Backstreet's back
PopulærTrivium vender tilbage til 'Ascendancy'-lyden på et vellykket album, hvor de langt om længe accepterer deres skæbne og gør, hvad de er bedst til.
2. In Waves
3. Inception of the End
4. Dusk Dismantled
5. Watch the World Burn
6. Black
7. A Skylines Severance
8. Built to Fall
9. Caustic Are the Ties That Bind
10. Forsake Not the Dream
11. Chaos Reigns
12. Of All These Yesterdays
13. Leaving This World Behind
Jeg kan huske, at jeg i sin tid var ganske imponeret over 'Ascendancy', Triviums andet album, der gav dem det store gennembrud. Ja, det var en smule ujævnt og en smule umodent, men det var en solid, og flere steder blændende metalcore-thrash fusion, og det var tydeligt, at der var et stort talent i de fire knægte fra Florida.
Derfor var min skuffelse stor, da jeg lagde øre til fortsættelsen, 'The Crusade', i 2006 – et album, der lagde metalcoren på hylden og i stedet forsøgte at gå de klassiske thrash-album i bedene, og et album, som i min verden var enormt kedeligt og dybt ligegyldigt. Da Trivium nåede frem til 'Shogun' i 2008, var min interesse derfor dalet så meget, at jeg egentligt bare overfladisk konstaterede, at stilen var nogenlunde den samme som på 'The Crusade', og at jeg overhovedet ikke var interesseret.
Derfor er det egentligt ganske morsomt, at få 'In Waves' i ørerne, da det på mange måder samler tråden op direkte fra 'Ascendancy', som om de to mellemliggende album aldrig havde eksisteret. Albummet lægger ualmindeligt godt fra land med en majestætisk intro efterfulgt af titelnummeret, der er fremragende, og en kraftfuld manifestation af Triviums absolutte force – kombinationen af stort opslåede, monumentale riffs og enormt iørefaldende poppede omkvæd. Og det virker til, at Trivium, efter deres ihærdige forsøg på at vinde old-school metal street cred de foregående to skiver, langt om længe har accepteret, at dette er deres force, da det er en opskrift, som går igen igennem hele albummet.
Sammenlignet med 'Ascendancy', er 'In Waves' et mere helstøbt album med et bedre flow og uden de kvalitetsdyk, som forgængeren led af. Trivium ved, hvordan man skruer en ørehænger sammen, og de krydrer det med blændende tekniske detaljer, brutale breakdowns og store mængder pathos.
Men når det er sagt, så er 'In Waves' stadig reelt set et poleret pop-album i metalklæder – Killswitch Engage møder Backstreet Boys. Det er der sikkert mange metalfans, der vil have et problem med, men det er også en kunst at kunne kombinere metallens formsprog med poppens virkemidler uden at smadre begge dele og ende i selskab med Linkin Park og lignende anæmiske outfits. Trivium kan noget særligt med dette metal/pop-mix, og 'In Waves' er uden tvivl det hidtidige højdepunkt i deres karriere.