Devilution-redaktionen anmelder 'Hardwired' Populær

http://devilution.dk/media/reviews/photos/thumbnail/680x680s/27/70/0f/metallicahardwired-42-1471605110.jpg
19. August 2016    

Vi har valgt at tage imod Metallicas nye single ved at lade størstedelen af redaktionen minianmelde nummeret. Anmeldelserne er skrevet uafhængigt af hinanden – men der breder sig alligevel stor enighed. Læs selv.

Man kan hade eller elske Metallica. Det første har længe været populært, navnlig siden bandet, anført af Lars Ulrich, lagde sag an mod den ulovlige fildelingstjeneste Napster for snart 20 år tilbage. Siden kom den meget omdiskuterede film ‘Some Kind of Monster’, og senest har Metallica skilt vandene voldsomt, da de var backingband for Lou Reed på hans svanesang, dobbeltalbummet ‘Lulu’. Men nu – otte år efter udgivelsen af album nummer 9, ‘Death Magnetic’ – barsler de efterhånden aldrende familiefædre med deres 10. album, et dobbelt af slagsen, der udkommer 18. november, og som bærer titlen ‘Hardwired...To Self-Destruct’.

Igen kan man vælge at hade eller elske, men det bliver indiskutabelt det mest ventede metalalbum i år, og det markerer samtidig det længste spring mellem plader i Metallicas historie. De har ikke travlt længere, men det har folk dog stadig med at diskutere den musik, de sender på gaden og af sted på nettet. Udgivelsen af førstesinglen ‘Hardwired’ i forbindelse med annonceringen i torsdags, var ingen undtagelse.

Her på Devilution satte vi derfor størstedelen af redaktionen til at lytte nærmere til singlen, og nedenfor følger 11 reaktioner, hvoraf skuffelsen gennemsyrer stort set dem alle – vi lander på gennemsnitskarakteren 2. En enkelt mener, at udspillet er decideret grinagtigt, mens tre skribenter finder positive elementer nok til at trække nummeret op på den jævne karakter, 3. Her følger minianmeldelserne:

Henrik Bro:
Hvis man først skal tage de positive følelser, som viser sig ved de første gennemlytninger af Metallicas første reelle single i mere end syv år, så er det befriende, at bandet ikke hopper på Volbeat-sporet og forsøger at lave et hit med banjo og poppet singalong-omkvæd. At Metallica vender tilbage til stilen fra de første par udgivelser. Ja, faktisk minder ’Hardwired’ en lillebitte smule om bandets allerførste single ’Whiplash’ fra 1983. Stilen er hurtig, heavy og thrashet med et lille drys punkstøv hen over det hele som pynt på stuvningen. At der denne gang er en ordentlig produktion på et Metallica-produkt, hvor man rent faktisk kan høre bassen, og hvor Lars Ulrich ikke har fået skøre ideer om, at lilletrommen skal lyde som mormors kagedåse, eller at stortrommerne skal vække mindelser om haglvejr på en badebold.

Hvis man så herefter skal hive nej-hatten frem og plante den solidt på kraniet, så den alt efter smag styrker eller hæmmer for det musikalske udsyn, så er ’Hardwired’ faktisk en ganske ordinær sag: Riffet er ganske fermt, og det er fint, at bandet viser deres musikalske formåen med at variere riffet i løbet af sangen. Men det er altså ikke ligefrem et monsterriff. Tilmed ligger det lige lovlig lavt i mixet i forhold til resten af instrumenterne. Det er ikke et riff eller en sang, der er kommer op i nærheden af de højdepunkter, som Metallica har nået gennem tiderne. Samtidig mangler sangen en rigtig god melodi og en ordentlig hookline i den vokale afdeling. Hetfield synger såmænd ok, men der er ikke rigtigt noget hook eller omkvæd, der bliver hængende i bevidstheden.

Alt i alt er ’Hardwired’ en ganske okay sang. Den er hektisk og er med sine kun tre minutter så kort, at man ikke når at kede sig. Men hvis man stod og skulle udgive et album med Metallicas bedste sang, ville den ikke komme i nærheden at blive inkluderet.
Karakter: 3

Mads Pedersen:
Det mest ventede metalalbum meget længe? Hvem har egentlig stadig forventninger til Metallica? Det bedste, man kan håbe på, er vel, at det ikke bliver direkte pinligt. Som det offentliggjorte cover til såvel singlen som det kommende album vidner om, er Metallica et band, der for længst har mistet deres æstetiske sans. Og dermed også deres kunstneriske relevans. For hvad sker der egentlig med et band, der ikke selv kan se, at den er helt gal med de covers? Der sker det, at bandet heller ikke selv kan høre, at produktionen på et nummer som 'Hardwired' er hæslig. Trommerne alt for langt fremme i lydbilledet og oven i købet med en elendig og overkomprimeret trommelyd. Komprimeringen tager også livet af den smule kant, riffene har, men det hører alligevel under kategorien aktiv dødshjælp. Der sker også det, at bandet ikke selv kan høre, at omkvædet "We're so fucked / Shit outta luck / Hardwired to Self-destruct" ville være blevet kasseret af de fleste 15-årige for at være for infantilt og charmeforladt.

