Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Min fjerde ungdom

Populær
Updated
Min fjerde ungdom
Min fjerde ungdom

I anledningen af Michael Denners nye band Denners Trickbag bringer vi her første del af vores interviewreportage med ham. Ind imellem kunderne får vi os en lang snak om, hvad Denners Trickbag er og om baggrunden for at danne bandet.

Dato
16-01-2013

Det er onsdag ved frokosttid, og jeg har en interviewaftale med Michael Denner i hans pladeforretning Beat Bop i anledningen af, at hans nye band Denners Trickbag spiller to udsolgte snigpremierekoncerter i den kommende weekend. Da jeg kommer ind ad døren afbryder jeg tilsyneladende Michael midt i frokosten, der vist består af en klapsammen og en dåse Coca Cola. Vi har egentlig aldrig fået aftalt, hvad interviewet præcist skal handle om, så da jeg indledningsvis fortæller, at jeg først gerne vil tale om Denners Trickbag, men også senere i interviewet tale om at spille i andre bands, som for eksempel Mercyful Fate, kan jeg høre, at Michael allerede er i gang med at fortælle spændende ting. Heldigvis siger Michael med et smil i stemmen ’hov tror du ikke, at du bare skal tænde for optageren med det samme?’ Med det samme jeg får tændt, stikker en kunde hovedet ind ad døren for at høre Michael, om hvorvidt et bestilt album er kommet hjem. Michael svarer ’ja, jeg har fået det bestilt – og ja, jeg blev sgu helt glad, da jeg endelig fandt det – men det er på vej!’ Da kunden går igen, fortsætter Michael, hvor vi slap før:

- Selvfølgelig er det vigtigt, hvad andre mennesker synes, men det er ikke nok til at flytte ens grundholdninger. Fx som jeg, King og Hank – nu ved jeg ikke, men jeg begyndte at tjene penge på at spille guitar i1974, men gennem alle de år – ja, i starten var man rystende nervøs for, hvad andre mennesker syntes om ens guitarstil og personlige udstråling som rockstjerne! Men som tiden går, har jeg indtryk af, at man hviler mere i sig selv. Så siger man ’jamen, sådan er jeg, og sådan spiller jeg’– det må folk bare finde sig i’. Og det er egentlig super befriende at nå til det punkt. Samtidig er det også vigtigt, at man ikke mister sine ambitioner.

- Det er det fede ved at starte et nyt band for mig: at man får sin 2., 3. eller 4. ungdom – så er der noget til at motivere en igen og give den en ekstra skalle, hvor man lige øver de skalaer hjemme, inden man tager ud og øver med de andre, ik'! Det nytter jo ikke, at den anden guitarist kører en midt over, så på den måde må man ikke hvile på sit renomme og de gode gamle dage. Det er super motiverende for mig, det er det!

Hvad er Denners Trickbag?

- Jeg har længe gået og tumlet med en idé om, at hvis jeg nu havde frit slag på alle hylder af herboende musikere – af praktiske årsager, fordi jeg jo også selv har et stramt program med min pladeforretning og alle mine quizzer – så skulle det være nogle mennesker, som jeg lynhurtigt kunne komme i kontakt med. De skulle kunne troppe op på skæve øvetidspunkter og lignende, og det kunne jeg jo af gode grunde ikke gøre, hvis de andre var bosat i Sverige eller i Canada eller de lande, som vi har hentet musikere i gennem tiden som med for eksempel King Diamond band!

- Så jeg tænkte: Hvem ville jeg helst spille med, hvis jeg fik muligheden? Og der skrev jeg så fire navne ned på et stykke papir. Og så fandt jeg ud af, at - nu har jeg jo i mange år ligget og cirkuleret i heavy metal-verdenen – jeg tror, at det er 32 album, som jeg medvirker på indtil nu, hvor hovedparten er metal. Så kunne det jo være sjovt at spille noget musik, som jeg egentlig altid har brændt for – det der hedder progressiv heavy rock, altså 70'er-inspireret heavy. Det er i øvrigt også den slags musik, som jeg selv er vokset op med. Da jeg startede som pladesamler og blev fan af bands, var det den stil jeg dyrkede.

- Men som sagt havde jeg skrevet fire udvalgte navne op, som jeg så efterfølgende ringede til. Og alle fire siger så ja. Så holdt vi et bandmøde og fandt lynhurtigt ud af, at vi skulle hedde noget med Denner, fordi det var min idé, og jeg er en af dinosaurerne i branchen. Vi blev også hurtigt enige om, hvilken musik vi skulle spille – progressiv heavy. Vi havde så gået …

Måske vi lige skulle runde, hvem de fire er, som du har fået med i bandet?

