Copenhell 23: Guide til torsdagen
Rusten er ved at være banket af og musklerne er lige dele ømme og udstrakte. Torsdags-Copenhell er over os.
Udover alle de mere eller mindre fantastiske bands, der spiller denne dag, byder Copenhell også på muligheden for at opleve en liveoptagelse af podcasten ‘Indbegrebet af!’, der til denne særudgave dykker dybt ned i Slipknot og deres historie, forud for koncerten fredag. De gæstes af Cabal, der til meget fås overraskelse har lyttet en smule til det iowanske ensemble. Det går ned klokken 12.30 i Tutten.
Blackgold
Britiske Blackgold spiller den ellers ekstremt amerikanske genre nu-metal, som de forsøgte at genoplive og revitalisere på deres selvbetitlede EP fra sidste år. Som traditionen foreskriver, inkorporerer de elementer af hiphop i musikken og har en dj med på scenen. Og de bærer masker på scenen! Det har man vist aldrig set før nogetsteds. Det skal dog nok blive en underholdende og stramt spillet koncert på Copenhell, og Blackgold skal være velkomne til at lege genre-nekromantikere og hive nu-metal op af graven, hvis bare de lover ikke at tage Crazy Town med tilbage.
Vended
Hvad gør man, hvis man er sønner af henholdsvis Corey Taylor og Shawn ‘Clown’ Crahan fra Slipknot, og man har lidt tid på hænderne? Man danner selvfølgelig et aggressivt metalband, komplet med dissonante guitarer, tunge grooves og konfrontatoriske vokaler, og fornemmer man en smule nu-metal i mikset? Det tror vi nok, man gør, altså inde bag alle aggressionerne og fuckfingrene. Vanen tro har fædrene taget sønnerne med som del af bookingen, og alle har rig mulighed for at vurdere, hvad de synes om den ide.
Dirt Forge
Den danske progsludgetrio er i kølvandet på ‘Interspheral’ først booket til A Colossal Weekend 2023 og nu også til Copenhell. Er det nu, de rigtigt slår i gennem? Fingrene er krydsede for det hårdtarbejdende band, der med deres seneste udgivelse har nået nye højder. Der er rigeligt at moshe igennem til, og for dem, der godt kan lide musik, hvis takter ikke kan tælles på to hænder, er Dirt Forge også leveringsdygtige i dette.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Testament
Bay Area-legenderne har sjældent hvilet på laurbærrene. 13 albums er det blevet til, og selvom de fleste fortsat sværger til de første par skiver, så er der dog nok af thrashede guldkorn sporadisk spredt igennem karrieren. På det sidste har de også luftet lidt fra 'The Gathering', hvor både Steve DiGiorgio (bas) og Dave Lombardo (trommer) kom ind i folden, nu hvor Lombardo er tilbage i bandet efter 23 års fravær. Testament har et højt bundniveau fra scenekanten, hvor flere af jer måske stadig mindes deres kompromisløse torsdagbrag på Roskilde ‘19, så mon ikke vi kan regne med endnu en thrashet magtdemonstration i pitten?
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Rot Away
I fodboldkredse kender man fænomenet “skovboksning”. I hardcoresammenhæng kan man bare nøjes med at tage på Copenhell til næste år. Der bliver tilsyneladende mulighed for at slås hver eneste dag på denne udgave af festivalen. Sick of it All, Speed, Malevolence og nu også Rot Away lægger vejen forbi, så man skal sørge for at få investeret i sportstape og knæbind, fordi, ærligt talt, we’re getting old.
Rot Away spiller hardcore, der lyder af vestegn, selvom de gentagne gange understreger, at de altså er fra København, og vil gerne have en ordentlig gang mosh på gulvet. Det hører man også ofte fra scenen, når de spiller. Og deres nyeste single lover rigeligt af den slags.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Aborted
Siden 1999 har Aborted søndertævet vores øregange med deres tekniske og grind-smadrede dødsmetal. 11 albums er det blevet til, og selvom små melodiske abstraktioner har sneget sig ind i lydbilledet, særligt på forgængeren ‘Terrorvision’, har de altovervejende holdt den nådesløst hårde linie gennem hele karrieren, med blastbeats, snerrende growls og en storm af riffs, der ikke er til at skære sig igennem. At gå til et Aborted-show er ligesom at træde ind i en krigszone, så der er rig mulighed for skrammer på knæene.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Sleep Token
Sleep Token er popmusik for metalhoveder. Aldeles moderne, kan det måske beskrives som Flora Cash tilsat tunge, industrielle riffs. Det hele er ganske dramatisk og kombinationen af forsanger “Vessels” højspændte vokal og vekselvirkningen mellem beats, synths og guitar gør det til en fascinerende forestilling.
