Årsliste 2023 – Jacobh Hansen

Et stærkt år for os genreanarkister med bl.a. Malokarpatan'sk black, Mansion'sk doom og Terminalist'sk thrash, samt Brutal Assault og Metal Magic, som et par af årets skarpeste indslag.

Årets danske album:
1. Terminalist: 'The Crisis as Condition' – Egentlig er thrashen ikke min go-to-genre, men jeg må give Terminalist, at de virkelig har fat i noget, og også er kommet et skridt videre siden debuten. Samspillet er skærpnet, sangene sætter sig, og Emil Hansens tone har fået et mere råt bid, der gør lydbilledet mere giftigt. Må flere få øjnene op for disse københavnske selvudnævnte hyperthrashere!

2. Tongues: 'Formløse Stjerner' – Egentlig havde jeg nærmest glemt alt om Tongues, selvom debuten også var med på min årsliste tilbage i 2017. Det fik 'Formløse Stjerner' så ændret gevaldigt på, og tak for det! Tunnelsynet og råddenskaben har ikke fortaget sig, og det lyder i det hele taget til, at de har brugt de fem mellemliggende år konstruktivt på at perfektionere deres disharmoniske take på black metal-genren.



3. Saturnus: 'The Storm Within' – Deres bedste, siden Kim Larsen forlod bandet på 'Martyre' for ... mange år siden. Den nye konstellation har virkelig højnet sangskrivningen i denne ombæring, og særligt leadguitarist Indee Rehal-Sagoo tilføjer en Floyd'et nerve til helheden. Stadig lidt for midtempo og sikker her og der, men ikke desto mindre vinder den i det lange løb på dynamik og sange, der sætter sig på nethinden.



4. Of the Wand and the Moon: 'Behold the Trees' – Nu vi er ved Kim Larsen ... en plade, der ærligt talt var gledet helt under radaren indtil tilblivelsen af denne årsliste. Har altid haft en svaghed for ambiensen og mystikken i OTWATM-universet, og begge dele får fuld skrue i denne ombæring. Rungende klokkespil, ghost-synths og ulmende hvisken fungerer som portal til naturens betagende drømmeverden.

5. Stikkersvin: '...Og De Levede Ulykkeligt og Alt For Længe' – Svært at stå for den primitivt punkede black-energi og sanger Skvats maniske vanvid. Selvom Stikkersvin mere gør udslaget for mig i live-sammenhæng, hvor de excentriske kvaliteter tager overhånd, så har de uden tvivl fat i noget underligt betagende med deres arkaiske sproglige referencer og skæve take på black metal-genren.

Årets internationale album:
1. Malokarpatan: 'Vertumnus Caesar' – Formen brydes endnu mere op her på den fjerde skive fra Slovakiets eksperimenterende black-unikummer. Brugen af keys minder om alt fra barok til Goblin, mens metallen både trækker på galopperende heavy og first wave-blacket intensitet, med gong og vals som ekstra krydderi. Alt sammen svøbt i konteksten af et konceptalbum om den okkulte alkymist af en kejser, Rudolf II.
På papiret absurd, men i praksis ... hør det, og føl dig oplyst.

2. Mansion: 'Second Death' – En af de bedste doom-plader, jeg har hørt i nyere tid. Finsk og ritualistisk, med udgangspunkt i kartanoisternes kristent asketiske kultdyrkelse i midten af 1900-tallet. Fortryllende i sin spiritualistiske indlevelse, og med en sanger, der lægger sig et sted mellem Julie Christmas og Chelsea Wolfe, både i tone og ånd. Uvisheden om, hvorvidt de rent faktisk dyrker kartanoismen for real, føjer kun ekstra til den okkulte tiltrækningsværdi.



3. Dødheimsgard: 'Black Medium Current' – Sikke et værk ... Abstrakt og eksperimenterende, men alligevel med en gennemgående, melankolsk tone, der gør det hele så meget mere relaterbart og dybtfølt et eller andet sted i deres efterhånden velkendte mix mellem black og elektroniske dyder. Absurd at toppe kunstnerisk så sent i karrieren.

4. Fleshvessel: 'Yearning: Promethean Fates Sealed' – Progressiv ekstremmetal med ocarina, viola og harpe, for blot at nævne et udpluk af instrumenteringen. Det her projekt gør tydeligvis more is more til en regel, og på en eller anden forunderlig måde lykkes det dem. Bestemt ikke et let lyt, men når først 'Yearning ...' er gledet ind under huden, er det virkelig svært at slippe dens stilistiske tour de force gennem jazzede basgange og dystopiske lydbilleder fra alle verdenshjørner.



