Alt er ved det gamle
PopulærNapalm Death gjorde det de plejer; hverken mere eller mindre.
På Aalborg Metal Festival har Napalm Death en ganske spøjs historie. De var hovednavn på festivalen tilbage i 2003, da det stadig var et éndagsforetagende. Tidsplanen skred for hvert band, hvilket betød at Napalm Death først gik på ved en 2-3-tiden om natten. Alle, inklusiv band var trætte og halvdelen var forlængst skredet.
Sådan gik det heldigvis ikke i år. Tidsplanen har efter netop 2003 altid været en knivskarp affære på Aalborg Metal Festival, så Napalm Death gik på til tiden og gik på med et brag. Barney, Shane og resten af gutterne fra Birmingham tordnede gennem det de selv mener, er en slags 'greatest hits'. De spiller nogle sange fra de tidlige skiver, som de ikke har spillet i flere år, og gjorde det med samme energi niveau som altid.
Barney er den ukuelige frontmand, der pacer sig selv på scenen manisk, og imellem sangene ikke er bleg for at give den velkendte politikerlede luft under vingerne. Napalm Death er et politisk band. De har tordnet mod såvel musikindustri såvel som almindelig politik på adskillige plader, og de følger det op til deres koncerter.
Det er her 20 år inde i karrieren ikke nogen nyhed, og det på både godt og ondt. Os, der har set bandet mange gange finder ikke noget nyt under solen, men for nye er det måske lige akkurat den medicin de har manglet; et band, der tør stå ved det de siger og ikke altid bare synger om vold, Satan og bøhmænd.
Napalm Death er Napalm Death. De leverede deres brutale miks af grindcore og dødsmetal med usvigelig sikker præcision, men heller ikke mere.