Coverhistorier 8-9: Victory of the Wolf Brigade

Fusilator
Voltax

Sataniske geder og dobbeltpeniser fylder i denne uges coverhistorier fra Manden med Weekendvesten.

Kunstner
Titel
Victory of the Wolf Brigade
Forfatter

Rolf var egentlig glad for sit liv som schæferhund på bondegården. Der var tæver, der var fester, og der var levninger – som oftest hormonpumpet kød fra det lokale supermarked. Det var et godt liv.

Indtil den dag hvor naboens ged slog hovedet, da vovede Rolf sig ud på den nærliggende golfbane og blev ramt af et 9-jern, da en mand i tweed mistede besindelsen efter en misset birdie.

At geden begyndte at gå på bagbenene, generede ikke Rolf. Han var rummelig og tolerant overfor særpræget adfærd. Han sagde heller ikke noget til geden, da den barberede hele overkroppen fra livet og opad. Whatever rock your goat, som man siger.

Så kom dagen, hvor geden bad Rolf om at skaffe patronbæltet fra bondens tid i Helmand. Og en bowiekniv. Og en morgenstjerne! Rolf følte sig dum, da han stod nede hos T-Hansen og logrede med halen og prøvede at se uskyldig ud. Men han fik det og en gratis pose Pedigree Pal med i poterne.

Om aftenen lå Rolf med tæven i kurven. De lugtede hinanden i enden, og så blev de afbrudt af geden. Den ville have Rolf med op på bakken – fordi det var fuldmåne. Rolf ville egentlig helst sige nej, men da tæven var nysgerrig, gik de begge med.

Geden havde brug for et spædbarn. Fordi det var fuldmåne. Rolf var enig i det med fuldmånen, men ikke helt glad for ideen om et spædbarn. Det var dog for sent at bakke ud, og Rolf var en klassisk medløber. Han havde heller ikke forudset, at geden ville flå huden af spædbarnet. Det gik bare for stærkt, tænkte Rolf. Først da geden foreslog en trekant, trak Rolf sig. Men tæven var frisk, så Rolf gik alene hjem den aften.

Måske var han alligevel for magelig og afvisende over for nytænkning, tænkte Rolf dagen efter, da han fulgtes med bonden rundt i ruinerne af den udbrændte landsbykirke. Måske skulle han prøve at date et får? Eller en orne? Men så var han nok nødt til at blive veganer, og det virkede som et drastisk skridt med de hjørnetænder. Måske hvis han kun spiste mennesker? Han sendte bonden et sultent blik og mundvandet steg ...

(En historie mere følger under denne video)

Voltax – No Retreat.. You Surrender

VoltaxMænd med fire arme er mænd med fire armhuler. Og vi kender mænds forhold til hygiejne: Håndvask kan være svært nok at forholde sig til efter hvert toiletbesøg. Så mænd med fire armhuler gider slet ikke vaske sig eller bruge duftfri roll-on fra Sanex, og slet ikke den fra Lidl, som klør helt vildt.

I starten var der dog meget opmærksomhed på mænd med fire armhuler, fordi tiden var til at mænd lugtede af mænd på den der gamle Manowar-mand-agtige måde. Men det var kun i starten.

Efter nogle uger var der ingen, som ville være i nærheden af mænd med fire armhuler. Alene på grund af lugten. Og det var et problem, for mænd med fire armhuler har også sexdrift, og de er sådan set også gode sexpartnere, fordi de virkelig kan komme omkring på en krop. Det blev bare ikke relevant, fordi ingen kunne nærme sig mændenes fire armhuler uden at dødeligt besvime.

Derfor blev mænd med fire armhuler indebrændte og mænd- og kvindehadende på et niveau, hvor selv incels ville trække en grænse og overveje, om de nu også skulle poste det harmdirrende anti-#metoo-djævelskabs-manifest inde på Nationen.dk.

Og på det punkt var mænd med fire armhuler ikke anderledes end andre mænd. De trak sig tilbage fra civilisationen, isolerede sig i skove, lavede deres egne rustninger med plads til fire arme, tæmmede ulve og lærte at tiltrække lynene. Og de preppede sig til det nært forestående ragnarok, mens de heltemodigt sloges på udvalgte forums på 8-chain med skarpladte bidske memes og løsrevne citater fra tilfældigt udvalgte eksperter.

Det var deromkring, at mændene udviklede en dobbeltpenis og fik velbetalte roller som poolrensere i film, og på den måde fandt en vej tilbage i samfundet. Så, se selv! Nogle gange skal du bare vente på, at appelsinen falder ned i din turban. Og andre gange skal du bare gå mere i bad.