5. Dymna Lotva: 'Зямля пад чорнымі крыламі: Кроў' – Et teatralsk indlevende opgør med deres dybt korrumperede, hviderussiske hjemland. Med skrig, gråd og hyl er lydbilledet malerisk hårdt, uden dog ikke også at åbne op for mere drømmende kvaliteter i momenter. Black metal af den arty skole  – White Ward-fans kan trygt lytte med her.

Boblere:
Convocation: 'No Dawn for the Caliginous Night' – Altopslugende death/doom med bjørnebrølende intensitet.
No Spill Blood: 'Eye of Night' – Synth, kraut og Svart – hvad kan gå galt?
Alkaloid: 'Numen' – Legesyg, teknisk overlegen og hele ventetiden værd.


Årets danske hit:
Terminalist: 'Last Remains' – Tribulation-smagende harmonier clasher med huggende thrash, toppet med komplekse tremolo-linier og en outro, der tenderer det episke. Melodisk, intenst, en nyklassiker til repertoiret.



Årets internationale hit:
Malokarpatan: 'Kočár Postupuje Temnomodrými Dálavami Na Juhozápad' – Hvad er et hit egentlig? Dette er i hvert fald en forrygende banger, der forstår at spille de klassiske metal-referencer op til perfektion med et østeuropæisk touch, plus det der twist af cembalo vi ikke vidste vi havde brug for.



Årets genfundne klassiker:
My Dying Bride: 'The Dreadful Hours' – Under forberedelsen til et fremtidigt Synderegister (ranking af MDB-diskografien) må jeg tilstå, at denne plade er gået mig totalt næsen forbi i tidernes morgen. En eklatant fejl. Dem, der kun sværger til de første plader, går virkelig glip af noget, og sange som 'The Raven and the Rose' og 'A Cruel Taste of Winter' demonstrerer med al tydelighed hvorfor.

Årets koncerter:
1. Bütcher: Metal Magic Festival, Fredericia, 7. juli – Efter at have skamdyrket '666 Goats Carry My Chariot'-skiven igennem hele pandemien var Bütcher min topprioritet på årets MMF, og de belgiske speed metal-bastarder overgik alligevel alt, jeg havde turdet at drømme om. Intenst, ægte og så fandens sejt!



2. Julie Christmas: 013 Main Stage, Roadburn Festival, Tilburg, 20. april – 'Mariner' har betydet uendeligt meget for mig, og selvom hun intet spillede derfra, så var hendes tone og karismatiske væsen dybt betagende – og det nye solomateriale var magisk i ånd med fortidens bedrifter. Måske man skal tage en én-dags billet til Roskilde '24, bare for dét gensyn ...

3. Midnight: Metal Magic Festival, Fredericia, 6. juli – "På tidsrejse tilbage til de tidlige firsere, hvor metalscenen fortsat var dybt forankret i punkens simple og rå æstetik, med hvad dertil hører af tekster om bøller, blod og blasfemi. Fåkking fart og mørke, råt og beskidt uden unødig omsvøb."

4. My Dying Bride: 02 Shepherd's Bush, London, 1. december – Dramaet fik fuld skrue, Aaron Stainthorpe mestrede stadig det bastante brøl, og de trak klassiker på klassiker ud af ærmet, nogen mere overraskende end andre. Og så lige Paradise Lost med hele 'Icon'-pladen bagefter – hvilken aften!

5. Pentagram: Pumpehuset, København, 3. august – 50-årsjubilæums-tour. Victor Griffin tilbage i folden. 'Relentless' og fuzz for alle pengene. Evigt forførende Liebling. Muligvis bedste koncert, jeg nogensinde har set i Pumpehusets stueetage.

Boblere:
Pantera: Helviti, Copenhell, 15. juni – en fed koncert med Zakk Wylde? Nej, nu har jeg aldrig!
Brutus:  013 Main Stage, Roadburn Festival, Tilburg, 21. april – Stefanie Mannaerts stjal showet med whiskystemme og Dave Grohl'sk slagkraft.
Hypocrisy: Eksercerhuset, Winter Metal Magic, Fredericia, 4. februar – Stærkt oldschool-set for os, der elsker vores Hypocrisy oldschool.


