Døgnflue eller rockhistorie?

Lars Schmidt har glanet Guns N'Roses' to live dvd'er, "Use Your Illusions I & II". Det har faktisk været en god weekend. Kæresten og eks-konen arter sig fint. Jeg har snart ferie. Så det er ikke lige alle disse udenoms-ting, der gør, at de næste mange linjer virker som ét langt, surt opstød - og en sørgelig svanesang for et af sen-firsernes store orkestre, Guns n' Roses.

Jeg har fået den tunge opgave først at skulle se to dvd'er igennem med W. Axl Rose & Co. og dernæst at fortælle, hvad jeg synes om dem. Det er mildt sagt ikke imponerende, og på et eller andet plan er det fuldstændig uforståeligt, at Guns n' Roses var i stand til at dupere en hel verden. Omvendt er det helt forståeligt, at W. Axl Rose ikke har kunnet sparke orkestret i gang igen.

14 numre på "Use Your Illusions I" og ni på "Use Your Illusions II". To ordentlige mundfulde og endeløse ørkenvandringer ud i udisciplineret talentløshed. Der er - så vidt jeg har forstået det - tale om en koncert fra 1992 i begejstrede Tokyo.

Dvd er et spændende medie, og det mest spændende ved dvd'en er, at der som regel er masser af ekstra materiale, baggrund og oplysninger, som vi nørder nærmest kan gå amok over. Men ikke her. Her skal man bruge sine illusioner og ellers gætte sig til resten. Gætte sig til, hvorfor verden eksempelvis hoppede på illusionen om, at Guns n' Roses var gode. Der er intet ekstra at
komme efter på de to dvd'er. Der er godt nok en introduktion på begge, men det er bare noget med en flyver, der lander i Tokyo, og noget med, at de stiller scenen op i den store sportshal. Ellers er der nogle få, forvirrende sort/hvide klip mellem enkelte af numrene, hvor de enkelte bandmedlemmer udtaler sig om et eller andet ligegyldigt.

Allerede med hensyn til de manglende ekstra-ting bliver man skuffet. Og så går man i gang med koncerten. Først tror man, at det rustne band lige skal i gang, men det rustne fortager sig aldrig. En koncert på 23 numre, som ikke swinger, er altså lidt af en hård nød at knække.

Guns n' Roses var et orkester, som breakede voldstort med "Appetite for Destruction". En plade, der faktisk dannede skole og åbenbarede en helt ny lyd for den hårde rock. Beskidt sang og beskidt guitar med udgangspunkt i sydstatsbluesen. Hit på hit havde dét album, og Guns n' Roses formåede også på efterfølgerne albums at få snedkereret sig nogle numre, som faktisk er gode nok.

Og det er lidt det, der er problemet med Guns n' Roses anno dvd-optagelsen i 1992: De har numrene, men de kan ikke finde ud af at spille dem. De har masser af attitude. Så meget, at det går ud over sammenhængen i musikken. Sex and drugs and rock'n'roll. Det var Guns n' Roses. Total overflade og ingen dybde.

Det, der skurrer allermest, er "sanger" W. Axl Rose. Jamen, manden kan jo ikke synge! På ingen måde. Hans skærebrænder af en stemme er selvfølgelig meget speciel, men på dvd'en bruger han mere krudt på at spankulere og løbe rundt end at forsøge at ramme rene toner. Bassist Duff McKagan, tjah... Hvad skal man sige? Han er sgu heller ikke særlig meget værd. Rytmeguitarist Gilby Clarke, som først kom med i de sidste år, er den, der
klarer det bedst og koncentrerer sig mest. Trommeslager Matt Sorum er hårdtslående og tight som ind i helvede. Havde han ikke været det, ville det hele være smuldret totalt.

Men den største musikalske skuffelse er bandets eneste rigtige musiker af høj kaliber, guitaristen Slash. På plade var han altså noget af det fedeste med sin beskidte Gibson-lyd. Det var ikke mindst Slash, der i slutfirserne bragte den forfinede og overproducerede guitarhero-attitude ud af stemning og skabte ny energi og en dejlig umiddelbarhed over guitarspillet. Han gjorde det "lovligt" med den rå og beskidte lyd, og der var eddermame smæk på, når han skruede op. Men på dvd'en falder han altså fælt igennem. Han er upræcis ad helvede til, spiller direkte forkert flere steder, fordi han koncentrerer sig mere om attitude end om musikken. Jeg havde belavet mig på en guitaroplevelse af de store, men fik en kold og våd karklud i ansigtet.

De to dvd'er er en gennemgang af Guns n' Roses' største numre, og der er masser at tage af, men det er desværre leveret med en slaphed og en overfladebehandling, som sætter store spørgsmålstegn ved den katatonisering, som bandet var udsat for i slutfirserne og starthalvfemserne. Guns n' Roses' numre holder, og det er vel berettigelse nok. Men der er ingen berettigelse for udsendelsen af de to live-dvd'er, andet end at Axl måske gerne lige vil skumme noget ekstra fløde og forsøge at skrabe noget opmærksomhed til sig nu, hvor han for Gud ved hvilken gang forsøger at genoplive bandet.

Dvd'erne er Guns n' Roses på deres karrieres højdepunkt - i 1992. "Appetite For Destrucktion" var så lovende og satte nye standarder for den hårde rock. Men set i bakspejlet var dét orkester vist ikke andet end en døgnflue.