Tariffens gordiske knude

Tariffens gordiske knude

Så har man hørt det med: "Der er ingen grund til at blive snobbet omkring pengene". Hvis man ikke vil spille gratis, er det åbenbart, fordi "man ikke ser realistisk på tingene".

Dato
19-04-2015

For kort tid siden skrev en professionel musiker denne status på sin facebookvæg og vendte efterfølgende perspektiverne med de kommenterende debattører.

Debatten om, hvad spillestederne skal, kan og bør betale de optrædende kunstnere i forhold til, hvad publikum vil betale for entré og indtag i baren er ikke ny, men med streamingtjenesternes indtog og cd-salgets nedgang er mantraet, at pengene skal tjenes på scenen.

Men når spillestedet ikke kan eller vil yde tilstræbt økonomisk asyl til musikerne, synes indtægtskilderne nok skrumpet til det rene ingenting. De statsstøttede spillesteder har en forpligtelse til at påtage sig rollen som kulturformidlere, men har samtidig friheden til at skabe deres egen profil og dermed retten til at vælge, hvad de vil booke og betale for.

I debatten under statusopdateringen skriver Mikael Højris (Dansk Musiker Forbund): "Hvis der er tale om et regionalt spillested eller et på anden vis fuldfinansieret spillested, er det direkte uforskammet at foreslå nogen at spille gratis. De kan vælge at sige ja tak og betale en fair hyre, eller nej tak til at præsentere en kunstner. Er der derimod tale om et spillested, der skal tjene sine egne penge, så må de jo selv om, hvad de gør. Hvilke andre kunstnere de booker og betaler er i den sammenhæng sådan set irrelevant [...]. Bemærk også, at tariffen jo ikke er en lov, men et krav, som alle musikere med rimelighed kan sætte for at spille. Men det er kun, hvis alle musikere der, som du gør, siger nej til at spille gratis (eller under tariffen), at vi sammen for alvor kan presse spillestederne til ALTID at betale. Så længe der er musikere, der spiller gratis, vil der også være spillesteder og bookere, der "kører frihjul" (slå- og tegnsætningsfejl i dette og følgende citater rettet, red.).

Aktørerne

De regionale spillesteder udpeges af Kunstrådets Musikudvalg for en fireårig periode og får en vis økonomisk støtte til driftsmæssige forhold. Det vil sige, at en del af deres basisdrift er inddækket på forhånd, uafhængigt af indkomst. Eksempler på disse er Vega og Voxhall, der ligger i den tunge ende med omkring tre millioner i tilskud, hvor scener som Loppen og Culture Box cirka modtager en million.

Så er der de spillesteder, som opnår honorartilskud fra Statens Kunstfond. De årlige tildelinger kan ses her, hvor man for eksempel kan læse, at Beta i 2014 har fået 200 klip (189.000,- kr), KB18 308 klip (291.060 kr.), Tusindfryd i Ålborg 300 klip (283.500,-) osv.

Det betyder, at de udvalgte steder og foreninger modtager et givet antal honorarklip efter ansøgning herom. Et klip dækker halvdelen af udgiften til minimumstariffen per musiker jf. Dansk Musiker Forbunds overenskomst. Ikke mange spillesteder har tegnet overenskomst, men det er skik at tage udgangspunkt i denne. Tariffen er i 2014 og 2015 fastsat til at være 1890,- kr. 

Altså skal et band bestående af fire musikere honoreres med i alt (1890 x 4) 7560,- kr., såfremt man som spillested har del i denne type støtte og vælger at yde denne til et givet band. Det svarer til honoreringen af et mellemstort udenlandsk band i rock- og metalmiljøet. Honorarklipordningen vil dække halvdelen, indtil man selvsagt løber tør for klip. Det betyder også, at ikke samtlige koncerter kan honoreres med tariffen, men må forhandles på anden vis, som den nedenstående problemstilling burde have været et eksempel på.

