Kanonplade for koncerthumøret

Superstærk koncertoptagelse med Cornerstone, mener vor anmelder. Mercenary. Beyond Twilight. Cornerstone. Så kom ikke her med den dér med, at Danmark slet ikke er på heavylandkortet! For det er vi sgu! Mercenary er efter denne anmelders smag vort p.t. bedste bud på et band af høj, høj international standard. Beyond Twilight er hamrende tæt på noget, som dufter af et velfortjent gennembrud. Og Cornerstone er måske vort allerbedste bud på noget stort i stilarten, den melodiske hardrock, hvor det ret beset kun har været Pretty Maids, som førhen har kunnet gøre sig gældende. Og det er faktisk alt for mange år siden, at dét skete...

Nå, Cornerstone var oprindeligt blot et studioprojekt med bassisten Steen Mogensen (ex-Royal Hunt) som den musikalske drivkraft og den skotske sanger Dougie White (ex-Rainbow og p.t. også med Yngwie Malmsteen) som den sang- og tekstmæssige drivkraft. Sådan et fritidsorkester, hvor de to kunne få afløb for deres mere melodiske sider.

Cornerstone har udgivet tre fremragende albums, "Arrival" (2000), "Human Stain" (2002) og "Once Upon Our Yesterday" (2003); det ene bedre end det andet. Og i starten af året tog bandet, hvor Mogensen og White hele tiden har været sekunderet af dygtige, danske musikere (p.t. Kaspar Damgaard, guitar, Allan Sørensen, trommer, Rune Brink, keyboards), så konsekvensen af et okay udenlandsk pladesalg og massevis af fine og retfærdige anmeldelser. De tog på en Europa-tour, som 12. februar også bragte dem forbi The Rock til en efter sigende ganske stærk aften.

Konsekvensen af dén tour er blevet det helt igennem superstærke dobbelte livealbum "In Concert" med i alt seksten slagkraftige skæringer på. Masser af højdepunkter, ikke mindst "When the hammer falls", "Hour of Doom" (meget Magnum-agtigt), den fantastisk riffede "Scream", den smukke ballade "I'm Alive" og ikke mindst Rainbow-nyklassikeren "Black Masquerade" fra det eminente comeback-album "Stranger in Us All" fra 1995 (det eneste Rainbow-album, White sang på).

Musikalsk befinder vi os i den melodiske hard rocks vederkvægende grænseland mellem Rainbow (skægt nok) og Magnum. Så vi er altså lidt i 70'erne og 80'erne, hvor vægten er på den gode melodi, den effektive guitarsolo og de sprøde keyboardflader - gerne med sådan lidt Hammond-sound og gerne oppe i et okay tempo. Og det er rent faktisk pissefedt. Det rykker stort med masser af energi og melodi. Dougie White synger rigtig godt, og musikkerne kan altså sagtens få et party til at swinge.

Køb endelig "In Concert", og du vil begive dig på en opdagelsesrejse i de hidtidige tre studioalbums også. Og så vil du - lige som undertegnede - glæde dig voldsomt til den næste koncert med Cornerstone.