Vagttårnet: Ulvens ed

Populær
Untitled-1

Wolf Devil er ikke selv problemet. Wolf Devil peger på problemet med dansk metal. Det er satire, der bliver taget dødalvorligt.

På nuværende tidspunkt er du ved at være godt træt af dem. Wolf Devil dukker op hele tiden, Glenn Sørensen, hans bandmedlemmer og den udstrakte familie er i alle kommentarsporene. 

Det er ikke sjovt mere. Det er noget andet – og vigtigere.

Da den første sang med Wolf Devil kom på YouTube, og Glenn Sørensen postede den i alle metal- og hardcoregrupperne på Facebook, gik der måske et øjeblik eller to, før det gik op for dig, at det her ikke bare var endnu et ubehjælpsomt band med storhedsvanvid, men satire. Du fnes lidt af dem, der i metalgrupperne hoppede i med begge ben og skrev velmente råd om, hvad Wolf Devil kunne gøre for at blive bedre, var overbærende eller spurgte, om de virkelig mente det her. 



Djævlehorn
Svaret på det sidste spørgsmål er langt fra så entydigt, som de fleste ynder at gøre det til nu.

‘Every Night’, som den første sang hed, var en gennemført træls omgang heavy rock med en i særklasse skidt vokal og tekster om at tage på High Voltage og drikke igennem, mens alle andre var misundelige på ens succes. Det var lige nøjagtig en tand for overdrevet til at blive taget seriøst, men usikkerheden er i sig selv en vigtig pointe: Så langt var det heller ikke fra at lyde som noget, der kunne være blevet lavet i ramme alvor. Der er masser af bands derude, der har lige så store ambitioner og lige så høje tanker om sig selv, som Wolf Devil postulerer at have – og lige så lidt at have det i.



Det er der, Wolf Devil adskiller sig fra den anden metalsatire, der hidtil er blevet lavet i Danmark: Hvor Red Warszawa med afsæt i metal laver satire om ting, der ikke som sådan har noget med metal at gøre – cykelryttere, swingerfester, tømmermænd – er Wolf Devil satire på metals bekostning. Det er tættere på Brian Posehns pasticher på dårlig metal, men hvor hans satire hviler på en kærlighed til metal, er Wolf Devils forhold til genren efter alt at dømme noget mere kompliceret.

Vi ved ikke, hvem der står bag Wolf Devil, men en del tyder på, at det er folk med baggrund i hardcorescenen: De har haft Andreas Bjulver Paarup og Simon Shoshan fra henholdsvis Cabal og Lifesick med som gæster på hver deres sang, deres videoer har premiere på den indflydelsesrige YouTube-kanal Hardcore Worldwide. Og det, de hænger metal ud for, er præcis det samme, som hardcore siden 80’erne har grint af ved metal: Tumpede satantekster, storhedsvanvid, soveværelsesmusikere og en tung provinsialisme. 

Det er ikke spidsfindigt, men metal har vist sig at leve lidt for godt op til karikaturen af sig selv.



Historien lever
På Facebook er der opbygget et helt galleri af profiler med hver deres rolle i Wolf Devil-historien. Der er selvfølgelig sangeren Glenn Sørensen, der startede bandet sammen med trommeslageren Jeff Laugaard, som han arbejdede sammen med på Q8 i Holbæk, og som han har bandet Hell Dungeon Bat med ved siden af. Som guitarist har de Mike Jensen med middelsvære vægtkomplekser, men så er der resten af galleriet: Jørgen Sørensen, Glenns Sørensens bror, moren Beate Klejnstrup Sørensen med Pernille Vermund-wallpaper på sin profil og faren Henrik Sørensen, der hellere går under navnet Jolly og er Wolf Devils manager og labelboss på deres pladeselskab, Real Fxcking Danish Metal Records.

Og endelig som en kardinal Richelieu den stråhatbærende Niels La Cour, der nok er ham, der satte det hele i gang, da han solgte Glenn Sørensen nogle Metallica-CD’er på Holbæk Kræmmermarked, men også har vist en mørkere side, da han gav Jolly et skud heroin for nogle måneder siden.



Dødstrusler
Den mørke side er også begyndt at vise sig i reaktionerne på Wolf Devils gøren og laden. De stolte nordiske krigere i folkemetalbandet Vanir kunne ikke tolerere, at Glenn Sørensen gjorde grin med deres sang ‘Fejd’, og fik den omgående fjernet fra YouTube. Alvorligere blev det tilsyneladende i en chat mellem Glenn Sørensen og sangeren fra Mental Coma, der endte med at love Wolf Devil-figuren rockerbank, hvorpå hans eget band fyrede ham for at komme med dødstrusler plus i det hele taget at være en belastning for bandet.

Således bekræfter metal Wolf Devil i, at den er præcis, som bandet karikerer den. Lidt for selvhøjtidelig, lidt for tykpandet, lidt for provinsiel og med alt for lidt at have sin skryden i. At nogen fra starten af kunne være i tvivl om, at Wolf Devil var satire, siger alt for meget om, hvad vi ellers præsenteres for som rigtig fxcking dansk metal. 

På den måde er vi alle Glenn Sørensen, og Wolf Devil det spejl, der holdes op foran os.

Metal Till We Die!
Wolf Devil er et spejlbillede af den metal, der er udvandet til et nostalgitrip i de store danske metalfacebookgrupper. Det er horn, bajere, patter og en betænkelig understrøm af nationalisme. Det er alt det værste ved metal samlet i en aldeles ubehjælpsom og uskøn cocktail.



På lørdag skulle den cocktail have været serveret i dens ideelle omgivelser, 80’er-temabaren High Voltage. Vi ved ikke, hvad der faktisk skulle være sket ved den koncert, der nu pga. nedlukningen er udskudt på ubestemt tid. Vi ved ingenting. Kun, at det er os, metal, der er til grin.