Royal landing i Rockland

Royal landing i Rockland

På sit tiende album er danske Royal Hunt mere rockende og mindre symfoniske. Og det er helt med vilje.

Kunstner
Titel
X
Dato
07-06-2010
Distributør
Trackliste
1. Episode X (Arrival)
2. End of the Line
3. King For A Day
4. The Well
5. Army of Slaves
6. Shadowman
7. Back To Square One
8. Blood Red Stars
9. The Last Leaf
10. Falling Down
11. Episode X (Departure)
Forfatter
Karakter
4

Hvis man ikke vidste bedre, ville man beskylde Royal Hunt for på gruppens tiende studiealbum - slet og ret 'X' - at ville lyde som udbryderne i Cornerstone. For det gør de altså rigtig mange steder på det i øvrigt fremragende jubilæumsalbum.

Men meningen er dog ikke at lyde som forhenværende bassist Steen Mogensens Cornerstone, men mere som ungdommens helte fra 1970'erne: Kansas, Genesis, Uriah Heep, Emerson Lake & Palmer og Deep Purple.

Om de gør det, de gode Royal Hunt, er ikke lige til at bedømme helt objektivt. Men de lyder ikke som sig selv. De er mere rockende, mindre symfoniske. De satser mere på sang og langt mindre på symfonier og progressive værk. Og det klæder dem. Selv om god genuine Royal Hunt bestemt heller ikke er at foragte.

Men 'X' er et frisk, rockende pust fra Royal Hunt, hvis efterhånden eneste danske islæt er ophavsmand, keyboardisten og dansk-russeren André Andersen, og så trommeslageren Allan Sørensen. De er suppleret med de to svenskere Marcus Jidell (guitar) og Andreas Passmark (bas) samt den tidligere Malmsteen-sanger, velsyngende Mark Boals, der kom med allerede på forgængeren 'Collision Course… Paradox 2'.

Royal Hunt slipper ganske fint fra sit ganske åbenlyse stilskifte, selv om der naturligvis flere steder er de fine Royal Hunt-kendetegn, progressive, symfoniske passager, anført af André Andersen – som bl.a. på nummeret 'The Well'. Vi finder også Royal Hunt-elementerne i 'Blood Red Stars'.

Men det er den melodiske hardrock, som på skønneste vis dominerer et album, der godt kan lide lidt under, at orkestret tydeligvis befinder sig i et kunstnerisk vadested. Men fred være med modet til forandring. Det kan vi godt lide, nogle af os!

Af rockende højdepunkter finder vi 'End of The Line', som er meget Cornerstone'sk og 'King For a Day', som sine steder virkelig rykker – og som holdes i gang af en stærk hookline med fint riff på. 'Army of Slaves' holder også niveau med sit hardrockende riff, mens 'Shadowman' nok er albummets mest spændende med sin halvakustiske folk-agtige start og så progressionen, der gør, at nummeret bare vokser og vokser. Selv om det er lidt underligt.

Men klare plusser til Royal Hunt for at have modet til at forsøge et stilskifte og lande i Rockland – og dermed være trukket ud af noget, som på de senere album med lidt ond vilje godt kunne have lydt af fastkørthed.