Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

10 hurtige - Jakob Lærke Harris

Updated
Jakob

Gradience har taget Danmark med storm, til trods for kun at have udgivet to singler. Vi fangede den ene halvdel af bandet og stak ham 10 hurtige.

Der er dog meget mere end Gradience i Jakob Lærke Harris. CV'et tæller ditto flere udgivelser med hedengangne A Road To Damascus, masser af liveaktivitet som bas-support for H.E.R.O. og naturligvis medie produktion i Cold North Creative. Ikke overraskende er der masser af facetter i Jakob, fint afspejlet i svarene på de ti hurtige, vi stillede ham. 

Hvad er dit første minde om heavy metal?
Da jeg var 12 år og min “seje” ældre fætter, som nok har været i slut-tyverne på det tidspunkt, spillede “Master of Puppets” af Metallica for mig. Jeg var både skræmt og solgt på samme tid. Jeg følte, det lød helt vanvittigt og skræmmende, men jeg var stadig virkelig fascineret af det. Min fætter var min klare gateway ind til metal. Et af de andre første bands han introducerede mig til var Corrosion of Conformity. Derefter var det den svenske musik TV-kanal “ZTV” som spillede rock og metal-videoer. Specifikt kan jeg huske, at nu-metal gjorde stor indtryk på mig (Linkin Park,KoRn, Limp Bizkit etc.)

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Den er sindssygt svær at svare på, da det skifter. Jeg vil nok sige, at Opeth er en af mine all time-favoritter, som kommer top of mind, men vil måske svare det band, som jeg har skamlyttet mest til det sidste år, hvilket er Loathe. De gør alt det rigtige for mig ved at blande metalcore, grunge, gaze, black osv. men gør det på en super stilet og gennemført måde. 'I Let it in and it Took Everything' er et af de bedste albums nogensinde.

Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Jeg tror faktisk, at Mikael Åkerfeldt fra Opeth ville være sindssygt grineren at hænge ud med på en god ølbar, meeen jeg tror nu jeg går med Mike Stringer fra Spiritbox. Han er så nice en dude, super talentfuld guitarist og megavenlig. Jeg har set stort set alle interviews/podcasts, jeg har kunnet, med ham, og mødte ham kort på Copenhell sidste år, og han var lige så rar, som han virkede i alle de interviews. De spillede et super fedt set dér også. Vi er også mere jævnaldrende og har mere samme flader af musik, vi lytter til/vokset op med, så jeg tror, det vil være super hyggeligt.

Hvad er dine fem yndlingsplader?
Mine fem yndlingsplader for tiden er:
1. Loathe - 'I Let It in and It Took Everything'
2. Spiritbox - 'The Fear of Fear' EP
3. Love Is Noise - 'Euphoria, Where Were You' (EP)
4. Lil Yachty - 'Let’s Start Here'
5. Invent Animate - 'Heavener'

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Det er sjovt, men efter at have været til hundredvis af koncerter siden 2007, så er der ikke én, der stikker ud som sådan en “bedste koncertoplevelse” nogensinde. Jeg tænker sådan et næsten euforisk øjeblik. Men her nogle af de nævneværdige som kommer frem: Paramore i VEGA 2017 - et sindsygt tight set, og super fedt endeligt at få set dem efter at have lyttet til dem længe, samt  Everytime I Die i silende regnvejr på Copenhell i 2013, der gav no fucks, og til Spiritbox på Copenhell i 2023 var jeg all smiles.

Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik?
Primært fra tre kilder: Youtube via reactions fra andre, Spotifys radiofunktion og selvfølgelig anbefalinger fra venner.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Jeg skammer mig som sådan ikke over at høre nogen som helst bands/artister, god musik er god musik. Med dét sagt, så er Silk Sonic (Bruno Mars og Anderson Paak) - 'Leave the Door Open' en af de mest liderlige sange nogensinde! Kæft, det er smooth!

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Mens jeg har boet i København, har jeg faktisk ikke oplevet nogle fordomme som sådan - andet end det typiske, man oplever, når man spiller metal for uindviede. Jeg kommer oprindeligt fra Bornholm, og der var der jo en del klikedannelse, som der jo er med alle lokalsamfund, hvor jeg klart var en del af heavy- hovederne. Der holdt vi os mest for os selv og til privat fester, men når vi tog i “byen” (det byliv. der nu er i Rønne), så blev der helt klart skulet til én fra technofyrene, haha.

Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet?
Siden jeg i 2009 flyttede til København har jeg været en aktiv del af metal miljøet, forstået på den måde, at jeg gik til rigtig mange shows og mødte enormt mange ligesindede og åbne, søde, rare og venlige mennesker. Mine bedste venner, jeg har nu, er folk, jeg har mødt til shows, og jeg lever til dels af at være i musikmiljøet i form af Cold North Creative, så på alle fronter er det et pisse fedt miljø at være en del af. Hvis du kan bidrage med noget, så er folk åbne – især hvis de kan se, at du lægger tiden og kræfterne i det. 

Hvorfor er du heavyfan?
Det er noget, man mærker i sjælen, ikke? Det er ikke bare en fase. Metal rører noget i mig og fylder nogle huller ud, som ingen andre musikgenrer har formået – og så er der selvfølgelig rigtig meget kultur og socialt i det. Alle mine venner hører også metal. Der er en form for indforståethed for mange ting, der gør, at det skaber tættere bånd, end jeg ville have med andre, der ikke havde samme feel for det.