Rå rusketur

Populær
Rå rusketur

Iggy Pop og The Stooges minus en Asheton trakterede med vildt frontalangreb af en koncert, der svingede mellem beskidt øreorgasme og rendyrket rod - på den charmerende måde.

Dato
03-05-2010
Distributør
Genre
Trackliste
1. Raw Power
2. Search and Destroy
3. Gimme Danger
4. Your Pretty Face Is Going to Hell
5. Shake Appeal
6. I Need Somebody
7. Penetration
8. Death Trip
9. Cock in My Pocket
10. I Got a Right
11. I Wanna Be Your Dog
12. 1970
13. L.A. Blues
14. Night Theme (Instrumental)
15. Beyond the Law
16. Open Up and Bleed

Ekstranumre:
17. Funhouse
18. Kill City
Fotograf
Mathias Nielsen
Karakter
4

I London " target="_blank">reklamerer firmaet Swiftcover netop nu for dets bilforsikring på bussernes sider. På disse farverige plakater optræder den aldrende punk-rebel Iggy Pop – eller skulle vi kalde ham James Osterberg i anledningen? – som har stillet sit fjæs til rådighed for selskabet.

Ude foran det fortrinlige spillested Hammersmith Apollo trillede flere af denne slags busser forbi i mandags. I dén grad en ildevarslende, hverken ”antietablissement” endsige ”punket” oplevelse på vej ind til den anden af to specielle koncertaftener i det vestlige London.

Nuvel. Som optakt til den engelske festival ”All Tomorrow’s Parties”, der løber af stablen om et par uger gav Iggy denne søndag og mandag koncert med The Stooges, hvor den rå og autentiske rock skulle være i centrum, og hvor det klassiske Raw Power-album skulle opføres i sin fulde længde.

Op til begivenheden har der dog været et par væsentlige men’er: Som bekendt døde det oprindelige Stooges-medlem Ron Asheton i 2008 og Iggy Pop har lagt tryk på, at det ’Raw Power’-line-up han turnerer med nu, IKKE skal kaldes ”The Stooges”, men derimod ”Iggy and The Stooges”.

James Williamson, der også spillede guitar på ’Raw Power’, er nu med i afdøde Rons sted, mens den overlevende Asheton, trommeslager Scott, og kulthelt/bassist Mike Watt holder sammen på sagerne flankeret af saxofonist (og somme tider mundharpemand) Steve McKay.

Således var kun Watt ny i forhold til, hvordan det så ud på pladen i 1973, og under Iggy og kompagnis stærkeste stunder denne aften var autenticiteten da heller ikke til at tage fejl af. Faktisk glemte man helt hans nye rolle som forsikringssælger.

Klar med kaos

Som forventet bestod koncertens første del af ’Raw Power’-albummet, hvis sange dog blev leveret i en noget anden rækkefølge end på plade.

Og fra det åbnende titelnummer understregede Iggy, at der stadig er mere end rigeligt med liv tilbage i ham og at han – alderen til trods – stadig kan tiltrække unge piger (og drenges) opmærksomhed med sin aggressive og selvudleverende optræden fra scenekanten.

’Search and Destroy’ og navnlig ’Gimme Danger’ rystede London-spillestedets, inden Iggy inviterede publikum på scenen og svingede sig ud i ’Shake Appeal’ omgivet af omtrent 50 dansende fans. Og så var der kaos.

Forrest på scenen understregede aftenens uomtvistelige hovedperson – der konstant var ved at tabe bukserne – med sine talrige stagedives ud i publikum, at man ikke skal tro sladderbladene, når de citerer ham for. I hvert fald ikke, når emnet er hans vane for at hoppe hovedkulds ud i publikum.

Bandet brillerer

Jo, den 63-årige Iggys energi er imponerende, og selvom det ikke lykkedes for ham og kumpanerne at holde stemningen helt på kogepunktet i samtlige fem kvarter, så var koncerten som helhed en energibombe af en oplevelse.

Man så slet og ret gennem fingre med, at Scott Asheton manglede pondus i sit spil og at Iggy svingede lidt for meget mellem slasket selvparodi og autentisk vildmand. Særligt når de allerbedste sange blev trukket frem og leveret med kæmpe overskud (tænk ’I Got a Right’ og ’I Wanna Be Your Dog’).

Det klædte også Iggy at gøre ekstra plads til resten af bandet, der brillerede instrumentalt under medleyen bestående af ’1970’, ’L.A. Blues’ og ’Night Theme’, mens McKay fik flettet John Coltranes ’A Love Supreme’ ind, og mens det blev understreget, at Stooges bestemt ikke bare er bevidstløse nikkedukker bag hovedpersonen.

Pikken i lommen

Så da ’Fun House’ og ’Kill City’ mod slut blev fejet overbevisende ud over scenekanten med den mest selvfølgelige spillelyst og oplagte overskud, gav man pokker i forsikringsreklamer, integritet eller mangel på samme. I punkens og den klassiske rocks navn.

For nej, der var bestemt ingen forsikringssælger over Iggy, der som altid gav en overbevisende indsats med pikken i lommen for nu at citere en af hans egne sangtekster.

En rå rusketur af de bedre, som det bestemt ville have klædt Roskilde at kunne præsentere til sommer.

Se 'Search and Destroy' live fra London her: