Morgendagens stjerner: Ipomonia
I dag udkommer første single fra Ipomonia, der måske er en af morgendagens stjerner. Her kan du både læse om hvem Maja Partsch er, og lytte til 'Nyctophobia'.
Kan du lide din musik i sweetspottet mellem progget, episk og tungt? i så fald skal du straks lytte til Ipomonia!
Vi kan her præsentere et helt nyt band fra Danmark, som spiller metal inspireret af det nordiske, uden at forfalde til fløjter og fjol.
Hvem er med i bandet?
Indtil videre er det primært Maja Partsch, som har skrevet og indspillet musikken, men der har været et fedt hold bag til instrumenter som bas og trommer, hvor Eskil Rask fra Iotunn har indspillet bas, og Frederik Uglebjerg fra Isbjörg (og tidligere Svartsot) har indspillet trommerne samt mixet og mastereret musikken. Det er planen i den nære fremtid at etablere et mere fast setup til livekoncerter og til indspilning af fremtidige udgivelser.
Hvordan startede bandet?
Ipomonia er startet med mit (Majas) drive til at skrive musik og udtrykke mig gennem musikken og etablere et band fra bunden omkring en specifik lyd, som jeg hører for mig og har en stor drøm om at udvikle. En lyd, som jeg ikke tidligere har oplevet kunne antændes på samme måde i andre, mere etablerede projekter jeg har været del af. På den måde har idéen spiret længe, men har krævet noget mod at træde ud i, fordi det er et stort skridt at starte et projekt fra bunden frem for at indgå som guitarist i mere etablerede projekter, som jeg ellers har gjort. Man kan også sige, at denne udgivelse på en måde i sig selv markerer projektets officielle start ude i det større metalfællesskab.
Hvor var jeres første øver?
Ipomonia har som liveband endnu ikke haft sin første øver, men jeg har allerede kontakt med flere fede og dygtige folk, som gerne vil være med live, og uden at have samlet holdet endeligt endnu glæder jeg mig vildt meget til at tage hul på at spille materialet i et øvelokale med dygtige musikere.
Hvor var jeres første koncert?
Ipomonia har sin første livekoncert til gode, og der er allerede et virkelig fedt show i kalenderen i 2026, som jeg glæder mig til at kunne løfte sløret for. Måske skal vi spille et par shows før dette, men ellers kunne det være en super fed debut.
Hvem har fået øje på jer/dig?
Jeg har en del kontakter i metalmiljøet i forvejen igennem de bands, jeg har spillet i før. Derudover har jeg en bror (Emil Partsch), som er guitarist i Lamentari, og vi støtter generelt hinanden i vores musikkarriere – hvor jeg kendte nogle dygtige musikere at sætte ham i kontakt med, da Lamentari søgte live-setup tilbage i 2020, har Emil sat mig i kontakt med Lamentaris venner i Iotunn. Herigennem mødte jeg Eskil Rask, som jeg også spillede sammen med i Cold Night for Alligators, og som har indspillet den fedeste båndløse bas på 'Nyctophobia'. Bjørn Wind Andersen (trommeslager i Iotunn) har også været med til at arrangere trommer til singlen og derudover bare støttet over chat i processen med at starte et projekt fra bunden. Endelig har Max fra Lamentari givet sig tid til at lytte og give feedback på strygere på flere af Ipomonias numre samt undervist dybdegående i strygerprogrammering. Det betyder rigtig meget at have så fede musikere i ryggen, som jeg har kunnet mærke virkelig tror på lyden og musikken. Endelig har Emil så stille smuglet noget Ipomonia-musik ind på Lamentaris managers banehalvdel, hvilket gav pote, da Søren Weiss' (Nightcrawler Management) respons på lyden har været meget positiv.
Hvad har været jeres største koncert?
Som beskrevet tidligere er den yet to come, men jeg håber at komme op og spille nogle fede og måske endda store og episke scener, som jeg har prøvet med andre bands. Noget lignende Bloodstock, som jeg spillede helt tilbage i 2016, kunne være fedt at genopleve med et projekt, jeg selv har etableret fra bunden. Det er lidt en teenagedrøm, som ville gå i opfyldelse.
Hvad er det sværeste ved at være ny i gamet?
