Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Potent melodisk hard rock

Populær
Updated
Potent melodisk hard rock

Pride of Lions-sanger Toby Hitchcock albumdebuterer med et brag.

Titel
Mercury's Down
Dato
26-08-2011
Distributør
Trackliste
1. This Is The Moment
2. Strong Enough
3. How To Stop
4. Let Go
5. One Day I'll Stop Loving You
6. I Should Have Said
7. If It's To Be
8. Just Say Goodbye
9. Summernights In Cabo
10. Tear Down The Barricades
11. A Different Drum
12. Mercury's Down
Forfatter
Karakter
5

Der findes altså nogle svenskere, som lige meget, hvad dælen de stikker pilfingrene i, så kommer der noget nærmest helt fantastisk ud af det. Jeg ved sgu ikke, hvad de giver dem i spisefrikvatererne i skolerne derovre. Men det må være nogle store gryder, for der er satme mange, der er faldet i.

Tag lige ham her multiinstrumentalisten Erik Mårtensson. Han fik et gennembrud med AOR-rockerne Eclipse, lavede et gude-album med Jeff Scott Soto i W.E.T., og nu har han nærmest foræret Pride of Lions-sanger Toby Hitchcock en solodebut, som er meget tæt på at være årets melodiske hardrock-album.

'Mercury's Down' er spækket med rockende og rykkende sange, med melodier og vokaler på et meget, meget højt niveau. Og også med Mårtenssons fænomenale, heavyrockende guitararbejde.

Der er lidt til at kuldegyse sig over, lidt til at være depri sammen med og meget til luftguitaren. En helt igennem vellykket plade, som starter med 'This Is the Moment', et nummer af Journey-dimensioner med et helt ufatteligt stærkt omkvæd, der sagtens kunne være lavet af Neal Schon og Steve Perry i start-firserne.

For noget, som tilnærmelsesvis er AOR, så er produktionen også lidt vild. Guitarer og high-hat må nemlig gerne larme lidt, og det klæder musikken.

'Mercury's Down' er en omgang stærk, energiladet og potent melodisk hard rock i den rigtig fede afdeling.