Copenhell 2020: Branderter og sexskader

Man kan møde sit livs kærlighed til en dødsmetalkoncert og få varige mén af det: Copenhell gør noget særligt ved sine deltagere, hvis de vel at mærke er bevidste nok til at registrere det.

Fællesskabet: Det er det ord, der går igen, når vores læsere skal beskrive den helt særlige oplevelse, Copenhell har givet dem. Og det er jo fint nok, men vi vil ha' snavs. Vi har udvalgt de tre bedste historier fra konkurrencen i sidste uge og anonymiseret indsenderne.

Læs med om tommelfingerskader, stofafvænning midt i rusen og snapskoma på bakken.

1. Kærligheden
Det er enten, da jeg til Vltimas første gang kyssede ham, der senere på året blev min mand. Eller dagen efter under Slipknot, da vi knaldede på bagsædet af hans bil, hvilket har givet mig en varig skade i tommelfingeren...Copenhell kan noget helt særligt!

2. Stofferne
Det bedste der er sket for mig både på copenhell og i hverdagen, er, at det fik mig til at indse at jeg ikke kunne fortsætte med mit stofmisbrug. Jeg var på copenhell i 2018, mit 5. år på copenhell. Jeg var afsted med min mor, da vi begge nyder Copenhell til fulde. Jeg fortalte hende den gang om mit stofmisbrug, og vi havde nogle gode snakke omkring det på teltpladsen. Jeg indså at det var ikke en levevej. Copenhell gav mig 4 dage uden stoffer, og da jeg kom hjem, var det ikke svært at smide det helt. Hvis der ikke havde været copenhell, var jeg nok ikke stoppet, jeg siger af hjertet tak. Vi har nydt Copenhell sammen i 6 år (i år skulle have været 7.) Og det har bragt os tættere sammen hvert år. Vi har været afsted så mange, at det er blevet en familietur. Jeg har sågar lånt min morbror min roll on deodorant, da han havde glemt sin egen.

3. Den lange fortælling om den manglende minder
I 2013, da jeg kom på den geniale idé, at min søster og jeg skulle lave vores egen lille frokost med smørrebrød, øl (og selvfølgelig hjemmebrændt snaps), inden afgang til Refshaleøen. Flot, Jonas!
Som sagt, så gjort. Vi havde dog ikke kalkuleret med den kilometerlange kø, der var til armbånd dét år, så tiden i køen gik med at drikke flere øl i varmen, end godt var. Da vi endelig ankom for enden af Highway to Hell, fik vi stukket et par rør Jägermeister i hånden, inden vi så ca. 15 sekunder af Illdisposed, og jeg hev søster med i Smoke 'n Hell, for at hilse på min kollega og hans far (Steen Jørgensen fra Sort Sol). Selvom jeg er ikke-ryger.

Måske var det disse minutter i cigarrøg og hygge, der lagde grundstenen til dette års festivals plads i hukommelseskassen? Eller var det snapsen? Eller 2012? Tre, måske fire timer senere, havde vi stadig ikke set én eneste koncert på pladsen endnu, for Biergarten havde samlet os op, hvor vi havde efterladt den året før. Blot i langt større rammer. Og festen, mand! Festen i dét telt, dén fredag eftermiddag og tidlig aften... Det føltes som, at VI startede den. Os to alene. Vi var de første på bordene (husker jeg). Vi sang med, på alt muligt! Vi snakkede med farlige, ansigtstatoverede rocker-typer, som kunne skaffe, alt muligt. Pludselig var alle vennerne der og festede med os. Fuck, det var fedt! Jeg nappede, uden at tænke, en smøg fra én af dem. Flot, Jonas! Så husker jeg at jeg så ham med pavehatten fra Ghost, stå på en scene.
....
Jeg husker, at jeg knækker mig, lige dér, midt i blandt publikum til Alice in Chains.
....
Jeg husker til dels, at synge med på Rooster, og at strømmen vist nok var kommet og gået, og kommet igen?
....
Jeg husker, at søster og jeg tager selfies, i pitten, inden vi stavrer forbi franske gutter med røde pandelygter.
....
Jeg husker et lift hjem i bil, hvor jeg vist nok ligger som fjerdemand, på bagsædet, ovenpå de tre andre.
....
Jeg har senere lært at jeg sov, tungt, på Bakken en del tid, mens min søster mistede sin telefon (som i øvrigt blev indleveret i lost and found, og udleveret til hende igen). Flot, Jonas! Måske kunne fredagen i 2013, den sygeste brandert ever på Copenhell, stå alene, som det mest mindeværdige dét år. Sådan blev det heldigvis ikke.

Bobler: Red Fang
Det må have været i 2014 eller 15, jeg er ikke sikker. Men Suicidal Tendencies var på og de fyrede en voldsomt underholdende fest af. Ude i scenens venstre side stod selveste Ice-T og nød deres optræden, han skulle på med Body Count lige bagefter på den store scene, og helt ærligt – Suicidal blæste ham af scenen. Sidst i sættet vender jeg mig om og ser de her gutter stå bag mig, de er meget bekendte men jeg kan fanme ikke komme på hvorfra jeg kender dem. Bliver enig med mig selv om, at de er fra heavy-miljøet i Sønderborg hvor jeg bor. Men da jeg ikke kan sætte navn på bare én af dem, hilser jeg ikke. Det er først da de er gået at det går op for mig, at det sgu var hele Red Fang. De hyggede sig.