Comeback med ild i røven
Populær
Mr. Big er tilbage med et højenergisk rock-brøl, som lægger en million alen til det, bandet blev kendt på i 1991: Den akustiske flæber 'To Be With You'.
2. American Beauty
3. Stranger In My Life
4. Nobody Takes The Blame
5. Still Ain't Enough For Me
6. Once Upon A Time
7. As Far As I Can See
8. All The Way Up
9. I Won't Get In My Way
10. Around The World
11. I Get The Feeling
12. Unforgiven (bonus)
De af jer, som udelukkende dømmer kvartetten Mr. Big på tudekiks-sang nummer 1, det akustiske verdenshit 'To Be With You', leverer godt nok en skævert af de store. Mr. Big er og har altid været et forrygende hardrock-band, hvis kendetegn først og fremmest er det specielle sammenspil mellem bassist Billy Sheehan og guitarist Paul Gilbert. Begge to ekvilibrister af Guds nåde.
Mr. Big sparker gedigen og flabet røv med både letbenede og melodiske rocknumre - og med numre af høj, høj musikalsk kvalitet. Grundlægger Billy Sheehan præger i den grad lydbilledet med sin fremhævede båndløse bas, der bare hamrer derudad, så Eddie Van Halens symbolske lillebror Paul Gilbert har store problemer med at følge med.
Efter 2001's oversete 'Actual Size' blev bandet opløst. Gilbert havde forladt det forlængst for at pleje sit andet band, bindegale Razor X, og Ritchie Kotzen var kommet ind.
I 2009 fandt den oríginale besætning så sammen igen, turnerede og indspillede et comeback med masser af ild i røven, 'What If...'. En overraskende stærk sammensætning af sange, som først og fremmest domineres af en spillelyst og en rå produktion - signeret allestedsnærværende mesterproducer Kevin Shirley (Iron Maiden, Joe Bonamassa, Black Country Communion m.fl.).
MelodicRock.com gav albummet uhørte 100 %, og det er trods alt at skyde noget over mål. For de helt stærke sange, som vi kender dem fra den uhyggeligt stærke selvbetitlede debut fra 1989, fra fænomenale 'Lean Into It' (1991) og den udmærkede 'Bump Ahead' (1993), mangler altså. Der er et par stykker, som nærmer sig.
Men først og fremmest hiver 'What If...' point i land på helhedsindtrykket, sammenspillet og ikke mindst energien. Det er et comeback med ild i røven. Intet mindre.
Albummet nummer for nummer
Der lægges ud med 'Undertow', der bygger på et insisterende riff, et fint omkvæd og en højenergisk start på albummet. Det følges op af den legende 'American Beauty', hvis start bringer glade minder om dengang, Van Halen legede allermest (i Diamond Daves dage). Nummeret vinder yderligere ved sit rå riff, og så er der bare gåsehud på grund af Sheehans dominerende bas.
Tredje nummer er en ballade, men vi er på ingen måde i 'To Be With You'-land. 'Stranger in My Life' er en fin ballade, som rammer stemningen fra debutalbummet. En enkel, fin melodi og en stærk vokal fra Eric Martin. 'Nobody Takes the Blame', som er en dyster, lidt skæv og dunkel sang, der springer i øjnene, fordi den falder udenfor resten af albummet. 'Still Ain't Enough for Me' er et vilddyr af et rocknummer, der domineres af Mr. Bigs karakteristiske guitar- og basløb i høj fart. Og en uhyggelig bassolo fra Sheehan. Fåk, han kan altså spille!
'Once Upon a Time' køres ind med et møgbeskidt, tungt riff, og 'As Far as I Can See' er en tætpakket rocker, der vinder i kraft af Gilberts sprøde rytmeguitar i verset. 'All The Way Up' er en sød, højmelodisk ballade, som vi egentlig ikke havde behøvet.
Albummets stærkeste nummer er så absolut 'I Won't Get in My Way'. Et nummer med SÅ meget lækker spade og et ultimativt røvrykkende riff i verset og et stærkt, stærkt omkvæd. 'Around the World' er en hæsblæsende bas- og guitar-tour-de-force, der bringer os jorden rundt på ingen tid. Det går godt nok stærkt her med masser af unisont bas- og guitarspil og et omkvæd, som sagtens kan være melodisk, selv om der er vild fart over feltet.
Albummets sidste nummer, 'I Get the Feeling', er en lige ud ad landevejen rocksang, som måske ikke have været nødvendig. Så hellere bonus-nummeret 'Unforgiven', som vinder på sin enkelthed. Men som måske heller ikke er nødvendig.
Tre fejlskud ud af tolv skud er sgu egentlig meget godt af et band, der forlængst var dømt ude. Men som er tilbage i absolut topform. Kunne være stort at se dem på disse breddegrader. Hørte I den, Sweden Rock?! (Ja, de danske koncertbookere har vi opgivet forlængst)