Man skal bygge sit navn op helt fra bunden – fra at ingen kender en eller ved, hvem man er – og man skal skabe en masse nye relationer for, at musikken når ud til andre mennesker. Og fordi halvdelen af glæden ved at lave musik i min oplevelse også er at dele den, håber og krydser jeg bare fingre for, at musikken får vinger, så dem, der kan få noget fedt ud af at lytte til musikken, faktisk får muligheden.
Hvordan har det været at indspille debutpladen? (EP'en)
Det har været virkelig fedt og hårdt på samme tid. Der er rigtig meget, der har været et first, som skulle læres – i de mere producertekniske ting. Der har været nogle kampe, man bare skulle igennem og blive ved med at tro på, at det nok skulle lykkes. Og et hav af tekniske problemer, som man bare får i starten, fordi de skal komme mindst én gang … Og det er 100% dét værd, for det er så utrolig fed en følelse at skabe musik, som jeg hører for mig og drømmer om, og at få det til at manifestere sig i virkeligheden som et helstøbt produkt.
Hvad er jeres/dine inspirationer?
De inspirationer, som går ind i Ipomonias lyd, er virkelig forskellige og brede, men samtidig har de lidt nogle grundfølelser til fælles. Det er både musikalske, progressive nørdegenier som David Maxim Micic og hans tidligere projekt med Djelmash, Destiny Potato, samt Devin Townsend Project. Her er det det store univers sammen med en kæmpe opmærksomhed på, hvad melodiske og rytmiske temaer frembringer af følelser og historier, som gør de her former for prog-universer så fede.
Samtidig er den nordiske lyd en stor inspiration, da der er noget unikt i de klange, som nordisk inspireret musik har, som også har en meget stærk følelse. Det er blandt andre Eivør, Sylvaine og Kalandra, men også den gamle klassiker med Sebastian (Skatteøen). Her er det også en stærk melankoli og det at fortælle historier om livet og skabe en stor lyd og et univers, som inspirerer. Og så undslipper lyden ikke min kærlighed til den 80’er-agtige, nærmest vokalagtige guitarstil, som tidligt (sammen med min bror Emil) har skabt et fundament for hele min måde at tænke og spille guitar på.
Hvad er jeres drømme?
Jeg drømmer om, at Ipomonias lyd når ud til så mange som muligt, da jeg selv oplever at have fundet en lyd, der er værd at tro på, og som kan noget, der er sit eget. Jeg drømmer om at udgive meget mere musik med Ipomonia og at spille nogle fede shows, få nogle synergier og opleve, at der er nogen, der får noget ud af at lytte til musikken. Selvom man altid drømmer om at blive “stor”, er det ikke så meget det at få et “stort publikum” alene, men forhåbentlig at komme til at mærke, at musikken gør noget ved andre mennesker.
Hvordan vil I nå dem?
Jeg vil blive ved med at lave musik og arbejde med de synergier, der opstår – og gøre, hvad jeg kan for at få synergier til at opstå for at få musikken ud i verden. Så vil jeg bare arbejde hårdt, for det ved jeg skal til – og samtidig gøre en aktiv indsats for, at den kreative flamme får lov at trække vejret og eksistere for sin egen skyld. For det er et fundament, som jeg tænker er det vigtigste.
Hvordan vil I virkelig IKKE ende?
Man kan nok aldrig helt spå om fremtiden, og hvad man selv vil være glad for derude. Men det værste, jeg kunne forestille mig lige nu, og som jeg ikke ønsker skal ske, er at miste grunden og gnisten til at lave denne musik og udgive den med Ipomonia. Det tror jeg er det mest essentielle – at det, som denne lyd og musik er, bliver ved med at være og have mulighed og grund til at eksistere.
Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.)?
Meget – heldigvis! Folk synes, det er super fedt, forstår, hvorfor det er vigtigt for mig, og når jeg fortæller om det, synes de, at det er super sejt. Jeg kommer fra en meget musikalsk familie, så der er al form for opbakning, både moralsk og mere teknisk.
Her har min far for eksempel længe støttet mig i at “have en særlig lyd.” Når jeg spiller Ipomonias musik for familie, kæreste og venner, giver de udtryk for at være rigtig stolte, og jeg oplever, at de ser det særlige i lyden – selv dem, der ikke lytter til metal ellers. Det er ikke altid alle (f.eks. fjernere kollegaer), der forstår, hvad det er, og hvor meget det betyder for mig – men det forstår jeg godt, for det er jo ikke nødvendigvis en følelse, man kan kende, hvis ikke man selv har musik i sit liv på den måde.