Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Svenskere med japanske aner

Populær
Updated
Svenskere med japanske aner
Når man er tilbedt som guder i et andet land, så er det på sin plads at give lidt igen til landets fans af bandet samt alle de andre, der måtte have lyst til at kigge med. Den svenske kvartet Arch Enemy blev dannet i 1996 af Michael Amott med dennes ønskes om at fortsætte twin-guitar blandingen af aggressiv og melodiøs metal ligesom på Carcass’ ”Heartwork”, som han var med til at skrive og indspille.

Allerede i 1997 lagde bandet vejen forbi Japan til sine første udenlandske spillejobs. Jf. ekstra-materialet på denne DVD er japanerne vilde med guitarhelte, melodier og hurtig, aggressiv metal. Således var der fokus på bandet allerede ved debuten "Black Earth" pga. den interesse japanerne allerede havde vist "Heartwork".

Den specielle tilknytning til Japan, der er intakt og måske endda endnu mere efter Angelas tilgang i 2000, hyldes og foreviges på denne seneste udgivelse, der består af et live-show og nogle speciel features som promovideoer og ”The Road to Japan”.

Live-showet er ganske glimrende i lydkvalitet, det er nærmest som at høre en studieindspilning, men her får man bare også kor og hujen fra ekstatiske japanere og soli fra begge Amott-brødrene og trommetæsker Daniel Erlandsson. Billedsiden er klippet sammen af et væld af kameravinkler, hvor det specielle er de mange knivskarpe close-ups, der er interessant for de, der har interesse i at studere musikernes eminente teknik.

Bandet giver den hele armen og scenen opbygget med små podier tager især Angela i brug. Hun er en meget aktiv stemningsindpisker.

Ekstra-materialet er især interessant på den del, der hedder "The Road to Japan". Der er en masse interessant om bandet fra hver af de implicerede, ligesom japanske metaljournalister beretter om, hvad der gør Arch Enemy så specielt i det asiatiske land.

Desuden er det en udmærket appetitvækker for de fans rundt omkring i verden, der ikke har sat benene i den del af verden. Guitarnørderne vil måske finde det lille klip med besøget til guitar- og basfabrikken for ESP interessant.

Selv undertegnede måtte bøje sig hvad angår frontkvinden Angela. På en scene i fuldt metal outfit har denne anmelder fuldstændig overhørt andres kommentarer om ”den lækre kvinde”. Men på ekstramaterialet, hvor man møder hende ”i civil”, må det indrømmes, at den 34-årige kvinde nu er ganske sprød.

NB: Materialet udkommer både som dobbelt cd, dvd og dobbelt cd + dvd afhængig af hvor mange penge man vil smide efter produktet, og hvor ens præferencer mht. lyd kontra billede ligger.

Kunstner
Titel
Tyrants of the Rising Sun: Live in Japan
Karakter
4