På scenen er det lige så vel dramatisk, og som så mange er glade for disse dage, byder Sleep Token også på maskebal til deres optrædener.
Inspirationen fra netop Gen Z-pop, over 00’ernes gothy IDM, 90’ernes industrial rock og et strejf af nu-metal revival gør dem til en spændende tilføjelse på Copenhell, der er både uventet, men samtidig også så genkendelig, at ingen burde blive hverken bekymrede eller stødt på manchetterne.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Electric Callboy
Hold.nu.kæft. SÅ ER DER FEST! For det er udelukkende hvad Electric Callboy er. En tysk metalcorependant til Alestorm – og ja, et crowd-surf extravaganza er på sin plads. Gør det, mens du basser din arm så hårdt, at du dunker Gåsetårnet i Vordingborg. Det startede som tysk deathcore, men det er efterhånden mange år siden – og det er der vel egentlig ikke rigtig nogen der kan huske
Hvad vi til gengæld kan huske, er fjollede musikvideoer, 80’er pastiche, neonfarver, et mindre navneskifte og en særdeles vellykket kombination af metalcore-breaks og velskrevet tysker-techno. Tømmermænd er en saga blot og der er ingen dag i morgen. Det er mantraet og den hat du skal tage på, når du vælter pitten med solide moves og hopper på tekkno-toget. Raketten er ladet med rave og kursen er sat direkte mod månen, Hypa Hypa!
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Nervosa
Nervosa besøgte os i Aalborg sidste år, og deres hidsige og aggressive thrash metal lød umiskendeligt brasiliansk og lige så umiskendeligt heavy.
Selv efter en større udskiftning i 2020 kører bandet for fuld damp og vi regner med, at en del skal opleve det på Copenhell.
Selvom Nervosas musik sagtens kan stå på egne ben, kommer de fire kvindelige musikere også til at gøre noget godt for kønsfordelingen på festivalen, der tidligere år mildt sagt har haltet. Derudover er Nervosa også debutanter på Copenhell, hvilket også er kærkomment.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Life of Agony
Ikke ulig Nirvana er Life of Agony fra New York City et af de få bands fra 90'erne, der rent faktisk kan være introverte på grænsen til det selvmedlidende og samtidig forblive vedkommende. Det er ikke svært at klandre bandet for deres højstemte og nærmest naive sentimentalitet, men uden denne, intet Life of Agony. Det er på mange måder netop bandets karismatiske crossover-sentimentalitet, der giver dem en ægthed og ærlighed af en temmelig unik størrelse. Og på sin vis er det netop det følelsesfulde, der er selve epicentret for bandets feisty, utilpassede rock. Deres seneste plade fra 2019 var ikke noget, vores anmelder blev blæst fuldstændig bagover af, men Life of Agony kan nu stadig noget.
Det skal siges, at da man for en måneds tid siden smækkede først 'River Runs Red' og derefter 'Ugly' på ens anlæg for første gang i vel nogenlunde et årti, frygtede man det værste. Man frygtede, at det var Life Of Agony som følelsesmæssig klagesang, og ikke Life Of Agony som vedkommende, guitarbaseret rockband, man i sine skrøbeligere teenageår var faldet for. Det havde man selvfølgelig ikke behøvet: På plade tager Caputo, Joey Z., Robert og Abruscato stadig én med storm, også nu hvor man befinder sig i en anderledes skrøbelig fremskreden alder. Forhåbentlig gør de det også live.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Fever 333
Sidst Fever 333 gæstede festivalen bød det på ungdomsfest, politisk paroler og høj intensitet – et energiboost på en solrig dag, hvor fadøl endte i luften i stedet for i mavsen. Det her er en af de bookinger Copenhell har brug for, for at følge med tiden.
Mange har beskrevet Fever 333 som en af drivkræfterne bag nu-metallens tilbagekomst, og uanset hvad, man måtte mene om det, er der ingen tvivl om, at det her bliver et trækplaster af de større.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Gojira
Når der spørges, hvem der skal samle op, når fortidens giganter takker af, falder talen ofte på Gojira. Det franske prog-dødsband med de smukke Greenpeace-holdninger har taget verden med storm siden gennembruddet ‘From Mars to Sirius’ helt tilbage i 2005, og der er ingen tvivl om, at det er et af de bands flest har efterspurgt på den kommende Copenhell.