Årets danske navn:
Afsky – Selvom jeg personligt ikke er den store Afsky-fan, så må jeg tage hatten af for hvor langt Ole Luk har bedrevet solovirket på kort tid. Med et stærkt, nyt ensemble i ryggen, en plade der møder bred anerkendelse og en touraktivitet, der i år bl.a. har ført dem til Inferno Festival, Roadburn og Copenhell samt det der dårligt timede smut til Israel. Alt tyder på, at Afsky har fremtiden foran sig, og al cadeau for også at lade faklen brænde for den danske black metal-scene uden for landets grænser!

Årets internationale navn:
KEN Mode – Det canadiske noiserock-foretagende var gået lidt min næse forbi, indtil de slog benene væk under mig på Roadburn i år med dissonans, saxofon og et dynamisk lydbillede, der fik pulsen både op og ned, når musikken afkrævede det. Absolut et af Roadburn-højdepunkterne, jeg også gerne havde genset i Valby her i oktober, og 'Void'-skiven fra i år demonstrerer med al tydelighed, at de også mestrer kunsten at kanalisere energierne fra live-formatet ned på plade. Endnu et band, der drukner i masserne – folk ved ikke, hvad de går glip af.



Årets nye danske navn:
Stikkersvin – De her drenge er bare en fest. Lige siden jeg dækkede deres debutkoncert på Winter Metal Magic for et år siden har deres skævt catchy punk/black-hybrid og maniske vanvid, sidstnævnte hovedsageligt båret af Skvattet i front, charmeret sig ind på den danske scene. En håndfuld koncertoplevelser er det blevet til siden, hvor særligt showet på Pumpehuset med Nyredolk står ud som et personligt højdepunkt. Så længe brodden og vanviddet ikke fortager sig, skal Stikkersvin blive spændende at følge i de kommende år.

Årets nye internationale navn:
SKYND – I rummelighedens navn er de her australiere kommet ret meget bag på mig med deres industrial-/nu metal-inficerede divapop, ikke mindst efter deres koncert på Copenhell i sommers. Den gennemgående tematik, hvor hver single belyser en ny drabssag/massemorder, fungerer fremragende, og selvom jeg som udgangspunkt foretrækker albumformatet, er denne måde at lægge samme vægt på hver sang, med hver sin fortælling, et glimrende alternativt format at have i baghånden.

Årets comeback:
Alkaloid – Jeg troede egentlig, projektet var lagt i graven siden 2018's 'Liquid Anatomy', men så landede 'Numen' ud af det blå. Ambitionerne og eksperimenterne er bestemt ikke nedtonede, med plads til alt fra jazz/fusion til Morbid Angel-riffing. I en bedre verden ville vi også opleve tyskerne på spillestederne, men ikke desto mindre thumbs up for stadig at sætte tiden af til dette forrygende, kunstneriske studie-afbræk indimellem deres respektive, primære bands.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Dymna Lotva: 'Зямля пад чорнымі крыламі: Кроў' – Coveret demonstrerer malerisk pladens grundtema om krig. Dramatisk og smukt, i perfekt sammenhæng med lydbilledet, inkl både tekster (oversat til engelsk) og en beskrivelse i insertet af, hvordan de er flygtet fra Hviderusland til Ukraine p.g.a censur og korruption, og hvilken effekt krigen har haft på deres liv.
Hvilken historie, hvilket layout, hvilken plade!





Det overså jeg i 2022:
Ashenspire: 'Hostile Architecture'  – Af en eller anden grund synkede den først rigtig ind i starten af 2023, selvom flere af kollegerne sidste år havde hyldet skotternes "rødanarkistiske og queer agit-jazzede black metal". Nogle gange kræver det bare lidt ekstra at få helhedsindtrykket ind under huden, og deres cementering af budskaberne på Roadburn fungerede som den famøse prik over i'et.

Årets optur:
- Endelig egen lejlighed! En lille sejr, der har lettet en tiltagende presset hverdag!