Andre afregningsmetoder er at afregne på billetsalget. Det er nok den mest realistiske metode for mange danske bands og også mange etablerede udenlandske bands. Hvis man mener, man kan generere omsætning, kan man indlade sig på ikke at modtage en fast aftalt hyre, men en procentdel af billetindtægten. Er man dygtig til at få venner og publikum op af stolen, kan det være en tilgang, der dækker udgifterne. Spillestedet får indtægter som barsalg og garderobe, men har sparet risikoen på et højt honorar og må dermed også afgive entréindtægten, eller dele af den, til bandet. 

En anden aftale kan bero på, at begge parter får dækket deres udgifter inden en fordeling af overskuddet (break even + procentfordeling). Dette vil i højere grad overtale en udbyder til et engagement af bandet, da risikoen for tab er mindre. Denne kalkulering er fuldstændig nødvendig for visse typer spillesteder og handler ikke om at “køre frihjul”, men om spillestedets overlevelse når regnskabsåret gøres op. Når der tages chancer, ligger det dermed i fællesskab på både musikernes og spillestedernes skuldre.

Andre aktører på koncertmarkedet er musikforeninger og privatdrevne udbydere, der må klare sig som enhver anden forretningsdrivende på indtægt, udgift og omsætning, hvilket måske er den sundeste forretningsgang, men ikke kan forpligte til kulturformidling på samme måde som scener og regionale spillesteder, der er udpeget og finansieret med det formål at "formidle og udvikle den rytmiske musik lokalt, regionalt og internationalt og [...] virke som dynamiske og kompetente kraftcentre, der med udgangspunkt i mangfoldighed og fornyelse  præsenterer rytmisk musik af høj kunstnerisk kvalitet" (Statens Kunstråd, Musikudvalget).

Musikbranchen handler ikke om musik

Musik er primært en forretning. Det er den for de, der skal leve af udføre den, og de, der skal udbyde den. Eksemplet i statusopdateringen er et ofte mødt og ambivalent forhandlingspunkt for begge parter. For naturligvis kan koncertudbyderen ikke præsentere et navn, der formodet ikke kan generere den nødvendige dækning af udgifterne. Det svarer til, at Elgiganten køber opvaskemaskiner ind for 5000,-  stykket og sælger dem til 1000,- kr. stykket uden at have økonomisk dækning på bundlinjen. 

Denne kompleksitet er de statsstøttede spillesteder på sin vis ude over, men ingen forretning kan skabe omsætning uden den fornødne forretningssans, og dermed er et statstilskud ikke en garanti for ubegrænset levetid, hvis ikke den behandles med respekt og en tidssvarende realitetssans.

Der er flere rimelige og brugte metoder på afregning, der kan være til begge parters fordel, afhængig af om man som udbyder ønsker at præsentere kultur og fremvise vækstlagsmusik, eller om man er sikker på en garanti for den nødvendige omsætning, hvilket er tilfældet for større, og deraf naturligvis dyrere, navne. Alternativt havner man som nedenstående eksempels spillested med et for stort underskud og bliver dermed virkeliggørelsen af musikerens reelle problemstilling: Som professionel musiker skal man leve af scenerne, men hvis spillestederne bliver ved med at kaste tariffen efter bands, der ikke genererer den nødvendige omsætning, ja, så er der ikke nogen scene at tjene penge på.

Det nødvendige onde

Som i alle andre industrier kræver en hensigtsmæssig balance i satsningerne først og fremmest professionel spillestedsledelse og skarp sans for forretning. Et lidet anerkendt onde i musikbranchen, der konsekvent gør sig skyldig i at engagere entusiastiske amatører, der ikke klarede prøven som leadguitarist i et givet band, men nu i stedet forsøger at kulturformidle med hjertet og en pengepung, hvor entusiasmen ikke er nok til at sørge for, at den holder tæt. Nedenstående mailkorrespondance, postet i nævnte statusopdatering, nærmer sig fra spillestedets side at være et klasseeksempel på dette problem, med mindre der blot er tale om ringe kompetencer udi kommunikation.

