Aalborg Metal Festival - lørdag

Populær
Aalborg Metal Festival - lørdag
Kreator var formidable, men også gode indslag fra Belphegor, Dream Evil og Dawn of Demise. At gemme det bedste til sidst har sjældent været nogen dårlig strategi. Det var det heller ikke på AMF, hvor festivalen på behørig vis blev sluttet af med de legendariske tyske thrash konger, Kreator (øv. bill.). Her blev både de andre bands samt festivalens generelle lydniveau sat i relief, da Kreators lyd bare var supergod i sammenligning med alt andet i løbet af de to dage. Fedt for Kreator og for os forventningsfulde fans, men lidt skuffende for de andre bands, som i større eller mindre grad blev berørt af det.

Badet i et blodrødt scenelys hev bandet os gennem en tour de force af klassikere, så som ”Betrayer”, ”Pleassure to Kill” og ”People of the Lie”. Forsanger Mille talte meget aktivt til publikum og undskyldte for, at de ikke havde været i DK i seks år. Han viste dog et sublimt showmanship og fik flere gange folk til at skrige med på intro og omkvæd.

Det var i sandhed et yderst veloplagt band, der gæstede Aalborg denne lørdag. Ikke engang det faktum, at de ikke har lavet reelle supernumre indenfor de seneste 15 år kunne tage èt gram væk fra den monsterkoncert, de fyrede af. Hvis det ”dårlige” er numre som ”Renewal” og ”Enemy of God” så er det mere end OK. Det absolutte højdepunkt kom til sidst hvor de hev ”Flag of Hate” frem. Salen væltede rundt i ekstase og alle som en så folk ud til at have fået fuld valuta for pengene.

Kunstner
Dato
07-11-2003
Genre
Karakter
5