Still standing!
Deep Purple bliver bare ved og ved ... og det gør ikke spor!
Diablo – 3:16
The Rider – 3:56
The Lunatic – 3:47
The Only Horse in Town – 4:41
Sacred Land – 3:32
The Beating of Wings – 4:00
Guilt Trippin’ – 4:52
Scriblin’ Gib’rish – 3:34
Jessica’s Bra – 3:45
Third Call – 4:19
My New Movie – 3:45
Splat! – 3:39
Der er gang i de gamle, britiske veteranbands for tiden. For 14 dage siden udkom Yes med nyt album, og i næste uge kommer Rolling Stones også med nyt – og i denne uge er det så hard rock-bedstefædrene i Deep Purple, der har udgivet et nyt album. Det er jo ganske forfriskende, at de nævnte, gamle bands stadig gider indspille og udgive nyt. Der er alt for mange andre, gamle bands, der bare turnerer rundt og spiller nogle voldsomt bedagede sange.
Det er kun lige knapt to år siden, at Deep Purple udgav albummet ’= 1’, og nu følger ’Splat’ så efter. Forgængeren var ganske god, og det er ’Splat’ lidt overraskende faktisk også. Det er godt nok mange år siden, at Deep Purple har udgivet to gode albums i træk.
Det kan endnu en gang konstateres, at udskiftningen på guitarsiden i 2022, hvor Simon McBride overtog pladsen fra Steve Morse, har været usædvanligt gavnlig for bandet. Der er bare kommet mere rock og ryk i kadaveret med McBride ved hegnet.
McBride og Airey stråler
Det ryster allerede gevaldigt i systemet på albummets første sang ’Arrogant Boy’. Det er godt nok også længe siden, at Deep Purple har lagt så heftigt fra land. Sangen viser også , udover at være en ganske herlig rocker, et forrygende sammenspil i bandet. Det' ikke mindst mellem McBride og Don Airey på keyboard. I det hele taget er de tos sammenspil noget af det bedste på hele albummet. ’Arrogant Boy’ er kun på tre minutter og 20 sekunder, men alligevel bliver der plads til vekslende soli fra McBride og Airey.
Næste sang – ’Diablo’ – kan ikke helt leve op til starten. Det er en sang, som ligger trygt i den stil, som Deep Purple har kørt rundt i de seneste 30 år, efter Ritchie Blackmore forlod bandet. Men igen er der et sublimt intermezzo med McBride og Airey midtvejs, som løfter sangens niveau.
Det rigtigt fornuftige niveau fortsætter stort set hele albummet igennem. Vi er forskånet for trælse ballader, blues-sange og 50s-rock’n’roll og får i stedet gedigen hård rock med sange som ’The Lunatic’, ’Sacred Land’ og ikke mindst ’Guilt Trippin’. Sidstnævnte begynder sagte med piano, men eksploderer i en rå sag, hvor Ian Gillan for en gangs skyld lægger pænheden til side og finder den snerrende vokal frem. Jo, han kan godt stadig. Det kan Ian Paice på trommerne og Roger Glover på bas bestemt også, selvom det altså denne gang er de herrer McBride og Airey, som især gør sig bemærket.
Heldigvis har Deep Purple valgt at nøjes med at holde den samlede længde af albummet på lige godt 50 minutter. Der er ofte en tendens til, at nyere albumudgivelser har for meget fyld og blive langsommelige affærer. Alligevel kunne Deep Purple måske godt have siet et par af sangene fra. Det ville have givet et samlet set bedre album. Men det er jo altid svært. Og det fremgår da også af Deep Purples seneste live-sætliste, at nogle af de sange, som denne anmelder ville have skrottet, ikke spilles live ved de seneste koncerter.
Men det er også en beskeden kritik. ’Splat’ er et godt album, og ikke mindst et godt Deep Purple-album. Så er der ikke meget mere at forlange.