Sidst de spillede der, i 2015, var det da også et brag af en koncert. Gojira har en særlig evne til at skabe nye fans ved hver eneste koncert, og de er dedikerede; Da vi anmeldte ‘Fortitude’ mindre end positivt, udbrød der krig i kommentarsporet. Så vær forvissede om, at folk er glade for dette band og lur os, om ikke der bliver trængsel foran scenen.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Brutus
Belgiske Brutus imponerede allerede med ‘Nest’ i 2019, men med ‘Unison Life’ fra i år har de braget direkte igennem dæmningerne og oversvømmet det meste af verden med deres alt-rock-gone-post-punk, der fra kun tre personers hænder dynger lytteren til i lyd og emotion.
Det er nærmest selvindlysende, at denne plade bliver deres gennembrud og de tre belgiere formår at gøre deres ellers temmelig Roadburn-agtige lyd tilgængelige nok til at kunne blive spillet bredt, men også interessant nok til at det er værd at høre på. Nøglen til dette er trommeslager og sanger Stefanie Mannaerts, der med sin store vokale rækkevidde og teknisk dygtige trommespil formår at favne bredt og grave dybt. Vi ser frem til at opleve bandet på en stor scene og spår det bliver en af de helt store oplevelser for mange af deltagerne på Copenhell ‘23.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Møl
Aarhusbandet overbeviste os om deres evner sidste år på A Colossal Weekend, hvor en ekstremt tight spillet koncert viste, hvordan man sagtens kan forene en næsten maskinel effektivitet med store følelser, så snart man får arbejdet sig ind til dem. Bandets poetiske black metal hænger ikke fast i en misforstået trofasthed over de trve musikalske troper. I stedet har de skabt sig deres eget take på genren med blikket rettet fremad snarere end bagud. Det skal nok blive godt på Refshaleøen, hvor vi håber på en sen spilletid, og gerne på Gehenna, for Møl flyver bedst i mørket.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Halestorm
Halestorm er 2020’ernes modsvar på Evanescence med medrivende keyboard-dreven hard rock og en solid og stærk vokal. Der er rigelig “djævel eller engel”-patos til at gribe de fleste gamle rockhjerter og Lzzy Hales karisma får endnu flere overbevist.
Halestorm er rigtig syng-med-musik og vi er overbevist om, at denne booking vil skabe glæde hos mange Copenhell-publikummer – hvilket de også bevidste sidst de gæstede festivalen, tilbage i 2019. Halestorm er tilbage fra de døde med deres nyeste album, og det glæder både de og mange andre sig stensikkert til at høre fremført fra scenen på Refshaleøen.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Green Lung
I den korte tid de har eksisteret, er det kun gået en vej for englænderne i Green Lung. Opad.
For Devilution-redaktionen var 2021’s ‘Black Harvest’ årets bedste, udenlandske album, og det er ikke uden grund. For bandet forstår i den grad at finde kernen i britisk doom metal, uden at forfalde til stoffer, billig kontrovers, eller i den anden grøft, snorkende ensformighed.
Folk horror har nærmest ikke været så populært som nu siden 1970’erne og selvom man kan trække lidt på smilebåndet over heksejægere og deslige, er det svært at komme uden om den snigende uhygge Green Lung alligevel får fremmanet af de gamle, mørke skove på Barnabys hjemmebane.
Med en basis i spændende riffs og klassisk rockorgel formåede bandet at skabe en kæmpemæssig fest på Stengade sidste år, og vi glæder os overordentlig meget til at høre Tom Templar råbe hele Refshaleøen op til sommer.
Læs alt om bandet her
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Pantera
Så skete det omsider. Pantera kommer til Copenhell. Den årelange snak om at gendanne Pantera sker nu her i december 2022, hvor de for første gang i over 20 år tager på turné. Først nogle shows i Mellem- og Sydamerika og til sommer indtager bandet så Europa. Og Copenhell.
Allerede i 2014 drømte chefbooker Jeppe Nissen om at få Pantera på Copenhell. Også dengang var det med Zakk Wylde, man havde i tankerne som stand-in for salig Dimebag Darrell. Dengang var brormand Vinnie Abbott stadig i live og snakken gik lystigt på de sociale medier. Selvfølgelig forstærket af et ønske blandt fans og koncertarrangører verden over, der gerne så det legendariske band gendannet for en stund. Det skete dog ikke. Siden er også trommeslager Vinnie Paul Abbott gået bort. Tilbage i 2018. Da det skete, troede de fleste, at nu var enhver drøm om en gendannelse endegyldigt begravet med de to brødre.
Sådan skulle det ikke gå. Forsanger Phil Anselmo og bassist Rex Brown har snakket med forpagterne af brødrene Abbotts musikalske arv og blevet enige om, at man godt kan bruge navnet Pantera til denne forestående turné. Dimebags nære ven, Zakk Wylde, er ikke overraskende blevet hentet ind som guitarist og Anthrax’ trommeslager, Charlie Bernante, hyret ind til at sidde bag gryderne. På papiret nogle erfarne og kompetente herrer, der skal løfte en tung, musikalsk arv.
