Langstrakt supergruppe-rock

Langstrakt supergruppe-rock

Amerikansk supergruppe havde publikum med sig, men druknede musikalsk i deres egen rock-skabelon.

Kunstner
Dato
23-06-2016
Karakter
2

Lige efter Alice Cooper og før Scorpions torsdag aften på Copenhell var det blevet tid til Sixx:A.M. Et band med et typografisk irritererende navn, som samtidig kan påstås at være lidt af en supergruppe.

Ført an af den 57-årige bassist Nikki Sixx fra hedengangne Motley Crue og med den tidligere Guns 'N' Roses-guitarist DJ Ashba ved sin side har bandet siden 2007 udgivet fire album, hvoraf det seneste, 'Prayers for the Dammed', udkom tidligere i år til mild ros fra vores anmelder, som blandt andet skrev følgende:

“SIXX:A.M. er på ingen måde genialt eller nyskabende og heller ikke det mindste rebelsk sammenlignet med Mötley Crüe, men fjerde udgivelse, ’Prayers for the Damned’, rummer store håndværksmæssige kvaliteter, når det kommer til det umiddelbare og påtrængende.”

Til trods for den begyndende regn, der fik de fleste festivalgæster til at søge i ly, så var der stadig en pæn forsamling foran Hades-scenen. Nogle var måske endda kommet for at høre et Mötley Crüe-nummer eller to, men de måtte gå forgæves.

I stedet blev det et sæt udelukkende bestående af SIXX:A.M.-numre, hvor især de to hits 'Life Is Beautiful' og 'Lies of the Beautiful People' fik de forreste publikummer til at synge med.

Til trods for de alvorlige emner i teksterne om at overleve stofmisbrug, så er det dog tydeligt, at bandet handler om at have en fest. Og den gjorde vokalist James Michael sit til for at starte med en energisk tilstedeværelse på scenen, mens de resterende bandmedlemmer undervejs indtog forskellige indøvede positurer.

Var man derimod ikke i humør til rock-fest a la 80'erne, faldt det hele ret hurtigt til jorden. De stort omlagte omkvæd smeltede sammen, og selvom Nikki Sixx uden tvivl har styr på at skrive fængende riff, så blev det aldrig særlig interessant.