fik også æren af at agere køremusik i ny og næ. Du kender godt albumment, men har du nogensinde tænkt over, om det er Hanne Boel, der synger 'Infinite Dreams' eller gode, gamle (dengang unge) Bruce? Ingen disrespekt her, begge er dygtige vokalister.





Årets koncerter:

1. Ashenspire: Basement, København, 16-02-2023 – I 2022 var Ashenspires 'Hostile Architecture' den absolutte etter 'på min årsliste, og det var en fornøjelse at få lov at opleve det medrivende band i så intime rammer, som det rå spillested Basement tilbyder. Live var det med en anden sanger end på pladen, da det her er bandets trommeslager som klarer den desparate vokalpræstation til UG. Men Rylan Gleave, en klassisk trænet sanger og komponist, klarede det nu ligeså fremragende, og hans tilstedeværelse i numre og hans ageren på scenen var intens. Fed oplevelse at se dette band live!


Skribenten har sneget sig med på billedet. I spotlightet med skarpt reflekterende isse.

2. Demon Head: Copenhell, Pandæmonium, 17-06-2023 – Danskere på toppen. Det var flot i natten, der var ild, det var vild(t)! Demon Head byggede stemningen i den okkulte mørkerock gradvist op og endte i en fantastisk finale af en afslutning.

3. Strychnos: Stengade, København 10-03-2023 – Jeg er vild med Strychnos' lyd. Og 'A Mother's Curse' er formidabel. Live fik vi det bedste herfra men også nyt, for Strychnos vil videre, og en ny udgivelse er lige på trapperne, så bandet er i den grad genaktiveret.

4. Iotunn: Copenhell, 16-06-2022 – Danske bands leverer altid på Copenhell. Også Iotunn fik et ekstra gear og lød godt i nattemørket, mens tilføjelsen af laserlys til den visuelle oplevelse var en gigantisk prik over i'et. Wow!



5. Pantera: Copenhell, 15-06-2022 – Jeg nåede ikke at se Pantera i sin tid. Jeg tror egentlig heller ikke, at jeg nødvendigvis var så opmærksom på det, da min tid tid med 'Vulgar Display of Power' og den efterfølgende indkøbte forgænger 'Cowboys from Hell' blev en slags overgang fra min Metallica og Manowar-interesse til dødsmetallen. Men Pantera var og er et kæmpenavn, så selvfølgelig skulle de ses og krydses af listen, selvom besætningen naturligvis er anderledes i dag. Phil Anselmo og Rex med hyrede lejesvende gjorde et stærkt job på Copenhell med masser af respekt til Abbott-brødrene. Respekt til Pantera! 

Trods tåkrummende episoder så var Guns n' Roses på Copenhell også lige ved at kravle ind på listen. Jeg ved godt, at Axls stemme var en skygge af fordums tid, men for mig var det alligevel en slags revanche på ungdommens oplevelse på Gentofte Stadion, hvor spilletiden blev alt for kort. Eftersigende pga. den vanlige sene ankomst til scenen, der så karambolerede med et krav om at lukke musikken ned på Gentofte senest klokken 23.00. Og det betød at mange af mine favoritter ikke fandt vej til sætlisten. Og man havde jo hørt om de tre timers marathon-koncert som bandet ind imellem gav.

Så det føltes som et plaster på såret med denne lange koncert, der også gav plads til flere af mine favoritter fra dengang. Og inde i hovedet kørte jeg en slags karaoke-udskiftning af den aktuelle vokal med, hvordan det lød, da Axls stemme var en intakt,¨ rockraket af en skærebrænder.

Kommentar til min egen liste: Wow... Jeg skulle nok have været luftet mere. Uagtet, at det var gode koncerter, dem på listen, så er de ikke i konkurrence med så mange andre koncerter, for jeg har slet og ret skulket fra mange. Jeg burde have set In the Woods..., Stormkeep, Orm i Koncerthuset, Alcest, Strigoi, Craven Idol, Corrosion of Conformity, Blind Guardian, Pestilence, Manowar, og og og ...

Årets danske navn:

Afsky – En stærk plade og så en intens turné-aktivitet, hvor det virkelig lader til, at live har vi at gøre med et fremragende, stærkt sammentømret band, der virkelig leverer varen, og viser udlandet, at dansk metal lige nu er hot, hot, hot. 



Årets internationale navn:

Pantera – Ja, jeg havde dem også på listen sidste år, alene for den omtale de fik af at være tilbage på banen samt det lovende i videoerne fra de første koncerter. Men nu fik man dem oplevet, og det gav bare en endnu større mening, hvorfor dette stadig er så gigantisk et navn så mange år efter de sidste udgivelser.

Årets nye danske navn:

Lyden af dansk metal (podcast) – Altså, jeg er jo nostalgiker og musiknørd, der altid er interesseret i hvor det hele (metallen) kommer fra, men også hvad der har skabt musikerne i genren. Morten Birk, der har været lydmand for mangt et dansk metalband, har begået en podcast, hvor der er tid til den dybe fortælling. I de første par udsendelser blev det mig måske en kende for langt, men de 4,5 timer med Invocator er ikke for lidt! Også fordi formatet med flere interviewofre på én gang og indhentede baggrundsfortællinger fra andre i miljøet gør især disse programmer meget levende. Og så lader det til, at der er god humor i Jacob Hansen og kumpaner, for programmerne er i den grad underholdende og fyldt med glæde og latter.