Pantera var nogle af de allerstørste i halvfemserne. Kun sygdom, stofafhængighed og interne skærmydsler frarøvede dem muligheden for at blive de største af alle. Karrieren gik den vej med først ‘Cowboys From Hell’, den fabelagtige ‘Vulgar Display of Power’ og det kommercielle gennembrud ‘Far Beyond Driven’. Men så begyndte facaden at krakelere og den efterfølgende ‘The Great Southern Trendkill’ var mere vred end den gennemsnitlige fan brød sig om, og bandet gik så småt i opløsning. Det blev kun til én plade mere derefter. ‘Reinventing the Steel’ fra 2000. Det bragte dem forbi KB Hallen en sidste gang. Året efter gik de i opløsning. I 2004 blev Dimebag skudt på scenen mens han spillede i sit nyt band, Damageplan, sammen med brormand. Resten er historie.
Her 23 år efter deres seneste visit i Danmark kommer de så retur til hovedstaden og indtager utvivlsomt Helviti-scenen som Copenhells helt store trækplaster næste sommer.
Det er selvfølgelig ikke Pantera, som det var dengang. Ligesom dette års Death to All, så skal det mere ses som en hyldest til Dimebag og Vinnie Paul samt den musik, de var med til at lave. En mulighed for en helt ny generation at se Phil Anselmo og Rex Brown hylde den kunstneriske arv, de efterlader sig med de to texanske brødre. Samt for dem, der kan huske Panteras storhedstid lige at kippe med hatten en ekstra, måske sidste gang.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs vores metaldiktator over 'Cowboys From Hell' her.
Læs vores metaldiktator over 'The Great Southern Trendkill' her.
Meshuggah
Det er ti år siden, det svenske djent-band, der skulle vise sig at blive et af de mest toneangivende metalorkestre i vor tid, sidst spillede på Copenhell. Dengang var det svært for dem at leve op til forventningerne, men de har siden givet adskillige, voldsomt gode koncerter, så håbet er igen skruet op.
Meshuggah har som få andre lavet deres helt egen lyd og i kombinationen af komplekse rytmer, kontrolleret kaos og groovy thrash, er de helt deres egne.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
Læs seneste interview her.
Samael
Schweiziske Samael er ikke et band, vi ofte ser på disse breddegrader. Faktisk har de ikke gæstet Danmark siden 2009, hvor de gav koncert på hedengangne The Rock. Til sommer kan vi så omsider igen nyde den blanding af black metal, død og industrial, som brødrene Locher har givet os siden slutningen af firserne. Forsanger og guitarist Michel Locher er nok bedre kendt under kunstnernavnet Vorph, ligesom brormand, Alexandre Locher er kendt som Xy. Og når vi skriver trommeslager så er det også lidt en kunstnerisk frihed, vi tager os, da det er kendt, at de i mange år har samplet trommerne. Det har gjort deres lyd helt særegen, hvilket publikum på Copenhell får lov at opleve i 2023, ligesom vi flere gange har gjort det på Wacken Open Air lige syd for grænsen.
Et af deres helt store numre ‘Baphomet’s Throne’ er fra succespladen ‘Ceremony of Opposites’. I halvfemserne udsendte de flere plader, der var med til at gøre dem en del af den europæiske scene for dødsmetal. På netop ‘Ceremony of Opposites’ begyndte lyden at udvikle sig og særligt på den opfølgende ‘Passage’ så man bandet bevæge sig ud i mere udfordrende terræn. Det er efterhånden 5 år siden, de senest udsendte en hel plade, men under pandemien har de smidt en del singler, så Refshaleøen bliver med garanti trakteret med både nyt og gammelt.
Læs alt om bandet her.
Læs seneste koncertanmeldelse her.
Læs seneste pladeanmeldelse her.
King Buffalo
King Buffalo er en klassisk psych-trio og sætter riffs i højsædet, når de ruller sig ud. Det fuzzy og tågede islæt er tydeligt og de har turneret med blandt andre Uncle Acid and the Deadbeats, Elder, Clutch, The Sword og så videre i samme dur.
King Buffalo har tykke strejf af blues i deres tunge rockmusik, og fortjener den solide lyd som Copenhell så ofte er leveringsdygtige i.
I september udsendte King Buffalo ‘Regenerator’, der blev sammenlignet med netop Clutch, men også legenderne i Queens of the Stone Age, og hvis vejret til Copenhell fortsætter, bliver det en dejlig, støvet omgang.
Læs seneste koncertanmeldelse her.