Spillested: "Jeg kan ikke tilbyde noget i november, da der er fyldt op. Andre tidspunkter I er ude? Skal også lige sige, at vi ikke kan give udvidet honorar udover dækning af jeres transport og andre små udgifter"

Jeg [musikeren] forhører mig så om, hvad der menes med "udvidet honorar", og det viser sig, at det er lig med intet honorar ud over noget transport, hvortil jeg svarer: "Ok, så steder vi den til hvile dér. Det er ikke længere aktuelt for os at spille gratis. Hvis du ikke vil ofre eller får honorarklip, så kan det ikke hænge samme for os. Når jeg ser dit program, kan jeg da heller ikke forestille mig, at fx. X og X spiller på døren. Men tak for din tilbagemelding i alle fald".

Og spillestedet responderer med, at "der absolut ingen grund er til den fornærmende tone. X og X spiller absolut ikke på døren, nej, men det er jo også nogle navne, hvor der med sikkerhed kommer noget den anden vej. Det har intet at gøre med, at jeg ikke tror, I er meget dygtige musikere. Tværtimod har jeg selv hørt jeres musik. Du må da selv vide, hvad det kræver at slå igennem med et navn og tjene penge på det? Eller hvad? Uden et navn kan du ikke forvente, at man som spillested bare kaster penge efter jer, uden at der kommer noget tilbage. Jeg tog faktisk chancen sidste år og bookede en masse ukendt til tariffen. Men provinsen er ikke klar på at udforske nyt musik, og det resulterede i et underskud på næsten X millioner i 2014. Der er ingen grund til at blive snobbet omkring pengene. X og X startede også med at spille gratis ligesom alle andre for at få deres navn ud! Det er svært, det ved jeg godt, men det er jo nu engang det, der skal til, hvis man som ukendt vil ud og spille en masse af dét, det jo rent faktisk handler om – musikken!! Jeg er ked af, hvis mit afslag har fornærmet dig, men du må også kunne se realistisk på tingene."

“Kære X. Du har ikke fornærmet mig, det skal du vide, jeg er bare kontant anlagt, og så skal vi jo lige afstemme forventningerne. Men jeg forstår ikke, at du kalder det snobberi. Jeg har ikke råd til at spille gratis, for jeg er jo netop musiker og ikke en, der spiller lidt i sin fritid. Jeg mener virkelig, at tariffen er rimelig betaling for voksne kunstnere, og da i særdeleshed når vi kører til provinsen. Det er så op til dig, om du vurderer, at det udtryk og den kvalitet, jeg repræsenterer, er noget, dit spillested vil bruge penge på at servicere sit publikum med. 

Det er ikke mig, der skal vurdere, om jeg vil spille gratis, det er den vinkel, jeg ikke forstår. Du bestyrer et kulturtilbud, og du bestemmer, hvad det tilbud skal indeholde. Du skriver, at X og X også startede med at spille gratis. Det gjorde jeg skam også, men 10 i den grad anmelderroste CD'er down the line, så er jeg altså ikke lige startet. Det har ikke noget med snobberi at gøre, men jeg har to børn og de samme regninger liggende hver måned, som du har. Jeg ved godt, provinsen er svær at bide skeer med, men jeg gør det igen og igen, fordi der er spillesteder, der vælger at sætte penge til på mig. Det skammer jeg mig ikke over [...]. Og så får de fleste spillesteder får jo netop honorarklip. Det ved jeg naturligvis ikke, om du får, men under alle omstændigheder er det ikke nok for mig at få dækket mine kørselsudgifter, for det handler jo netop om musikken. Og den kan ikke blive ved at spille, hvis den skal spille gratis! God vind til dig og dit spillested. Jeg håber, de populære navne stadig er så populære, at du kan tjene dit underskud hjem igen, og så [kan du] måske få råd til sådan nogen som mig igen"

Til dette skriver Lena Dideriksen, formand for Dansk Artist Forbund, i kommentarfeltet: Jeg mener ikke, han har et professionelt spillested. Spillesteder er også kommercielle virksomheder, så behandl folk kommercielt! Betal og tag imod betaling fra publikum, og, ikke mindst, tag chancen med "varerne". Måske sælger de, måske ikke. 

