Sangene er det hele værd

Star One Live lever helt op til forventningerne fra studiealbummet. Lars Schmidt klapper højt. Vi må med skam meddele, at den hollandske guitarvirtuos Arjen Anthony Lucassen er fuldstændig og helt og aldeles ukendt på vore breddegrader. Han har ellers sit "på samvittigheden" - bl.a. ti albums med hans førsteprioritet, det progressive og noget specielle band Ayreon, der blandt meget andet har puslet en del med rockoperaer. I 2002 prøvede han nye og mere metalliske grænser af, da han skabte supergruppen Star One og konceptalbummet "Space Metal", inspireret af de science fiction film, som står Lucassens hjerte nært. Et på én side tungt og
progressivt album, men også et straight forward 80'er metal album, som sine 80'er referencer til trods var et friskt og spændende pust.
Star One skulle være en éngangsforeteelse, men Lucassen kunne ikke holde sig fra landevejen, så han samlede de samme folk, der var med til at indspille albummet. Her står specielt vokalerne fantastisk stærkt - med folk som Russell Allen (Symphony X), Damian Wilson (ex-Threshold), Floor Jansen (After Forever) og Robert Soeterboek (Ayreon). Fire røster, som kan fire
forskellige ting og som supplerer hinanden helt og aldeles fænomenalt. Allens heavy-stemme, der spænder så vidt og er noget nær den bedste i sin genre, Wilsons høje stemme, Jansens smukke kvindevokal og Soeterboeks dybe, dybe stemme.
Denne anmelder forelskede sig på stedet i "Space Metal", da den udkom. Nogle helt igennem fede kompositioner, en guitarist der kan det hele, masser af melodi og ikke mindst tyngde - og ikke helt uvæsentligt en flok sangpræstationer ud over det sædvanlige.
Alt dette er fastholdt live. Sangerne er det hele værd, og så er det et ekstra plus, at de faktisk synger nogle helt igennem ganske fede numre. Russell Allen er helt klart favoritten. Det, han laver med Symphony X, er ren og skær verdensklasse, men også i Star One får han al den plads, han har behov for. Der er tale om en dobbelt-cd med i alt 18 numre, og specielt på det
afsluttende præsentationsnummer får sangerne mulighed for at udfolde sig, så man virkelig kan høre, hvad de kan.
Det er - undskyld mit franske - røvhamrende pissegodt det, som Star One leverer; både i studiet og live. Men hvor er det dog bittert, at lille Danmark er så udsultet på metalfronten. Ellers havde Star One formentlig også lagt deres - måske eneste - tour op på disse breddegrader.