Metallica spiller den endda så sikkert, at de ikke engang kan finde ud af at falde helt igennem. Så kunne det da i det mindste blive interessant, fordi det viste en eller anden form for kunstnerisk nødvendighed. Hvis det var ethvert andet band, var der ingen, der havde løftet et øjenbryn.
Karakter: 2

Jon Ravnholt:
Det var et sort hul, man fik lov at stirre forfærdet ned i, da 'Some Kind of Monster' viste den kreative proces hos Metallica. Uinspirerede riffs blev sjasket rundt i håbet om, at der på et tidspunkt ville være nok af dem til at lave et nummer ud af det, og intet ordspil var for corny til at komme i brug. 14-15 år senere er de ikke kommet videre: Et omkvæd så tåkrummende, at det lokale gymnasieband ville vægre sig ved at bruge det – “We’re so fucked / Shit out of luck / Hardwired to selfdestruct” – og et bærende riff, der lyder som noget, der kunne være mellemstykket i et nyere Slayer-nummer. Det er de her kanoner, Metallica varsler et nyt angreb med. Horder af trofaste soldater kommer til at kaste sig hovedløst ind i kampen, fordi det er ‘tallica, de kommer til at brøle med på det tåbelige omkvæd, og man kommer til at erkende, at der faktisk er en sandhed i det, at Metallica virkelig er hinsides fucked. Som forretning har de bare en størrelse nu, hvor de ikke engang kan indse det og romantisk ødelægge sig selv.

eller:

Fornylig læste jeg et interview med Dark Tranquillitys Mikael Stanne, hvor han sagde, at det, der havde rørt ham mest ved Lemmys død, var, at så mange af hans venner havde arbejdet for Motörhead i den ene eller anden sammenhæng, og nu var de pludselig arbejdsløse. Set fra den vinkel er det jo helt sympatisk, at Metallica laver en ny plade og dermed skaffer jobs til alle dem, der arbejder i kæmpefirmaet. De har næppe selv brug for pengene, og det er tydeligvis ikke en kreativ nødvendighed, der har drevet dem til at pine den her singleforløber frem. Et forglemmeligt riff, et tåkrummende pinligt omkvæd: Metallica er, som Hetfield hviner det, virkelig hinsides fucked. De kan bare ikke tillade sig at ødelægge det for alle dem, der lever af dem.
Karakter – uanset version: 1

Henrik Østergaard:
Også når Metallica vælger at lade den digitale tidsalders svar på en kort og koncis thrash-skæring være førsteudspillet fra det længe ventede studiealbum, bevarer de med Lars Ulrich bag tønderne selvfølgelig deres elskværdige egensignatur af punk-energisk skævhed. Det kunne man havde spået på forhånd. Det, man ligeledes kunne have sagt sig selv, nærmest med sikkerhed, og som man med 'Hardwired' nu har fået bekræftet, er, at de mere egensindige, eksperimenterende dage formentlig ligger bag Metallica. Det vil i øvrigt, hvis det er sandt, være et tab for musikhistorien i det hele taget. Til trods for at man naivt vil tillade sig stadigvæk at krydse fingre for, at Lou Reeds The University of Andy Warhol-tilgang til tingene har sat sine spor på den gråhårede æra af Metallica, og at der på det kommende album rent faktisk er nye musikalske dagsordener på spil hos det tidligere grænsesøgende band, ja, så står 'Hardwired' nu som en muligvis forudsigelig, men også yderst solidt eksekveret appetizer på det vel bredt set mest ventede metalalbum i mands minde.
Karakter: 3

Sebastian Bach:
Lad os prøve at dekomponere ‘Hardwired’. Hvis de 3:11 minutter er X ,må der alt andet lige være noget på den anden side af ligningen. Lyrisk arbejder James Hetfield på et niveau tilsvarende ‘Fuel’ eller ‘Motorbreath’. Et stykke fra højeste niveau. Det er dog værd at bemærke, at Hetfield har genindført ordet ‘Fuck’ i sit vokabular. Netop ‘Load’/’Reload’ og specielt ‘Kill’ Em All’ er to vigtige dele af ligningen. Lars Ulrich har udtalt, at ‘Kill’ Em All’ har været inspiration for det kommende album. Det efterlader ‘Hardwired’ ingen tvivl om. Det er en tempofyldt thrash-sag, hvor det er værd at notere, at Ulrich har genopdaget brugen af dobbeltpedalen. Kirk Hammetts mini-solo lyder derimod indiskutabelt som en uptempo-version af noget fra ’Load’/‘Reload'-æraen. Lad os for sjov skyld tilføje det til ligningen. Endelig er der lyden på nummeret. Meget nær en gentagelse af ‘Death Magnetic’. Specielt Ulrichs halv-enerverende tæven på trommerne. Herved ender vi med følgende:

