Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morten møder Deicide

Populær
Updated
Morten møder Deicide
Jägermeister, mjød og metalfest, men alligevel lykkedes det vor mand at få noget fornuftigt ud af sin snak med Deicide-medlemmerne. I forbindelse med Aalborg Metal Festival 2005, forrige weekend, fik Heavyjams udsendte, Morten Vejlstrup, en snak (og mere end en enkelt Jägermeister) med de forbavsende snaksaglige og feststemte ”djævletilbedere” fra Deicide.

- I har turneret i over 15 år nu. Kan du mærke en forskel i folks attitude, eller er det det samme som altid at turnere i 2005?

Steve Asheim, trommeslager (SA): "Det er sgu’ meget det samme. Jeg ser de samme steder, spiser de samme ting og drikker mig fuld i de samme ting, som for 15 år siden. Jeg ser endda de samme mennesker igen og igen. Jeg ved da jeg har set dig ved flere lejligheder, så det er egentlig ikke anderledes i 2005."

- Jeg ved I spiller 23 koncerter på lige så mange dage på denne Europaturne. Er det ikke lige at presse citronen? Eller er det bare fordi I gerne vil hjem og fejre jul med familien, ha ha?

Glen Benton, sanger/bassist (GB): "Vi kan godt lide at det hele er ”tight”. Desuden er der jo ikke så meget ved at holde fri eksempelvis en mandag i en lille provinsby midt i ingenting. Vi forsøger altid at booke de mindre byer torsdag, fredag og lørdag, hvor der er en mulighed for at trække fulde huse. I USA booker vi altid de store byer søndag og mandag. Vi kunne spille i New York eller Chicago mandag formiddag og folk ville stadig møde op!"


Forvent det brutale

- Vil der være nogle nye numre på programmet i aften?

GB: "Nej, vi spiller det gamle lort… Vi arbejder dog på et nyt album og er det hårdeste materiale, vi nogensinde har lavet. Det kommer til at sparke din mors tænder ud!"

- Nu siger du ikke, som så mange andre bands, at I går ”tilbage til rødderne” og alt det pladder?

GB: "Det her band har altid drejet sig om heavy musik og det bliver det ved med! Vi har jo Jack fra ”fucking” Cannibal Corpse med denne gang, så forvent bare et brutalt album, som sparker røv."

(Glen vælger på nuværende tidspunkt at franarre en halvtom flaske af det sponsorerede Jägermeister fra et af opvarmningsbandene med en klassiker…"se der er Jesus!" til stor morskab for de fleste - ofrene inklusive, da ”Jægeren” var gratis…)

- Ralph (bandets nye guitarist - MV), du er ny mand i bandet. Hvordan har det indtil videre været at turnere med de her gutter?

Ralph Santolla (RS): "Helt fantastisk. Fansene har taget godt imod mig og gutterne i bandet har givet mig en fantastisk udfordring, så jeg er glad for at være ombord."

- Jeg husker du var med i Iced Earth, men læste også i pressematerialet på Earache’s hjemmeside, at du havde været med i Death? Hvornår var det?

RS: "Jeg spillede ikke med på nogle albums, men turnerede med Chuck (Shuldiner, æret være dit minde, gamle dreng! - MV) i perioden omkring 'Individual Thought Patterns' og var med på den video der blev indspillet. Chuck tilbød mig også at være med i bandet på fuldtid, men på daværende tidspunkt afslog jeg, hvilket jeg nok i bakspejlet fortryder. Chuck var en ener; en fantastisk guitarist og en enestående person, når man lærte ham at kende.'

- Hvordan kom så du egentlig med i Deicide?

RS: "Jack (Owen, Guitarist - MV) og jeg deler lejlighed derhjemme, så jeg vidste jo at de havde en ledig position efter deres sidste Europaturnè…"

Jack Owen (JO): "Vil ville slet ikke have Ralph med. Han er et gammelt røvhul, ha ha… Og han kan slet ikke spille… Pis, Ralph er fantastisk at have med i bandet og vi føler os for første gang, mens jeg har været med i Deicide, som en enhed."


Overstået death metal otium

- Ja, Jack, du kom jo med i Deicide efter en periode udenfor rampelyset da du havde kvittet Cannibal Corpse. Hvorfor kvittede du Cannibal Corpse og hvorfor sagde du senere "ja!" til at komme med i Deicide?

JO: "Jeg tror ikke så meget det var mig der kvittede death metal og Cannibal Corpse. Det var sgu’ death metal der kvittede mig. Det hele blev ligesom for meget, så jeg 'slappede af' et langt stykke tid…"

- Det er ni år siden du sidst var her på Studenterhuset med Cannibal Corpse. Har du savnet at spille i Aalborg eller bare i Danmark?

JO: "Hmmm… Jeg var her vist også i '98-99 (det var i '98 på Skråen - MV), men det er altid dejligt at være i Skandinavien. Her er mange lækre piger og øllet flyder i stride strømme, så der er altid fest, og folk, som vi møder til koncerterne er mere afslappede end hjemme i USA!"

- Ikke fordi jeg tror I behøver det, men held og lykke med at spille lige om lidt…! Skål på en god koncert!

Deicide: "Tak skal du ha’, mand. Skål!!!"

Kunstner
Titel
Deicide