- Ud over egen næsetip er det fedt at opleve et miljø, der i sandhed er ved at "redefine heaviness" på alle parametre. Mens KISS og alle de andre dinosaurer udfaser deres mere eller mindre dramatiske død, står ungdommen klar i kulissen med masser af inspiration, vitalitet og nytænkning – klar til, at folk tager sig sammen og samles om den nye, musikalske verdensorden i stedet for bare at knytte sig til fortidens bedagede klenodier. Generation Z har i år mere end nogensinde før vundet indpas, både på og foran scenekanten, og det kan mærkes og viser, at tyngde ikke behøver bestå af de samme grundsubstanser, de foregående generationer knyttede sig til – og gudskelov for det, og for ikke blot at hænge fast i dogmer, der er overgået sidste holdbarhedsdato i 2023.

Årets største skuffelse:
- I forlængelse af ovenstående, så savner jeg mere samlingskraft om de nye håb. Mange knytter sig til fortiden, og giver hverken nutiden eller fremtiden det skud i bøssen, de fortjener. Det er nærmest kontraproduktivt, når folk efterspørger hvor de nye er til at tage over for dinosaurerne. Pointen er ikke at finde nogen, der gør det samme som de gamle, men at give plads til de nye, der kipper med den kunstneriske fane og har noget at have det i.
Et problem, som desværre er omfattende i en tid, hvor et væld af up-and-coming navne stjæler hinandens opmærksomhed på Bandcamp og alle de øvrige streamingtjenester, mens labels, promotere, bookere og spillesteder alle kæmper en indædt jagt for at overdøve hinanden med tilsvarende budskaber om, hvem der fortjener din opmærksomhed. Ikke underligt, at mange af de kunstneriske guldkorn drukner i masserne, men anerkend nu også din egen rolle her. Ingen regler foreskriver, at du primært skal lytte til de samme navne om ti år, som du gjorde i dine teenageår, medmindre du da virkelig gerne vil være den der træls type, der altid brokker dig over, at intet er ligesom i de goe, gamle dage ... 

- Nogle ville givetvis så argumentere for, at awardshows kunne være en fin anledning til netop at give et øjebliks fokus til dem, der retteligt måtte fortjene det og generere lidt samlingskraft. Erfaring viser dog, at den slags for det meste er kalkuleret, meningsløs rygklapperi, hvor det kræver indflydelse at blive hørt, og vinderne i den sidste ende bliver dem med de stærkeste folk i ryggen fremfor dem med den stærkeste, kunstneriske merit – og hvad formål tjener det så, andet end en fin overskrift til et Facebook-opslag?

- I en helt anden dimension er det også trist at se, hvordan udviklingen i Ukraine stadig står i stampe. Musikalsk, fordi jeg i år har misset tre muligheder for at se White Ward, som sidste år toppede min årsliste med 'False Light', men i kraft af både at være uddannelsesmæssigt og personligt investeret i regionen smerter det mig mest af alt, at der stadig ikke er sat en stopper for Putins groteske personlige mission, og at se hvilken effekt det, sammen med de lige så groteske events i Israel/Gaza, har på sikkerhedspolitikken på tværs af kloden.
Må 2024 føre i det mindste bare en smule mere fred og stabilitet med sig i begge regioner!



Største ønske for 2024:
- Tør man håbe på en ny plade fra Julie Christmas, nu hvor hun ligefrem genaktiverer liveaktiviteten?
- Nåhja, så vil det egentlig heller ikke gøre mig spor, hvis Kerry Kings nye projekt bliver endnu en musikalsk parentes. Slayer var fede for +30 år siden, men lad os nu komme videre, og ikke stadig stå og råbe efter "den der med Slayer!".

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
- Endnu et stærkt line-up på Brutal Assault med bl.a. Dødheimsgard, Brutus, Devil Master, Primordial og Triumph of Death/Hellhammer forude. Er du ny i Brutal Assult-gamet, så kan du læse nærmere om festivalen i vores guide her.
- Endnu mere nytækning på Roadburn med bla. Chelsea Wolfe, Lankum, Wiegedood og en unik commision fra Hr. Hexvessel, Mat McNerney.
- Ihsahn, der går orkester-black.
- Den noget forsinkede 'The Institute' fra King Diamond (17 år siden forgængeren, really?!?).
- Den ligeledes længe ventede gendannelse af danske Aurora – tør man håbe på en ny 'Eos'?
- Den nye fra norske In Vain – hvis den bare tilnærmelsesvis matcher 'Currents', som var min yndlingsplade i 2018, så bliver jeg en glad mand!
- Nåhja, og Opeth og Paradise Lost og High on Fire og og og .... alle det nye håb, jeg ikke kender endnu!
Invester i fremtiden = lev et bedre liv i nutiden!