Farlige Dream Evil i ufarlig indpakning
Populær
Med en alt for pæn produktion hiver svenskerne energien ud af godt metalmateriale.
02.In The Night
03.Bang Your Head
04.See The Light5.Electric
06.Frostbite
07.On The Wind
08.The Ballad
09.In The Fires Of The Sun
10.Mean Machine
11.Kill, Burn, Be Evil
12.The Unchosen One
Den femte plade fra Dream Evil er for denne anmelder blevet et overraskende bekendtskab. Efter de første gennemlytninger var dommen over heavy metaludskejelserne, at der var tale om en kedelig udgivelse uden liv og med alt for pæn en produktion.
Hvad lyden angår, har det ikke ændret sig, men det har bedømmelsen af musikken. Det skyldes, at der indimellem Dream Evil første gang roterede i Ipod’en, og denne skrivelse efterfølgende er forfattet, indsneg sig en koncert med bandet. Anmeldelsen af denne findes her, og den ændrede i den grad forståelsen af musikken. Så den vender vi tilbage til.
På kanten af latterligt og gennemført
En hurtig beskrivelse siger heavy metal, som en slags opdateret Manowar med lidt Judas Priest og store armbevægelser i den retning. Ikke på nogen måde banebrydende eller genialt, men noget som kræver godt håndværk, en lys vokal, og evnen til at balancere på kanten af knivskarpe tohåndssværd, der deler latterligt og gennemført klichearbejde med respekt for inspirationskilderne.
Her falder ’In the Light’ klart ud til fordel for den gode metal. De obligatoriske ridderomkvæd om metalgenrens fortræffelighed, skalaliret i solodelene og en generel fornuftigt brug af tung guitarer er fornuftigt doceret og veludført, og lyder præcist som de også gjorde for tyve år siden.
Ud af plastiklyd
Den del er i orden. Det er derimod et større problem, at lyden også afspejler, at Dream Evils inspirationskilde havde deres storhedstid i firserne. Der savnes punch i lydbilledet, og mindre mængder plastikkeyboard kunne nok også give plads til guitarerne, som slet ikke fylder nok eller trænger ud af effektsovsen. Lyden er oldsvensk, gammeldags og uvedkommende. Følelsen af levende musik udført af levende musikere er simpelthen ikke kraftigt nok til, at hæve ellers rigtigt gode sange op på et fornuftigt og ikke mindst farligt niveau – Et niveau som koncerten på The ROCK ellers afslørede, at de besidder.
Dommen
Og med koncerten som en naturlig afrunding kommer her dommen: Sangene fejler absolut intet, men produktion er for pæn og poppet, og derfor gik ideen bag Dream Evil først rigtigt op for undertegnede, da han oplevede bandet i virkeligheden og erfarede, hvor store stålnosser der ligger gemt. Glem dem på plade og se dem live!