Swing vs. metal: Successymbiose

Swing vs. metal: Successymbiose

Forsoningen mellem det dansable og det kantede er blevet skarpere, og opgraderingen fra sekstet til oktet gør Diablo Swing Orchestra til en mere spraglet størrelse end nogensinde før.

Titel
Pacifisticuffs
Dato
08-12-2017
Trackliste
1. Knucklehugs (Arm Yourself With Love)
2. The Age Of Vulture Culture
3. Superhero Jaggannath
4. Vision Of The Purblind
5. Lady Clandestine Chainbreaker
6. Jigsaw Hustle
7. Pulse Of The Incipient
8. Ode To The Innocent
9. Interruption
10. Cul-De-Sac Semantics
11. Karma Bonfire
12. Climbing The Eyewall
13. Porch Of Perception
Forfatter
Karakter
4

Svensken har som bekendt næsten altid har været et skridt foran, uanset om vi taler død, stoner, doom, garage, black eller for den sags skyld swing metal. Hvis den genre da ellers findes.
Diablo Swing Orchestra har i hvert fald de sidste 15 år gjort deres for at forene bastante metal-riffs med klassisk swing, med alt hvad dertil hører af blæsere, banjo og catchy skønsang i anden potens. Mit kendskab til gruppen startede meget passende for fem år siden på dansegulvet til et todages kursus i swingdansens glæder, og det skal ikke være nogen hemmelighed, at min passion for Diablo Swing Orchestras hysteriske drive langt oversteg mine evner på dansegulvet. Siden deres mindre gennembrud med ’Sing-Along Songs for the Damned and Delirious’ fra 2009 er de opgraderet fra seks til otte medlemmer til fordel for en stærkere blæsersektion. Det er dog i særdeleshed Ann Louice Lögdlunds manglende tilstedeværelse, der udgør den væsentligste forskel i lydbilledet. Grundet stærkere fokus på operakarrieren forlod hun bandet i 2014 og er så i mellemtiden blevet erstattet af den mindre svulstige, mere jazzede vokal fra Kristin Evergård.

Allerede fra første skæring, ’Knucklehugs (Arm Yourself With Love)’ fornemmes der spor af, at den hårdtslående del af den lyd, de vægtede førhen, er trådt i baggrunden til fordel for mere vidtfavnende og catchy virkemidler. Et insisterende kor sparker pladen i gang, og inden man ved af det, står der banjo og sydstats-bluegrass på programmet, før de lifligt svævende violiner i ’The Age of Vulture Culture’ fører os videre over i et pumpende dansabelt groove, der er som taget ud af en Emir Kusturica-film. Og sådan flyver ’Pacifisticuffs’ videre fra den ene yderlighed til den anden.



I første ombæring virker pladen som en stor mundfuld med alle de elementer, som omfavnes. Inklusive gæsteoptrædender har vi en plade med input fra 18 musikere, og det er i sandhed også en tæppebombning af sanserne, man må lægge ører til, indtil de enkelte numre begynder at sætte sig. Numrene fatter sig overvejende i korthed, så man får sjældent meget tid til at hænge på. Ganske ligesom at danse swing. Højt tempo, drama og store armbevægelser. En del korte moody passager undervejs bidrager til at give pladen et mere konceptuelt præg, så festen kun rigtig afbrydes under den flot orkestrerede ’Ode To The Innocent’. Enkelte indslag bevæger sig lige på grænsen til det klistrede, såsom den jævnt pjattede ’Superhero Jagganath’ og den tilpas betitlede ligegyldighed ’Interruption’. Det skæmmer dog ikke for helhedsindtrykket af et ensemble, som med en livligt orkestreret rytmesektion og et skarpt øre for legesyge kompositioner fortsat forstår at sprede glæde, humor og kolorit på deres helt egen facon.

Den tidligere stærkere kobling til metallens verden begrænser sig til kantede riffs og dobbeltpedaler i passager her og der og er således primært bærende i den insisterende violin- og trompet-akkompagnerede heavy-rocker ’Karma Bonfire’. Den flirtende vokal og vederstyggeligt velkomponerede og catchy ’Lady Clandestine Chainbreaker’ står også som et af pladens stærke øjeblikke. Et smukt udspil, der bevidner at de vil andet og mere end blot at være et kuriosum med et skævt øre til tråd og swing, hvor sær denne symbiose end måtte forekomme.