Her mener man altså, at et potentielt manglende publikum er en chance, man bare må tage, velvidende at konsekvensen ved tab kan være fyring af personale og i sidste ende lukning af stedet.

Hvem lever af hvem?

Som musikeren ellers foreslår for at sikre sit arbejdsliv, er det dermed ikke så lidt komplekst, at spillestedet bare har at garantere en tarif uden at have udsigt til indtægter. Der må være tale om et kompromis, og jo: man skal såmænd tage stilling til, om du vil spille til tariffen, spille i det hele taget, eller som foreslået af selvsamme, "at musikken ikke kan blive ved med at spille, hvis den skal spille gratis". Så kan sandheden være den, at man må overveje, om levevejen passer med de forventninger, man har, eller om strategien for indtjening skal omlægges som i ethvert andet arbejdsliv.

Det er ikke, fordi gratis er rimeligt. Andre forhandlingsmuligheder kunne have været taget i brug af begge parter, der jo har det tilfælles, at udgifterne skal hentes hjem. For udbyders vedkommende er udfordringen månedligt at få dækning for eksempelvis tarif x 4 musikere x 12 koncertdage = 90.720,- kr. For ovenstående eksempel kræves et billetsalg på 100 billetter a 75,- kr. pr. koncert – alene for at generere dækning for udgiften. Oven i det skal tillægges lønninger, husleje, drift og teknisk vedligehold. 

Det samme gør sig gældende for musikeren, der ligeledes må overveje pr. forhandling, hvad der kan betale sig. Nogle gange vil indtjeningen dække dårligere betalte jobs, ligesom det for bookeren sommetider er en nødvendighed ikke at tilbyde tariffen for at få regnestykket til at gå op.

Hønen og ægget

Men er det da ikke rimeligt, at man som uddannet musiker kan forlange en afart indtægt? Eller skal bands bare tage sig sammen og knokle for at blive store nok? Er det rock 'n' roll at sove i tourbus til minusløn efter 20 år på farten, eller skal spillestederne punge ud, til de går fallit, eller fortsat blive holdt ved live af kunstigt åndedræt fra stat og kommune? Er en nægtelse af tariffen fra spillestedets side blot at løntrykke for at optimere avancen på ufin vis, eller er det et udtryk for, at scenen har udkonkurreret sig selv, og at de dårligst kørende steder må lade livet som konsekvens deraf, for at den samlede støtte til musikken ikke skal gabe over mere, end den reelt kan?

I debatten skriver musiker Lasse Helner, at man skal “se på hele kulturen og den indbyrdes faglige stolthed i branchen. En manglende fællesskabsfølelse og solidaritet blandt de forskellige bands giver spillestederne frit spil til at betale de "sikre" og lade de andre få døren [billetindtægten, red.]”

Måske er det netop, hvad en sund forretning gør, fremfor at satse på diversitet og kulturformidling i den rytmiske musik, men heri fejler kulturmissionen også, og vækstlagets pacemaker er væk som ved et trylleslag. Hvis musik skal holde op med at være forretning og bare blive musik igen, skal musikerne også indstille sig på samme vilkår. Branche og udøver hænger uløseligt sammen.

Indehaver af Irhøj Studio, Jan Irhøj, stiller undervejs et simpelt, men relevant spørgsmål, der, om man byttede det sidste spørgsmålstegn ud med et punktum, fint kunne være svaret på sig selv: “Det er en ægte hønen og ægget-gåde: Hvordan bliver man kendt nok til at få lidt hyre på et spillested? Ved at spille gratis på tilstrækkeligt mange spillesteder?”