- Ja, lad os lige gøre det. Sangeren i bandet hedder Berthel. Hank og jeg brugte ham i bandet Zoser Mez i starten af 90érne, hvor vi lavede et enkelt album. Berthel var en af de sangere, vi valgte til det album. Trommeslageren er Kim Hagemann, som også var med på Zoser Mez-pladen, hvor han også spillede trommer. Og nogen vil også kunne genkende ham fra det popband i 80'rne, der hed Voxpop, der spillede han også trommer. Han spiller også i en masse hard rock cover-bands – et hedder vist Highway Jam, Fat Rock og flere af de der bands. Han har også spillet trommer i Switchblade, som Ken Anthony lavede på et tidspunkt.

- Så har jeg Petse på den anden guitar. Petse er guitarist i Midnight Blues, hvor han spiler med den skaldede kok. Så spiller han i et tributeband, Gas Show, hvor Søren Berlev var trommeslager. De spiller Gasolin-ting. Så har jeg så på bas Flemming Muus, som er en af de mest benyttede bassister i dansk rocks historie. Jeg tror, at hans liste tæller ca. 150 album! Han har spillet med gud og hver mand – lige fra Hanne Boel til Lars H.U.G, Loveshop – ja, you name it! Hele den danske rock/pop-elite. Og så er Flemming og jeg i øvrigt barndomsvenner. Jeg har kendt ham siden 1969, så det var egentlig en helt speciel oplevelse at stå med ham i øvelokalet. Vi har altid kendt hinanden som venner, og nu fik vi endelig mulighed for at spille sammen i band. Det var en oplevelse … Det kom så til at hedde Denners Trickbag.

- Så var det jo fedt, at vi så hurtigt fik stablet nogle shows på benene, så vi kan få det prøvet af.

Ja I er jo lige dannet!

- Ja det blev dannet og fik gang i sejlene i sommeren 2012. Så det går ret stærkt.

Kan du så fortælle lidt mere om, hvorfor bandet blev dannet? Du har jo før dannet bands.

- Jeg har jo altid befundet mig i heavy metal-verdenen – i særdeleshed efter vi dannede Mercyful Fate og lavde den første mini-lp og så videre i start 80'erne – ja, faktisk helt tilbage fra da vi spillede i Brats i 1980. Mange mener jo, at Brats’ album fra 1980 er det første danske heavy metal-album. Men op gennem 70'erne havde jeg en stor passion for progressiv heavy rock. Hvis vi tager de store navne, så er det typisk Zeppelin, Deep Purple, Black Sabbath, Uriah Heep også videre og så videre, ik'?!

- Jeg har så altid brændt for denne genre, men jeg har aldrig fået lov at dyrke den med rigtig dygtige musikere, men det havde jeg så mulighed for nu. Det er en drengedrøm, der går i opfyldelse, at jeg langt om længe efter alle alle de år endelig får lov at spille dét. Det er den direkte årsag.

Men du har måske også fået blod på tanden efter de sidste års store sceneoptræden, for eksempel til Metallicas 30 års jubilæumskoncerter, som vi skal snakke lidt mere om senere?

- Jeg vil faktisk sige, at det kom til at bredde sig som ringe i vandet. Det startede jo med, at vi fik en invitation til at spille på Metallicas Guitar Hero, og det var jo de gamle gutter, der skulle samles. Den glæde ved at stå sammen i studiet ... og det kom jo til at fungere. Det, jeg så lavede på nogenlunde samme tid, var, at jeg fik en henvendelse fra bandet Volbeat, der bad mig om at spille på deres album, fordi både Jon og Michael var ret vilde med Mercyful Fate og havde været det siden dengang. Den indspilning blev så god, at de godt ville have mig med på den Danmarksturne, der kom efterfølgende, hvor vi ramte nogle af de store steder. Så var der Metallicas jubilæumskoncerter i San Francisco, og efter det blev jeg af King inviteret til at spille med på Sweden Rock og her sidst på Wacken med Volbeat for de der 75.000 mennesker, ik?!

- Så det er jo klart, at al den virak, der opstår omkring mit navn og min person i takt med at skaren af mennesker, der kommer ned i forretningen og skal have signeret et album eller have en autograf, vokser. Folk kommer langvejs fra. Jeg havde sågar et filmhold fra Singapore, der ville have et interview, og folk fra Chile og fra Mexico og fra andre steder i verden, der kommer for at få et håndtryk og signeret plader og får et foto med tilbage.

- Folk står jo og siger til mig ’Er det i orden, at vi tager et billede?’, hvor jeg siger, "ja selvfølgelig er det det", for det er mig, derer taknemmelig. Uden alle de mennesker var jeg intet! Så jeg er enormt glad, hver gang der kommer nogen, som har lyst til at snakke om gamle Mercyful Fate, og hvad de ellers har lyst til at snakke om – så det er rigtig fedt! Det er jo med til at holde mig i mit navn og mit omdømme som guitarist. Det er jo selvfølgelig fantastisk rart for mig.

