RF '13: Ekstrem livsglæde

RF '13: Ekstrem livsglæde

Til trods for at Devin Townsend Project var blevet reduceret til en trio, leverede de en så god en koncert, at den lidt mudrede lyd nærmest blev en styrke.

Dato
04-07-2013
Koncertarrangør
Forfatter
Karakter
4

The Dillinger Escape Plan havde som bekendt måtte aflyse festivaldeltagelsen, da guitarist Ben Weinman havde brækket armen tidligere på festivalsæsonen. Erstatningen blev Devin Townsend Project, hvilket var forstandigt valgt af Roskilde Festival. Fællesnævneren mellem de to ensembler er nemlig en meget ekstrem og eksperimenterende tilgang til musikken på et teknisk højt niveau. Ellers er ligheden ikke slående, da Devin Townsend Project spiller en spøjs form for kontrolleret new age-krydret progressiv metal, hvor The Dillinger Escape Plan spiller en tilsyneladende kaotisk blanding mellem alternative og hardcore, cirka.

Devin Townsend Project var i øvrigt også en guitarist nede, da Dave Young havde taget hjem grundet familiære årsager (så vidt man kunne forstå på scenesnakken. Han var i øvrigt erstattet af et kæmpe origamiagtig grisehoved, for at hans ånd skulle være til stede ...). Men det holdt ikke denne tvungne trio tilbage. Musikken blev leveret med et kæmpe musikalsk og scenemæssigt overskud, som kun var besværet af en lidt mudret lyd. Men den mudrede lyd – man skulle måske hellere kalde den festivallyd – var med til at gøre koncerten mere metallisk, end Devin og vennerne lyder på plade. Og det var et plus, som i øvrigt klædte en nusset festival som Roskilde.

Frontmand Devin Townsend havde en fantastisk publikumskontakt med sin spøjse humor. Man fik alle de underlige dukkefilm på bagtæppet og godmodige fornærmelser, man forventer fra denne kant. Og da Townsend samtidig er en gudsbenådet vokalist – med nogle nærmest overnaturlige screams – så blev koncerten både en fin kombination af ekstrem metaludfoldelse og livsglæde. Samtidig var det en pompøs musikoplevelse, som stillede store krav til lytternes appetit på ekstremmetal. For nok var den gode Townsend meget udadvendt, men når de mere eksperimentelle numre satte ind, svandt publikum – 'Julaar' var et godt eksempel på dette.

Men de tilbageblevne levede meget med, så på trods af at publikum svandt ind, så virkede den tilbageblevne hårde kerne ganske tilfredse. Det var nok bare metalturisterne, der var luffet af til blidere og lettere fordøjelige lytteoplevelser.