Så selvom programmerne med Invocator har været bedst, så har de foregående også været interessante følgesvende i baggrunden til arbejdet eller på turen til og fra arbejdet.

Jeg kunne også have valgt Nakkeknaekker. Men dem nævnte jeg jo sidste år. De har brugt året på at varme godt op til, at næste år bliver bandets år (igen!)! Imponerende så langt de kan komme på en skarp live-levering, for det er jo ikke ligefrem fordi vi vælter i numre, man kan høre med dem online.



Årets nye internationale navn:

???? – Jeg ved det simpelthen ikke.

Årets comeback:

Emanzipation Magazine: '#5' – Hvad laver du, når du har lidt tid i overskud? Mens vi andre måske tager opvasken, så udgiver Michael H. Andersen ny musik med egne bands, køber en bar eller et spillested og får så også lige sat et nyt nummer af Emanzipation Magazine på gaden (i samarbejde med dygtige kammerater). Og i hyldest til de sort/hvide DIY-magasiner fra dengang, så er der fokus på historier fra den tid. Nostalgi på tryk: det bliver et ja tak herfra.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:

Emanzipation Magazine: #5 – Se ovenfor for ord om værket, for det er ikke lige de fysiske udgivelser, jeg har gjort det i i år, så dermed en ganganger på listen. Bogen om Amorphis var nu også god, men at jeg først erhvervede mig den her i 2023 tæller nok ikke helt, da den engelske version allerede udkom i 2022.

Det overså jeg i 2022:

Spørgsmålet er snarere eller også, "hvad overså jeg i år", for jeg har desværre været mere fraværende i 2023 i forhold til opdatering på metalscenens skønne tilbud, end jeg var i 2022! Men jeg har helt sikkert også overset en del i 2022. Pyt med det, jeg får stadig hørt fed metal, og så er det mig underordnet, hvad jeg potentielt går glip af.

Skal jeg fokusere bredere, altså ikke kun på metal og rock, så var det i år, jeg blev introduceret til den walisiske musiker Ren, og hans fantastiske historiefortælling via musik. Sjældent har jeg lyttet så intenst til teksterne og hans egne erfaringer med sindets mørke sider eller skæbnefortællinger formidles på rørende vis. Men både 'Hi Ren' og 'Violet's Tale' som er mine favoritter, så dagens lys i 2022, og jeg hørte det først i år. Til gengæld har jeg givet det vildt mange afspilninger.




Årets optur

Altså Copenhell var også fedt i år, præcis som jeg også syntes min årsliste i 2022. 

Lad mig igen hoppe lidt ud fra metalverdenen og i stedet give en anekdote fra året. Husstanden fik sig to søde katte i år. En han og en hun. Hannen i sort/hvid så i ansigtet ud som Abbath i corpse paint. Det var da lidt sejt! Katten hed Winston, selvom Abcath også havde været fint.

Og så har jeg for alvor fundet min gamle sportsnørd fra ungdommen frem igen. Det har været skønt at jagte en lille gul bold i ny og næ. Årslisten fra 2022 røbede også en bryllupsdeltagelse, og det blev også mindst ligeså festligt, fint og skønt som forventet. Ja, jeg begav mig sågar ud i en top 5 i hyldest til gommen efterfølgende, passende da han nemlig også er Devilution-skribent. Derudover en dejlig rejse med familien og fejring af mine forældres imponerende 50 år som ægtepar. Og andre gode rejser og udflugter med kæreste og børn i det hele taget.



Årets største skuffelse:

Man kan jo godt sige, at det er skuffende, at jeg ikke har været til flere koncerter, hørt flere udgivelser osv. Det har dog været et tilbagevendende emne på årslisten, siden jeg fik børn, især i tiden efter nummer to kom for fem år siden. Så ikke mere om det nu.

Lad mig i stedet hoppe tilbage til anekdoten ovenfor i stedet og forklare, hvorfor der blev skrevet i datid om den nævnte hankat. Efter godt 10 måneder hos os blev han desværre kørt ned og døde. Det siges, at Type O Negatives 'Bloody Kisses (A Death in the Familiy)' rent faktisk handler om tabet af familiens kat gennem 17 år. Jeg forstår nu behovet for at skrive sig ud af oplevelsen, for trods kun 10 måneder med katten, så kom den ind på livet af os alle hjemme i husstanden. Makkeren, hunkatten har også været i sorg/forvirring, men hun er heldigvis god igen.Hun ligner (desværre?) ikke en black metal-musiker, men har da visse farvemæssige ligheder med Fenriz' kat Peanut Butter.



Største ønske for 2024:

Det sædvanlige. At jeg får dyrket metallen mere. Jeg vil jo egentlig gerne, får bare lavet andre planer undervejs!



Det glæder jeg mig mest til i 2024:

I år har jeg haft det lidt som med nogle af de fag på studiet, hvor jeg først rigtig forstod stoffet på semesteret efter, for sent til at gøre et rigtigt godt indtryk til eksamen. Det vil sige, jeg i år har halset efter for at være med på beatet i forhold til nye spændende udgivelser, men måske rammer 2023 i 2024. Og giver inspiration til at være bedre med på metallen i 2024. 

Godt nytår til alle jer, der nåede så langt i min ordstrøm!