- Også glæden … Nu min søn, han er 16 år og er begyndt at spille heavy, han har også en Flying V lige som jeg har, og han kan få fornemmelse af, at det kan være langtidsholdbart at være heavy metal-guitarist. Det må man jo sige, at det har været i mit tilfælde!

Ja. Det er ikke så lang tid siden, at jeg har i Vega og høre Opeth. Mikael sagde også oppe på scenen, at han havde været nede hos dig og købe den Mercyful Fate T-shirt han havde på, og at han var stor fan af Mercyful Fate.

- Ja ja ja. Det er jo også igen det der med stolthed, når bands som Opeth kommer ned og siger, at de er Mercyful Fate-fans og er entusiastiske, så bliver man jo stolt. Nu blev jeg jo også nysgerrig og købte nogle af de sidste af deres plader. Og det er jo nogle aldeles fremragende musikere!

Ja, det er de!

- De er nemlig fremragende, og så falder de jo i min smag. Jeg er også blevet penneven med Mikael, der er leder af bandet, fordi vi har en stor fælles interesse for at samle på progressiv heavy og rock fra 70'erne – det er vores store passion. Så de første mange mails handlede jo om sådan noget "kender du så den plade og har du den plade" – de mest obskure ting, hvor vi i store træk havde kendskab til hinandens pladesamling. Og det er jo fedt at kunne knytte bånd den vej. Som Viktor Borge så rigtigt en gang sagde, så er den korteste vej mellem to mennesker et smil, men jeg vil så også sige, at musik også kan skabe en genvej mellem to fremmede mennesker. Musikken kan binde folk sammen – det fællesskab, musikken kan være. Det oplever jeg jo også her i Beat Bop og til mine musikquizzer i klubben med ligesindede tosser: At man har lov til at nørde igennem.

Ja, eller til en koncert. Det kan jo nærmest opleves som en privatfest, hvor alle ens gode venner og bekendte kommer og hygger.

- Ja ja, lige præcis. Man ved, at de andre mennesker står og nyder den samme musik, som man selv gør – det kan forstærke oplevelsen. Fantastisk! Det har egentlig også været mit indtryk, at heavy metalfolket er nogle af de meste trofaste folk. Altså, bliver du fan af et band, så følger du dem til døden – det er jo fantastisk! Og det har vi jo så kunnet nyde godt af i Mercyful Fate, at skaren af tilhængere bare er vokset og vokset.

- Jeg har en ganske stor gruppe af 14-17-årige, som kommer og fortæller, at de er Mercyful Fate-fans og er helt vilde. De kommer for at få autograf på deres plader, ik'! På en eller anden måde – uden at bruge for store ord – så bliver man jo udødeliggjort og får en form for legendestatus, hvilket er lidt pudsigt, men jeg har altid sagt helt kynisk: Uanset hvor dårligt  du spiller på dit instrument – bliver du ved længe nok, så skal du nok blive legende til sidst, haha!

Haha, ja. det kan der måske være noget om. Nå, men selvom der er udsolgt til de to kommende verdenssnigpremierer, kan du så fortælle lidt om, hvad man kan opleve de to aftener?

- Vi har support på, der spiller i cirka en halv time. Så vidt jeg har regnet ud, skulle vi gerne være på i to timer. Når vi har spillet, har jeg efterfølgende fået ansvaret for at vende plader til natdiskotek. Det har jeg tænkt skulle holdes i samme ånd, hvor vi skal høre godt gammelt heavyrock.

- Jeg glæder mig helt vildt, og det gør resten af bandet også – de glæder sig rigtig meget til at komme ud og trykke den af. Vores officielle verdenspremiere er på Musikcaféen i Huset i Magstræde den 8. marts. Så vi tyvstarter nu, netop fordi vi til de to snigpremierer er omgivet af primært venner og bekendte, hvor stemningen bliver helt afslappet og nærværende i privatregi. Så det må jo gå hen og blive to rigtig gode aftener. Det er jeg ret sikker på.

Det er jeg også! Og der er HELT udsolgt, ik?

- Jo, der er helt udsolgt begge aftner. Så hold øje med vores show i Huset i Magstræde i marts.

Men her slutter interviewet ikke helt, så hold øje med vores nyhedsbrev de kommende uger, hvor vi bringer anden del af vores interview med Michael Denner. Her kan du glæde dig til en længere snak om tiden i Mercyful Fate, hvorfor han et par gange holdt pause fra Mercyful Fate, og hvad Denner bedrev ’pauserne’ med.

Menu