‘Kill 'em All’^2 * ‘Load’&‘Reload’ / ‘Death Magnetic’ = “Hardwired’

En interessant kombination og et generelt udmærket første udspil fra verdens største metalband. Men når det er sagt, virker kvartetten også som fire halvgamle mænd med midtlivskrise, der mindes dengang i 80’erne, hvor alt var sjovt. Hertil er ‘Hardwired’ sandsynligvis den mindst interessante førstesingle, bandet har udgivet. Ikke desto mindre er ‘Hardwired’ et glædeligt gensyn med mastodonterne, der alt andet lige lader til at være i fuld vigør og ikke mindst have spillelysten.
Karakter: 3

Anders Molin:
I produktionen af ’Hardwired’ læner Metallica sig betænkeligt meget op ad lyden fra ‘Death Magnetic’. Det er nok de færreste, der vil påstå, at det er en god ide. Men når det er sagt, virker kvartetten langt mere oplagt på dette singleudspil end på omtalte fuldlængde, og der gemmer sig en vrede ikke helt ulig bitterhed, der var det eneste langtidsholdbare ved ’St. Anger’. Desværre er det i denne omgang meget småt med ideer. Der bydes på riff, som mangler den sidste råhed, er alt for forudsigelige og heller ikke har den melodiske kant, der som oftest kendetegner Hetfields legendariske hænder. Energien gør meget godt for nummeret, men der er ikke et eneste rigtigt fængende hook nogen steder i nummeret på hverken guitar- eller sangsiden, og det er derfor fuldstændig forsvundet fra hukommelsen få sekunder efter endt spilletid.  
Karakter: 2

Mathias Nielsen:
Foruden den meget omtalte “loudness war”, der forvrængede og sugede al dynamik ud af Metallicas seneste album, ‘Death Magnetic’, så var skivens største problem vel nok, at veteranerne stort set ingen overraskelser havde i ærmerne. På opfordring af guru/producer Rick Rubin gik de tilbage til rødderne og leverede et sæt sange, der ganske vist havde et strejf af old school, men hvor langt størstedelen af riffene pegede tilbage mod sange fra dengang – netop det, som alle “haderne” havde efterspurgt, men så sandelig også småkedeligt, når man tænker på, hvordan Metallica ellers normalt har haft for vane at eksperimentere.

‘Hardwired’ lugter af, at tråden samles op efter sin ikke videre ophidsende forgænger, og igen sidder man med en fornemmelse af deja vu. Denne gang er det ‘Damage, Inc.’ plus et præ-omkvæd løftet fra ‘Leper Messiah’, hvis man skal sammenligne med fordums tids værker – eller ‘My Apocalypse’, hvis man skal gå knap så langt tilbage. Det virker dog, som om Metallica vil bevise et eller andet. Der er smæk på nummeret; Hetfields stemme lyder mere hård og kontant, end den har gjort længe, der bandes og svovles (som han vist kun tidligere har gjort på plade netop i ‘Damage, Inc.’). Desværre prøver Metallica for hårdt på at være noget, de ikke er længere – vrede unge mænd. Ret skal være ret: Deres forsøg er bedre end så mange andre af de pinlige kollegaers, men det er en ringe trøst for nummeret, der ikke sætter sig fast og bliver svært at huske for andet end dets påtagede aggression og fortsættelse af stilen fra ‘Death Magnetic’.
Karakter: 2

