Krigsguden #233
PopulærKrigsguden lyder sin barndomshelt, musikeren og filminstruktøren John Carpenter, som fylder 69.
Jeg skriver min klumme på John Carpenters 69-årsfødselsdag. Mens jeg tilfældigvis har mine 'They Live'-briller i lommen på min læderjakke. Briller, der gør, at man kan skelne aliens fra rigtige mennesker, når man tager dem på. En kulørt sci-fi-film fra 1988, som var visionær, dystopisk og profetisk, men også rammer disse Trump-tider perfekt, selvom det var en kommentar til Reagans konservative og grådige yuppie-80'ere.
Den amerikanske instruktør er en af de helt store helte, som har formet mit liv og min måde at tænke på. Specielt over for autoriteter af enhver slags. Filmen 'They Live' var basis for min tekst til Tumor Warlord-nummeret 'Cyborg Conspiracy', men jeg stødte på Carpenter langt tid før mit band.
Film som 'Sidste nat på Station 13', 'Halloween', 'The Thing' og 'Escape from New York' blæste min teenagehjerne til atomer i slut-70'erne og begyndelsen af 80'erne. Manden havde noget på hjerte, samtidig med at han ville give unge Jens en voldelig og underholdende biografoplevelse. Han var både nyskabende inden for horror og sci-fi, men også i stor gæld til amerikanske filmlegender som Howard Hawks, hvilket han tit nævner i interviews.
Senere, i 90'erne, blev det lidt tyndt med kvaliteten af hans projekter, hvorfor musikken de senere år fik større prioritet. Han har spillet i bands i 60'erne og valgte selv at lave soundtracks til mange af sine film. En slags minimal synth/proto-new wave, som har været til stor inspiration for senere bands som Nightsatan og københavnske Coplord. Han tog skridtet fuldt med sine to seneste album, 'Lost Themes I & II', med ikke-filmrelaterede instrumentalnumre, som blandede hans scores med hård progrock. Jeg var så heldig at se ham og hans band i Malmø sidste år, en overjordisk liveoplevelse!
Stort tillykke til min gamle anti-konforme helt! Nu drager jeg ud i byen med mine 'They Live'-briller (som jeg købte til Malmø-koncerten) for at se, hvem der er rigtige mennesker, og hvem der er falske udgaver.