Lord of the Bass Pedal
Populær
Manowar har for en stund lagt det monstrøse konceptalbum-format på hylden. Tak for det!
2."Manowarriors" – 4:46
3. "Born in a Grave" – 5:47
4. "Righteous Glory" – 6:10
5."Touch the Sky" – 3:49
6."Black List" – 6:58
7."Expendable" – 3:10
8."El Gringo" – 4:57
9."Annihilation" – 4:00
10."Hail, Kill and Die" – 3:56
Det er lidt som om, at metalfans enten elsker eller hader Manowar. Selv vil jeg nu ikke placere mig i nogen af de to lejre, men jeg har dog følt, at de gennem de seneste mange år har mistet deres relevans og er blevet et band, der hører fortiden til.
Et absolut nul-punkt blev nået med deres seneste rigtige studiealbum 'Gods of War' fra 2007 (efterfølgende er udkommet en genindspilning af bandets debutalbum). 'Gods of War' skulle formentlig være det monumentale konceptalbum om guderne fra den nordiske mytologi, men endte i stedet med at være den ultmative heavy metal-joke, lige bortset fra, at der næsten ingen metal var på albummet, der i stedet var syltet ind i hestevrinsk, tordenvejr, østeuropæisk symfoniorkesterunderlægning samt en fortæller, der lød som en parodi på fortælleren i den gamle Conan-filmatisering med Arnold S. i hovedrollen. Ja, og - ved Odins blinde øje - se, om man ikke havde valgt at riste i runer i stedet for at bruge det almindelige alfabet på coveret. På den baggrund var mine forventninger til det nye Manowar album også helt i bund fra starten.
Heldigvis blev disse forventninger ikke indfriet. Der er denne gang tale om et langt mere ligefremt og bedre heavy metal album. Ganske vist befinder Manowar sig på 30. år fortsat i det samme antikverede tekstunivers som altid. Men det er til at glemme, når musikken spiller.
Joey DeMaios baspedal
Noget af det første, der slår en, når man lytter til albummet, er, at det godt nok er underligt produceret. Manowar lider af det handicap, der også ind imellem tynger andre bands med kun en guitar. Det kan godt komme til at lyde lidt tyndt i lydbilledet, når der skal leveres guitarsolo, hvis der ikke er en rytmeguitar. Derfor skal bassisten helst lave så meget lyd som muligt. Der er noget, der kunne tyde på, at Joey DeMaio på dette album har taget en ny baspedal i brug - og den bliver i den grad gennemtestet. Det lyder ikke specielt godt, med mindre man tager lyttebøffer på eller skruer afsindigt højt op for lyden. Men så er det faktisk osse OK - og, nå, ja - 'All Men Play on Ten'.
Men over til kompositionerne. Første sang - titelsangen 'Lord of Steel' - er nok den sang, der lider mest under den lidt uldne lyd. Det skyldes ikke mindst, at der under guitarsoloen ikke er nogen rytmeguitar, der pumper med sammen med bassen. Sangen er ellers en meget traditionel Manowar-sang, der ikke gør det helt store indtryk.
Med 'Manowarriors' har Manowar til gengæld fået frembragt en sang, der nok skal blive en livefavorit. Men omkvædet 'Manowarriors raise your hand - WE FIGHT FOR METAL' skulle der nok være noget at råbe med på. Hvis bandet skulle lægge turen forbi Wacken vil jeg næsten tro, at man vil kunne høre råbet helt i Danmark.
'Righteous Glory' er en ret typisk episk Manowar-ballade, som bliver sunget fremragende af Eric Adams. Jeg kunne dog godt have undværet, at det hele endnu en gang ender i en anråben mod VALHALLA, men det tager nu ikke glansen af et flot nummer.
'Touch the Sky' er en fin power-ballade, som med en vis sandsynlighed ville kunne have givet bandet et hit i 80'erne.
'Black List' er et af de lidt tyndere numre på albummet. Det lange instrumentale tilløb i sangen fører ikke rigtig nogen steder.
'Expendable' er heller ikke noget stort nummer, men det har dog et effektivt drive i riffet.
'El Gringo' er til gengæld rigtig fedt. Her fjerner bandet sig for et øjeblik fra den helt fjerne fortids kampscener og ramler lige ned i midten af en spaghettiwestern. Musikken er klart inspireret af Ennio Morricones musik til bl.a. ' The Good, the Bad and the Ugly', 'Once Upon a Time in the West' m.fl. Her er der både de traditionelle kor, kendt fra disse gamle westerns, samt rørklokker ("Tubular Bells" er ikke kun navnet på en albumserie af Mike Oldfield, red.).
Endelig skal 'Annihilator' også fremhæves for et simpelt, men effektivt riff med tunge trommer og Eric Adams i storform.
Alt i alt viser albummet, at Manowar er kommet tilbage for at underholde.
Godt nok har albummet fået ret dårlige anmeldelser, så måske er det bare mig, der har drukket for dybt af mjødhornet. Men hvad siger alle I Manowarriors ude i landet?
Lad kommentarerne rulle.