Mens vi venter på Maiden

Masser af stærk metal på Bruce Dickinsons solo album, "Tyranny of Souls", lyder den frydelige melding fra Lars Schmidt. Den mand kan så meget. Han kan jo synge røven ud af stort set enhver nittebesat læderbuks. Han kan skrive bøger. Han kan være radio DJ, pilot (og fægter - Red.). Ja, og han kan lave soloalbums med fede titler - selv om man må sige, at lige netop på dét punkt er det blevet lidt sløjere med årene. "Tattooed Millionaire" hed debuten i 1990, efterfølgeren "Balls to Picasso". To gode titler. To meget friske og anderledes albums - især hvis man sammenligner med hovedgesjæften Iron Maiden.

I 90'erne gik Bruce jo solo (på "fuldtid" - Red.) og leverede et par albums af mere tvivlsom karakter, men det forrygende "The Chemical Wedding" havde sine barske og stærke øjeblikke. Og dem er der også en flok af på det nye og Bruces sjette studioalbum, "Tyranny of Souls".

Første lytning mindede mig om første gang, jeg hørte Judas Priest-sanger Rob Halfords "Resurrection". "Tyranny of Souls", som ikke har Halfords Metal Mike Clashiak på guitar, men derimod allestedsnærværende Roy Z, der igen har produceret, har samme friskhed. Samme anderledes og mere tunge attitude. Ikke at Iron Maiden på nogen måde er sløve i betrækket, men Bruce solo er noget andet. Lige som Halford solo er noget andet. Begge leverer så noget andet godt, og det er jo vederkvægende.

Det er tunge, riffladede melodier, Bruces umiskendelige skrål, fremragende guitararbejde fra Roy Z - alt det kommer tydeligst til udtryk på "Abduction", som virkelig sparker igennem, og som har et helt og aldeles appellerede omkvæd. "Soul Intruders" har et Maidensk omkvæd, men nogle helt brutale moderne, thrashede riffs, og sådan kan vi blive ved med at fremhæve styrkerne ved dette album: De brutale riffs, de stærke omkvæd og Bruces stemme.

Men egentlig er der ikke så meget mere at sige: Dette album er stærkt, og det er lige til at fornøje sig med, indtil Maiden får lavet sig et nyt album.