Copenhell 24: Old school motherfuckers!
Jungle Rot er et sjældent syn i Danmark. Og med et råddent godt show viste den amerikanske kvartet, hvorfor de er et overset navn.
2. Stay Dead
3. A Call to Arms
4. Beyond the Grave
5. A Burning Cinder
6. Intro
7. Population Suicide
8. Total Extinction
9. Send Forth Oblivion
10. Paralyzed Prey
11. Psychotic Cremation
Metalhistorien er fuld af oversete bands.
Jungle Rot fra Wisconsin er et af dem. Trods elleve fuldlængeudgivelser på over tre årtier er Jungle Rot igennem den lange karriere gået under radaren. Godt nok er de ikke i liga med de jævnaldrende landsmænd i Morbid Angel, Cannibal Corpse eller Orbituary, men Jungle Rots groovy dødsmetal er fuld af solid pondus.
Frontmand David Matrise er eneste medlem, der har medvirket på alle udgivelser. I 2021 inviterede Michael Poulsen, der som bekendt har styr på sin death metal-historie, Matrise med som gæstegrowler på Volbeats ’Servant of the Mind’. Det må siges at være noget af en anerkendende gestus, og måske det også har hjulpet til at få Jungle Rot lidt mere ud af skyggen.
Amerikanerne er et sjældent syn på dansk grund. Ifølge koncertdatabasen Setlist.fm har de kun været forbi to gange før. I København og Aarhus helt tilbage i 2006. Så man kan vel godt kalde det et scoop, at kvartetten endelig gæstede Copenhell, og tidligt onsdag eftermiddag var med til at sparke festivalen godt og grundigt i gang.
’Worst Case Scenario’ åbnede massakren. Rytmen ledte hurtigt tankerne hen på Dave Lombardos sublime trommeintro i Slayers klassiker ’Hell Awaits’ (Som Dave Lombardo bag tønderne i Mr. Bungle selv spillede dagen efter), og det er meget sigende for Jungle Rots udtryk. De har det ene ben solidt plantet i thrashens rødder, og det andet ben i dødsmetallens. Og veksler mellem det voldsomme, aggressive og tunge udtryk.
Sætlisten var skruet sammen med den her balance. Der var sygt smæk på i ’Total Extinction’, mens det blev tonstungt i ’Stay Dead’. Publikum tog fuldstændigt musikken til sig. Der blev moshpittet, headbanget og dyrket wall of death, så man virkelig mærkede, at Copenhell anno 2024 var skudt i gang.
55-årige Matrise med sin lange grå lokker nød åbenlyst at se seancen foran ham og udbrød konstant ”Old school motherfuckers”, der fik publikum gejlet mere og mere op. Der var lidt knas med at høre leadguitarist Geoff Bub undervejs, men ellers var det en ganske upåklagelig oplevelse.
Det var et 40 minutters forrygende show og stabil indsats fra Wisconsins veteraner, som vi forhåbentlig ikke skal vente 18 år på at opleve igen i Danmark.