Ugens Monster Drøn

Ugens Monster Drøn er en ren rock og rul fest - anført af ex-Van Halen frontmand, Sammy Hagar! Vi har med intet mindre end en af hardrockens mest undervurderede og mest udskældte sangere at gøre. Navnet er Sammy "Røvsparker" Hagar, hvis eneste "fejl" var at tage over efter showman David Lee Roth i Van Halen (VH). Sådan er der i hvert fald en væsentlig procentdel VH-fans, der stadig har det. Sammy bebrejdes alverdens ting - ikke mindst, at VH blev så utroligt poppede og mainstreamede i hans tid. Samme fans overser bare, at VH allerede på "1984" startede popturen og, at guitargud Eddie Van Halen faktisk er hovedkomponisten i amerikansk hardrocks gennem tidernes mest suveræne band.
At Hagar så har en langt bedre stemme end Roth og faktisk er ovenud habil til at svinge en el-spade, er der ingen kritikere, som har bidt mærke i.

Sammy Hagar er så undervurderet, at det gør ondt. For er der nogen, der kan sparke en fest i gang med power, glæde og galskab, så er det altså ham. Det var vi mange tusinde mennesker, der oplevede en mindeværdig eftermiddag på
Roskilde i 1995, da Van Halen afsluttede deres World Tour med intet mindre end et flere timer langt gigabrag af en koncert fra Canopy Scenen. Dén koncert er i særklasse den bedste, denne anmelder nogensinde er gået amok til - og dér har været et par stykker hen ad vejen, også på Roskilde.

Sammy Hagars ru rockstemme, hans showman-ship, hans nærvær, speed, humor, galskab og konstante og spillevende kontakt med publikum gjorde, at netop dén koncert på Roskilde har fået hæderspladsen blandt de hundredvis af koncerter, undertegnede har oplevet.Og - hallelujah! Nu har vi så manden på en live-cd. Han og hans band, The Waboritas, kommer på 16 live-numre og ét studienummer hele vejen rundt i en karriere, der spænder over to Montrose-albums, fem Van Halen-albums og 18 solo-albums.

"There's only one way to rock", proklamerer Sammy på nummeret fra "Standing Hampton" (1981) - og det er the Sammy Way: Lige ud af landevejen, lige på og hårdt, fuld fart frem med masser af gas, guitar, galskab og glæde. "Live Hallelujah" er noget nær en åbenbaring for os, der oplevede Sammy live med VH i 1995, men også for alle andre, der er til ren og uforfalsket rock
med masser af spade og melodi. Der er sagt og skrevet meget om Sammy, men det kan bare ikke pointeres nok, at den mand faktisk er noget så dejligt i stand til at skrive nogle fængende rockere - og i stand til at trykke dem af live.

Vi når hele vejen rundt - fra højdepunkterne i Sammys solokarriere, numre fra "I Never Said Goodbye" (1987), da han var kommet med i VH, og fra "Marching To Mars" (1997), da han havde forladt samme. Numre fra tiden i Montrose og de fem største VH-hits fra Sammy-tiden: "Top of the World", "Why
Can't This Be Love", "When It's Love", "Right Now" og "Dreams".

Der har været sagt masser af hårde ord mellem Sammy og VH-drenge i tiden omkring splittet, så man bliver sgu helt rørt til rocktårer, da Sammy på "When It's Love" introducerer hans efterfølger i VH, Gary Cherone, og flæberiet når nye højder, da det viser sig, at gæstebassisten på "Right Now" er ingen ringere end Jack Daniels-betvingeren, Van Halen-fire strengeren Michael
Anthony.

På "Live Hallelujah" er der hovedsageligt fuld fart over feltet, men det lille akustiske intermezzo med "Eagles Fly" og "Little White Lie" viser, at SuperSammy faktisk også kan holde en fest i gang uden at sætte strøm til spaderne.

Alt i alt en omgang total fed musik, velspillet, uhøjtideligt og fængende. Sådan, Sammy! Du kan sgu' godt! Det har jeg egentlig hele tiden ment...