House of Franco #71

Populær
House of Franco #71

Jens Franco skriver i denne uges klumme om den sjældne og dybt bizarre japanske musikdokumentar 'The New God', der er instrueret af Atarashî Kamisama, og omhandler det fascistiske punkband The Revolutionary Truth.

Kunstner
Titel
The New God (Musikdokumentar)
Genre

Jeg er en sucker for unikke dokumentarfilm, og har set en del til diverse københavnske filmfestivaler, men ingen film har gjort større indtryk på mig end dette portræt af det politiske japanske punkband The Revolutionary Truth, som blev vist til NATFILM-festivalen i 1999 i Cinemateket.

Fascisme er ikke nogen ny ting i rockmusik, og flere er nok bekendte med det notoriske engelske naziskinhead-punkband Skrewdriver samt black metal-ikonet Varg Vikernes og hans raceideologiske udtalelser gennem de sidste tre årtier. David Bowie havde også sit Hitler-trip under de kokaintågede år som The Thin White Duke, selvom det nok var et udslag af en blanding af shock value og heftigt narkoindtag.

Historien er gennemsyret af racistisk had mod jøder og folk af anden etnisk herkomst. Japan har i Asien heller ikke holdt sig tilbage med etniske udrensninger af bl.a. kinesere. Her tænker jeg specielt på Nankingmassakren i 1937, hvor japanske soldater på den mest bestialske vis henrettede op mod 300.000 kinesere på seks dage.

Dokumentaren om det japanske punkorkester The Revolutionary Truth viser en lettere forvirret gruppe, som havde store problemer med finde sig til rette i det moderne Japan. Lige som den noget mere kendte homoseksuelle japanske forfatter Yukio Mishima, der i 1970 sammen med en gruppe ligesinde, prøvede at føre Japan tilbage til Kejserens tid før demokratiet kom til, hvilket endte i et (temmelig mislykket, skønt det ønskede resultat da opnåedes) rituelt selvmord på en militær kaserne. (Historien om Mishima er glimrende filmatiseret i 1985 af den amerikanske instruktør Paul Schrader.)

The Revolutionary Truth syntes, at Japan havde solgt ud, og manglede de fascistiske dyder under kejserens endevælde. Deres koncerter var meget kaotiske, hvor de blev tilsvinet af publikum, mens den kvindelige forsanger Karin Amamiya var iført militæruniform, samuraisværd og holdt brandtaler om Kejserens fortræffeligheder. Deres numre havde titler som 'Get Japan Out of the U.N.' og 'Japan Is Becoming Too Peaceful'. De rejste endda til NordKorea for at møde ligesindede, som også synes, at Asien var blevet for amerikaniseret. Mange af filmens interviews foregår i Tokyo på en McDonald's (?!?). Dokumentaren tager på et tidspunkt en helt ny og radikal retning, da instruktøren bliver forelsket i sangerinden!

Filmen er grotesk, og nærmer sig det ufrivilligt komiske, men er stadig et dybt fascinerende portræt af utilpassede unge i nutidens Japan. Jeg har lavet lidt research omkring bandet og filmen, men kan desværre ikke finde oplysninger, om hvad der senere skete med The Revolutionary Truth og Karin Amamiya - hun lader dog til stadig at være politisk aktiv og er krediteret for at skrevet flere bøger - samt om, hvor man kan anskaffe sig dokumentaren (endsige udgivelser med bandet). Den er muligvis ude i Japan (uden undertekster), hvad denne youtubetrailer kan tyde på: . Men ellers tror jeg den er umulig at skaffe, hvorfor man altid skal prøve at fange de mere specielle og obskure film til diverse filmfestivaler. Jeg har ihvertfald aldrig set noget, der bare kommer tæt på denne excentriske überkultfilm.

P.S. Jeg viser i øvrigt seks film til den kommende Kill-Town Death Fest (30. august - 2. september) i Ungdomshuset på Dortheavej.