10 Hurtige – Ida Rud

Ida Rud er kendt fra Troldspejlet, fra både P6 Beat og P8 Jazz og fra forskellige tv-programmer. Men udover jazz og nørderi, er hun også glad for tung musik.

Ida Rud har et langt CV – eller generalieblad, om man vil. Tidligere ejer af en danserestaurant, skribent, radiovært, medlem af både SPEkTR og A Kid Hereafter, tv-vært og meget, meget andet. Men nu handler det om musikken. Særligt den tunge af slagsen.

Hvad er dit første minde med heavy metal?
Metallicas sorte album, som min bror købte – men jeg endte med at høre det meget mere end ham. Jeg har været omkring 10 år gammel, og jeg syntes, at ‘Nothing Else Matters’ var noget af det smukkeste, jeg havde hørt. Derefter viste det sig, at min fars bedste ven var deres promoter i 80’erne, og så var der ellers dømt røverhistorier. Da jeg begyndte at spille guitar som 12-årig, så ville jeg helst shredde Metallica-soli, gerne fra ‘Master of Puppets’ og ‘...And Justice for All’. Jeg havde en skøn underviser, der hed Helge, som jeg bare endte med at lire riffs af med. Jeg er en håbløs guitarist i dag, men det var godt nok fedt dengang, og det lød tæskesejt i mine unge ører.

Hvem er dit favoritband gennem tiderne?
Det er Mr. Bungle. Jeg er vild med alt, Mike Patton har sine top-kreative fingre nede i, men Mr. Bungle er toppen af hans musikalske kransekage – bandet nærmest dirrer af kærlighed til musik, af vildskab, legesyge og humor, og lyst til at bryde genrer ned. Især det sidste tiltaler mig. Jeg hader faktisk genreinddelinger. Synes det er så ligegyldigt, om det er noget indie-stoner-psych-doom-punk, og min oplevelse er, at folk nærmest bruger det til at rangordne musik og rynke på næsen af noget, hvis det lugter af pop eller stadionrock. For mig er det langt mere enkelt. Er det fedt, eller er det ikke fedt?



Hvilken musiker vil du helst drikke en øl med på en bar?
Af nulevende ville det nok også være Mike Patton. Jeg er sikker på, vi kunne have os en forrygende snak om film og filmmusik, og måske vi kunne tage snakken over noget lækker italiensk mad – gerne i Italien, som han jo har et nært forhold til. Af dem, vi har mistet, så kan det ikke være andre end David Bowie. Min musikalske far, som jeg nogle gange tænker på ham som. Han døde et år efter min egen far, og sorgen over at have mistet dem begge er næsten smeltet lidt sammen. Det lyder måske absurd... Jeg tror, David havde meget på hjerte, og jeg ville gerne suge til mig af hans betragtninger og refleksioner. Har på  fornemmelsen, at det bare var inspirerende at være i samme rum som ham.


Hvad er dine fem yndlingsplader?
Mr. Bungle – ‘California’
David Bowie – ‘Low’
Scott Walker – ‘Scott 3’
John Williams – Musikken til E.T.
The Bleeder Group – ‘Sunrise’

Hvad er din bedste koncertoplevelse nogensinde?
Intet kommer til at overgå David Bowie i Store Vega i 1999. Jeg stod helt foran, og det var min første koncert med den musiker, som har og for altid vil betyde mest for mig. Det var så overjordisk godt og lækkert og helt forrygende, at det var så relativt intimt med sådan en kæmpestjerne.
Af andre fantastiske koncerter er Mogwai på Roskilde i 1998, Deftones i Pumpehuset engang i 90’erne, da de havde lavet ‘Around the Fur’. Björk var også en kæmpeoplevelse på Orange Scene i 2003, og så så jeg Beck til en solokoncert i Hamborg i 2003, som også var enormt rørende, da han var aktuel med sit break-up album Sea Change. Dertil er Iggy Pop altid en kæmpe fornøjelse at se, men den bedste, jeg har oplevet med ham, var på Northside i 2016.



Hvilke platforme bruger du til at opdage nyt musik
Min kæreste! Han har den bedste musiksmag af alle, jeg kender – om muligt bredere end min, altid åben og nysgerrig. Det er en af hans bedste kvaliteter, og det er en af vores store fornøjelser at lytte til ny musik sammen. Han er konstant opsøgende, og jeg synes sjældent, noget går hans næse forbi.
Derudover er jeg enormt priviligeret som radiovært, at en masse lyttere sender ønsker ind, og derigennem lærer jeg også musik, der er ny for mig, at kende.

Hvilket band er din guilty pleasure?
Engang havde jeg guilty pleasures, men det tror jeg ikke på længere. Der er ikke noget musik, jeg skammer mig over at kunne lide. Men jeg bliver ofte drillet med, at jeg elsker Dream Theaters album ‘Metropolis Pt. 2: Scenes from a Memory’. Af en eller anden grund er der gået sport i at hade på Dream Theater. Jeg har ikke lyttet til andet af dem, men jeg elsker den fortælling, der er – både ift. ord men også musikalsk – i det album, og jeg kan hvert et skift og lift udenad. Jeg oplever også lidt det samme med fx Porcupine Tree – jeg kan godt lide proggede ting, men tror måske det bliver “pænt” og “kontrolleret” i nogles optik.

Hvilke fordomme er du blevet mødt med som heavyfan?
Som kvinde er jeg blevet skudt i skoen, at jeg kun går til heavykoncerter, fordi jeg vil score en mand. Nogle er af den overbevisning, at kvinder kun kan lide pop og r’n’b, og hvis man påstår, man lytter til andet, så er man en poser. Der kan være lidt det samme i sådan noget med band-T-shirts – hvis jeg har en Goblin-T-shirt på, så skal jeg forsvare og forklare, hvem medlemmerne er og nævne numre og albums. Sådan fungerer min hukommelse bare ikke – og så må jeg jo være falsk. Men jeg gider slet ikke den diskussion. Om man er en omvandrende wikipedia-artikel eller ej, siger jo ikke noget om ens forhold til musik.



Hvilke gode oplevelser har du haft ude i heavymiljøet
Jeg synes, det er trygt at gå til heavy-koncert, i hvert fald på de mindre spillesteder. Folk er samlet om musikken, og den er i fokus. Med andre, mere populære genrer er der nogle gange en følelse af, at folk er der for at være smarte og trendy, og måske med fokus på at score. Hvis jeg har lyst til at være i pitten, så oplever jeg også kun, at folk er opmærksomme på hinanden, hvorimod jeg blev væltet til The Strokes i KB Hallen i begyndelsen af 00’erne, og der var ikke nogen, der gad hjælpe mig op. Det er selvfølgelig generaliserende, men jeg vil understrege fællesskabsfølelsen, det med at man er samlet om noget, som er lidt undergrund og ugleset, men som man er vild med, det gør det nærmest familiært.

Hvorfor er du heavyfan?
Det skyldes musikken. Det er musik, der larmer og fylder og nærmest smadrer lige ind i  hjertet, det kan være så fysisk og forløsende at lytte til. Nærmest ud af kroppen. Jeg døjer meget med tankemylder, men heavymusik “fylder” så meget, musikalsk og kropsligt, at der ikke er plads til så meget andet. Det elsker jeg. Og så er det ofte sindssygt dygtige musikere, der bare blæser mig bagover med deres evner.