Lidt for mange repetitioner

Populær
Lidt for mange repetitioner

Part 3 i Allen-Lande føljetonen har klart sine højdepunkter. Et af dem er, at der er blevet god plads til Russell Allen, som i dén grad træder i karakter. Jørn Lande gør det, han plejer: Synger røven ud af buksen. Men musikalsk er det same-old, same-old.

Kunstner
Titel
The Showdown
Distributør
Trackliste
1. The Showdown
2. Judgement Day
3. Never Again
4. Turn All Into Gold
5. Bloodlines
6. Copernicus
7. We Will Rise Again
8. The Guardian
9. Maya
10. The Artist
11. Eternity
12. Alias (bonus track)
Forfatter
Karakter
4

Denne anmelder gik nærmest i lykke-coma, da han for fem år siden hørte Part 1 af det, som indtil videre ligner en trilogi med den melodiske hardrocks absolut stærkeste kort på vokalfronten: Jørn Lande (Masterplan, Jorn m.fl.) og Russell Allen (Symphony X). Og med det svenske storproducerende wunderkind, Magnus Karlsson (Last Tribe, Starbreaker) som sangskriver og guitarist.

Første udspil, 'The Battle', fra 2005, var noget nær en åbenbaring i melodi, nosser og stærk sang. Efterfølgeren fra 2007, 'The Revenge', spillede knap så godt, men leverede alligevel melodisk hardrock af meget høj kaliber. Og nu er album nummer tre i serien så kommet. Og 'The Showdown' slår 'The Revenge' med flere længder, men gør det på repetitioner, gentagelser, og noget, som lyder som leftovers fra første runde i 2005.

Sangskrivningsmæssigt synes Magnus Karlsson at være kørt fast i samme rille uden at kunne komme videre. 'The Showdown' har samme åbenlyse mangel som 'The Revenge': Kant og farlighed. Karlsson er en helt ufattelig produktiv sangskriver. Han har leveret stærke soloalbum for folk som Tony Ohora (Praying Mantis) og Bob Catley (Magnum). Han har haft sine egne utrolig stærke bands, Last Tribe og Starbreaker. Han har skrevet sange til Kiske-Somerville og mange andre. Og det er sange skåret over samme melodiske læst med nogle meget melodiske guitarriff og -figurer suppleret med nogle hammerpoppede omkvæd, der sidder lige i skabet.

Og på et eller andet tidspunkt er posen bare tom. Efter 'The Showdown' er der i hvert fald ikke mange flere godter at komme efter. Medmindre altså Karlsson fornyer sig.

Russell Allen træder i karakter

'The Showdown' har dog én detalje, som er yderst positiv og så absolut værd at nævne. Og det er på vokalfronten. På de to første udgivelser er Russell Allen stået klart i skyggen af hardrockens fornemste vokal, norske Jørn Lande. Men på 'The Showdown' træder han i dén grad i karakter med sin kraftfulde, raspede stemme. På titel- og åbningsnummeret skærer han tydeligt igennem, og det gør han også på 'Never Again'. Albummets mest underspillede nummer, 'Maya', som også har størst hitmæssig kvalitet, bærer også Allens tydelige sangaftryk.

(Hvis du endnu ikke kender Russell Allen, så er det altså bare med at komme i gang med at dyrke Symphony X, der er den progressive metals absolut mest konstant fede band. Og det er det, fordi Allen synger dér. De fleste prog-metal bands lider af halvsløje sangere, der aldrig kommer på højde med instrumentalisterne - bare se Dream Theater. Men det gør Allen i dén grad i Symphony X. Sidespring.)

Det lækreste organ


Jørn Lande kommer vi naturligvis heller ikke udenom. Han er på dette album stærkest, når han trækker vejret og synger med de dybe, mørke dele af hans stemmes enorme register. Det kommer tydeligst til udtryk på slutnummeret 'Eternity', som er stille i sin opbygning, men som nærmest eksploderer og oven i købet har en inderligt stærk solo fra Magnus Karlssons hænder. Især nummeret 'Bloodline' er et glansnummer for Lande, der her virkelig viser, at han har meget at takke David Coverdale for, men at han først og fremmest fra naturens hånd er udstyret med det lækreste organ (og ja, her kunne man godt lave seksuelle overfortolkninger - men dén stemme, venner!). Kæft, hvor synger han dog bare godt! Sammen med 'Maya' er 'Bloodlines' det bedste, dette album har at byde på.

Et par af duetterne er også ganske herrefede. Især titelnummeret og 'We Will Rise Again' holder. Her duellerer de to supersangere, og de får det bedste op i hinanden.

Men, kære Karlsson, Allen og Lande: Stop nu, mens legen er god. For det er den stadig. Medmindre der sker noget drastisk af helt geniale dimensioner, så lad det være ved de tre første udgivelser - som ret beset burde være kogt sammen til én. Så havde vi haft noget, som sagtens kunne have været det historisk bedste melodiske hardrock album.