Ugens Monsterdrøn

Primal Fear lever melodisk metal med så hård kant, at man ikke kan undgå at skære sig, skriver en jubelglad Lars Schmidt om tyskernes nye monsterskive, "Seven Seals". Allestedsnærværende Mat Sinners Primal Fear fra Tyskland har med "Seven Seals" for alvor fundet melodien. Det sjette album siden debuten i 1998, og endelig er Primal Fear næsten helt oppe i samme klasse som Rob Halfords fantastiske, suveræne, eviggyldige superalbum "Halford" (fra 2000). Stilen
er noget nær den samme: monsterfede riffs, melodiske sanglinjer, tyngde og ultra tightness, power, nosser og masser af energi.

Med hensyn til Primal Fear begræder man dog ikke, at Halfords Metal Mike ikke leverer guitarerne på "Seven Seals", for den dynamiske duo Tom Naumann og Stefan Leibing spiller altså helt fantastisk sammen og supplerer hinanden på glimrende vis.

Albummet, som ender med at blive en af denne anmelders foretrukne i 2005, åbner monumentalt med "Demons and Angels", der sine steder minder dejligt meget om Cans' "Beyond the Gates" (som Mat Sinner også spillede på) og følges stærkt op af "Rollercoaster", inden vi kommer til titelnummeret,
som med den rigtige markedsføring snildt kan gå hen og skovle penge hjem til Primal Fear. Et balladeagtigt og meget iørefaldende nummer.

Og det bliver ved. Det ene stærke nummer afløser det andet, ja, der er ikke et eneste overflødigt stykke musik på dette album. Hør blot riffet på "The Immortal Ones" og så hele det storladne nummer "Diabolus". Hele albummet er musikalsk set noget 80'er agtigt, dog kun på samme måde som Judas Priest og Halford. Forskellen er dog Mat Sinners og Ralf Scheepers stemmer, der er tilpas rå til, at Primal Fear aldrig kommer i nærheden af hopla-heavy. Derimod leverer Primal Fear melodisk metal med så hård kant, at man ikke kan undgå at skære sig. Køb!