Post-grunge og riff-rock

Hitrockerne 3 Doors Downs nye udspil "Seventeen Days" er et sæt sange som vokser og gror fast, mener Lars Schmidt.
Det er ingen "Away From the Sun", men måske har det nye udspil fra 3 Doors Down, "Seventeen Days" har en længere holdbarhed, for vi befinder os langt inde på den rigtige side af døgnfluestatus. 3 Doors Down er mere tilbagelænede, afslappede og cool og knap så hit-målrettede som på forgængeren fra år 2002. En forgænger, som hitmæssigt er svær at leve op til.
Siden debuten "The Better Life" i 2000 har 3 Doors Down solgt mere end 12 millioner albums, og dette tal forøges væsentligt, hvis der er retfærdighed til.

"Seventeen Days" er en fin hybrid mellem den mere melodiske afart af nu-metallen, af arven fra grungekongerne Pearl Jam - med et lillebitte stænk af riffene fra Audioslave - og så deprierne fra Staind. En spændende og på den ene side ganske energisk og på den anden siden ganske melodisk og fin kombination.

Der er to outstanding tracks på "Seventeen Days", den første single og kæmpehittet "Let Me Go" og så den stærke, melankolske "Landing in London", hvor sanger Brad Arnold synger en fantastisk duet med gode, gamle Bob Seeger - i heavykredse kendt som manden bag Thin Lizzys "Rosalie" og Metallicas coverversion af "Turn the Page" fra "Garage Inc.".

Mestendels er vi i den afdæmpede, melankolske del af den nye melodiske metal sammen med en samling gutter, der virkelig forstår at skrive den gode melodi, flere steder pakket ind i god guitarsovs - som f.eks. den effektive albumåbner "Right Here I Belong", som både trækker tråde til Led Zeppelin og Audioslave. Riff-rock, der sparker igennem.

Og 3 Doors Down er begge dele, energiske og kede af det i deres musikalske udtryk, og det er formentlig det, som gør "Seventeen Days" rigtig langtidsholdbar. For det er ikke et entydigt album, men et sæt sange som vokser og gror fast.