Fedt men forudsigeligt

Soilwork leverer stadigvæk smæk for skillingen, men må gerne prøve flere grænser af, skriver Ulrich Wolf om bandets nye album "Stabbing the Drama". Svenske Soilwork er blevet et af de store navne indenfor Gøteborg melodeath’en, som har vundet en del indpas de senere år.
Det kan man godt forstå. Bandet leverer smæk for skillingen, tykke guitarer, skiftende beats, brutalitet og melodi under samme hat. Så Soilwork er så sandelig eksponent for den genre. Dertil kommer teknisk perfektion, og en velproduceret, men alligevel rå og upoleret lyd.

Soilwork mestrer på deres 7. udspil ”Stabbing the Drama” at gennemføre deres kendetegn - og sanger Björn ”Speed” Strid mestrer også kunsten at skrige sine lunger ud, for dernæst at synge pænt og kontrolleret i de mange melodiske passager. Det er en fed og velprøvet kombination.

Jeg synes imidlertid, at Soilwork har en tendens til at blive en kende for poppede og polerede i deres sange, og det er måske en af fejlene ved bandet. En af farerne er også, at det netop er et meget velkendt koncept, man sætter på spillen. Soilwork har efterhånden lydt helt ens på syv albums, og selvom musikken uomtvisteligt er energisk og vital, så er det efterhånden også lidt forudsigeligt. Jeg kunne godt tænke mig, at bandet på deres næste album eksperimenterede lidt mere og prøvede lidt flere grænser af. De er jo fremragende musikere og innovatorer, så lad os høre noget nyt.

Så op med karakteren for energien og det faktum, at Soilwork ER et fedt band, der kan deres genre. Men ned med karakteren for forudsigeligheden. Jeg hade, at skulle kalde det næste Soilwork-album for kedeligt.