Kent Kirkegaard Jensen:
Der er gået otte år siden 'Death Magnetic'. På den periode gik Metallica fra at blive dannet til og med at udgive '...And Justice For All'. En rivende udvikling, der så et band gå fra et enormt potentiale og utæmmelig energi til netop at forløse potentialet og kontrollere energien i lige akkurat så tilpas en grad, at det stadig føltes utæmmet. Så skruer vi tiden 30 år frem, og der er nærmest ikke sket noget som helst de sidste otte år. 'Hardwired' lyder som noget, der kunne være have været på førnævnte 'Death Magnetic'. Det positive er, at de har formået at lave en sang, der kun varer tre minutter. Men det er også trist, at det er den slags, man skal rose Metallica for anno 2016. Sangen er befriende letbenet. Det er både dens force og dens akilleshæl. James Hetfield tør bande. Hold da op. Benovelsen aftager dog i præcis samme fart, som man når at blive irriteret over produktionen. Når man hører sangen på en mobiltelefon eller i en bilradio, hvor man ikke har investeret i effektforstærker og ordentlige højttalere, kan den sikkert sagtens glide ned som udmærket og rendyrket thrash-metal. Men smider man singlen i et anlæg af bare nogenlunde standard så kommer produktionen til kort. Præcis som den gjorde på 'Death Magnetic'. Klik, klik, klik. Man tør jo nærmest ikke sætte forventningerne eller forhåbningerne højt til november, hvor vi får yderligere 75 minutter med samme produktion. Hvis det her virkelig er det stærkeste kort, så har denne anmelder gjort ret i at glæde sig mere til deres bog 'Back to the Front', der udkommer i september. Som en fan, der stadig har Metallica som det vigtigste og bedste band, så har de sidste år været en lang ørkenvandring. Det ser desværre ikke ud til at der er nogen oase i sigte foreløbig.
Karakter: 2

Lars Roest-Madsen:
Otte års radiotavshed fra metallens store helte, og så kommer dette. Et helt igennem ligegyldigt nummer, som lige så godt kunne have været et outtake fra 'Death Magnetic'. Igen er det lyden af et band, som krampagtigt forsøger at finde tilbage til rødderne og fortidens lyd i stedet for at forsøge at tage deres udtryk til nye steder. Indrømmet, det er ikke let at være Metallica – de store drenge får hug, uanset hvad de gør. Men nummerets helt basale opbygning og de relativt simple riffstrukturer giver ikke desto mindre anledning til mistanke om, at også den kommende plade er skrevet til at passe lige ned i en 'Guitar Hero'-skabelon. Det buldrer derudad, men der mangler krydderi og overraskelser. Dette er skuffende metervare.
Karakter: 2

Casper Villumsen:
Som teaser for et nyt album er 'Hardwired' ganske effektiv, forstået på den måde, at en fan kan få ro i sindet i forhold til produktionen, der er fri for sær trommelyd eller "knasen" som følge af giganternes ønske om at vinde "the loudness war". Samtidig er det rart at høre bandet skrue bissen på og holde det kort og kontant, hvilket kan love godt for det kommende album, og hvad det så byder på. Men som nummer er det altså relativt jævnt og savner noget mindeværdigt, som Metallica trods den tvivlsomme produktion faktisk klarede udmærket på 'Death Magnetic' (selvom sangene var alt for lange). Fordi det er Metallica, er det et spændende lyt, men der var næppe løftet mange øjenbryn, havde det været efterskolebandet Damage Militia fra Dianalund.
Karakter: 2

Jacob Dinesen:
Efter den ubehjælpeligt gumpetunge 'Death Magnetic' frygtede man det absolut værste for Metallicas næste studiealbum. Efter at have lyttet 'Hardwired' igennem en favnfuld gange er denne frygt til dels manet i jorden – singlen kan jo rent faktisk betegnes som ... thrash. Jovist, thrashen er bygget oven på af lyden af en stærkt koncentreret ’Death Magnetic’, men i en Metallica-sammenhæng har den stadig en længe savnet friskhed over sig. Men hvis denne friskhed sættes op mod den tilhørende video, afsløres den dog hurtigt som værende lettere forceret. Videoen er en stærkt poleret udgave af videoerne til en bunke af bandets allerstørste hits, ('Enter Sandman', 'One' og 'The Unforgiven'), her blot med fokus på bandet, hvor lyset fremhæver, hvad der adskiller thrash fra familievenlig amerikansk stadionrock.

We're so fucked
Shit outta luck
Hardwired to self-destruct

JA? I er en flok voksne, ganske velhavende, mænd der synger om desperation og galskab. Kom nu – I kan om ikke gøre det mere farligt, så i det mindste mere vedkommende og relevant.
Karakter: 2

Emil Hansen:
Selvom ’Death Magnetic’ var et hæderligt album hæmmet af dårlig masterering, så har jeg ikke nogen store forhåbninger om nyt fra Metallica. Det har jeg heller ikke efter at have hørt den nye single. Metallica er for mig at se ikke et studie-band længere, men et live-band, der udelukkende lever på deres gamle materiale fremfor deres nye. Og selvom ’Hardwired’ i og for sig er et fint nok forsøg på at række tilbage, er det også et underligt tomt nummer. Teksten i omkvædet minder om noget fra Tenacious D, og selvom produktionen er bedre end på ’Death Magnetic’, er det stadig komprimeret og lidt gumpetungt. Med 80 minutters spilletid frygter (eller håber) jeg, det nye album bliver en gentagelse af ’Lulu’, men nu må vi se.
Karakter: 2

Læserkommentarer

Der er endnu ikke nogen kommentarer fra brugerne her