Årsliste 2023 – Mads Peder Lau Pedersen

Tradition kombineret med fornyelse er tidens løsen, hvis man skal lave god metal. Spørg bare Dødheimsgard, Malokarpatan og den danske scene. Og hvis man skal have styr på sin fomo med ro i sjælen, skal man begynde at gå til færre koncerter.

Årets danske album:
1. Of the Wand and the Moon: 'Behold the Trees' – Kim Larsen, Of the Wand and the Moons bagmand, leverer altid høj kvalitet og gennemarbejdede lydbilleder. Det gør han også på dette introspektive og rugende, dronende og ringlende dark ambient-album, der afviger fra projektets normale dark folk og tager lytteren med ud i en stor og mægtig og frygtindgydende natur.



2. Big Mess: 'Cleaning Up With Big Mess' – De københavnske poppunkere har, tror jeg nok, lavet deres bedste album med dette ultracatchy album, der med skamløse hooks blander powerpop, glamrock, en bismag af oi! og klog/dum poppunk til årets bedste rengøringsplade.

3. Terminalist: 'The Crisis as Condition'  – De Vektor-inspirerede københavnske "hyperthrashere" udforsker en slags alternativ verden, hvor det var grupper som Voivod og Hellwitch, der blev de store thrashbands i stedet for Anthrax og Megadeth. De lykkes med at lave et album, der både er tro mod genren og føles som en lille fornyelse.

4. Tongues: 'Formløse stjerner' – Tongues er ikke spor formløse på deres andet album, de har bare valgt at opløse formerne, doom, death og dissonans, og så køre dem gennem en art black metal-filter. Resultatet er til tider bjergtagende.

5. Saturnus: 'The Storm Within' – Jeg er ikke helt så meget oppe at køre over den her, som over forgængeren, den 11 år gamle 'Saturn in Ascension', der kanaliserede storhedstiden mere rent. Men selv et Saturnus lidt under vanlig standard (hvis man da kan bruge den vending om et band, der udgiver et album hvert fjerde folketingsvalg) er stadig ret så godt.


Årets internationale album:
1. Dødheimsgard: ‘Black Medium Current’ – Dødheimsgard har lavet gode album, imponerende album, nyskabende album – MEN de har aldrig rørt mig følelsesmæssigt, som de gør med 'Black Medium Current'. Teksterne er melankolske og tilbageskuende, musikken med sin blanding af post-black, progressiv rock, jazz og elektroniske elementer peger fremad. Men trods de mange genrer bliver der aldrig tale om stilforvirring; i stedet bliver 'Black Medium Current' en musikalsk kulmination på den eksperimenterende black metal.



2. Malokarpatan: ‘Vertumnus Caesar’ – Ethvert andet år var 'Vertumnus Caesar' blevet nummer 1. Slovakkerne udvikler sig ret radikalt fra gang til gang og har taget springet fra landlig oksekærre og fakler og høtyve-black metal til kejser Rudolf d. 2's alkymistisk orienterede hof. Eksperimenterende, men aldrig stilforvirret, viser de, hvor vidt man kan spænde musikalsk og stadig bevare sin egen identitet.



3. Cirith Ungol: ‘Dark Parade’ – Det er sjældent, jeg foretrækker gamle bands' nyere udgivelser over det klassiske materiale. 'Dark Parade' er et af disse få tilfælde. Jordskælvende monumentalt.

4. Hexvessel: ‘Polar Veil’ – Hexvessel blandede deres proggede skovfolk med sortmetallisk skærebrænderguitar fra Ulver-skolen, mens Mat McNerneys rene vokal svævede over de metaforiske polaregne, finnerne malede frem. En tiltrængt fornyelse hos et band, der var begyndt at blive ligegyldige.



5. Primordial: ‘How It Ends’ – Selvom jeg ikke kunne sige mig fri for en fornemmelse af autopilot hos de evigt storladne irere, må jeg indrømme, at jeg godt kan lide deres autopilot. En positiv overraskelse fra et band, jeg ellers havde frygtet var færdige som studieband.

Årets danske hit:
Lichgate: ‘Oxenhead Bait’ – Selvom de er danske, kunne de lige så godt være fra en skummel, slovakisk krypt. Distinkt centraleuropæisk- og østblokficeret black af den gamle skole med tydelig Helhammer-inspiration på debutdemoen 'Demos Occultus'. Vokalen kunne godt tåle at være lidt bedre, men det her er herligt at lave fagter til iført forestillet kutte.

Årets internationale hit:
Cirith Ungol: ‘Sailor on the Seas of Fate’ – Monumental, storslået ægte episk metal, som jeg har hørt igen og igen, med næven løftet og vinden blæsende i håret. Eller nok bare med røven plantet i kontorstolen og hænderne på tastaturet – men det har føltes som det første.



Årets genfundne klassiker:
Vinterland: ‘Welcome My Last Chapter’ – Da svenskernes isnende kolde, melodiske black/death-kultklassiker udkom i 1996, afskrev jeg og mange andre dem som Dissection-kopier. I dag synes jeg, det er bedre end størstedelen af de nyudgivne album, jeg hører. Det ubehagelige spørgsmål er, om jeg 1) overså nogle kvaliteter dengang, 2) om standarden er dalet så meget siden 90'erne, at gårsdagens mellemgode plader er bedre end det meste af nutidens bedste, 3) om jeg er blevet en gammel nar, der synes, at al musik var bedre i gamle dage.
Jeg gætter på, at alle tre muligheder er korrekte.



Årets koncerter:
1. Current 93: Union Chapel, London, 11-03-2023; Electric Ballroom, Hastings, 09-03-2023 + 10-03-2023 – Tre koncerter tre dage i rap med de apokalyptiske folk-legender Current 93 var faktisk ikke for meget af det gode. De første to meget små, 39 i publikum, i en gammel biograf i Hastings var så intime, at jeg stod i pissoirkø bag David Tibet, Current 93's visionære omdrejningspunkt. Det sker ellers nærmest kun til punkkoncerter, det med at stå i pissoirkø bag forsangeren. Koncerten i det langt større Union Chapel var blandt de bedste fem af de omtrent tyve gange, jeg har set briterne, en usædvanligt smuk og overstrømmende oplevelse.

2. Bütcher: Metal Magic, Monjasa Park, Fredericia, 12-07-2023 – Vanvidshærg fra speedomane belgiere, der med flere omgange overhalede Metallicas gamle dictum om "Don't stop for nothing, it's full speed or nothing". Suverænt.

3. Blind Guardian: Epic Fest, Gimle, Roskilde, 14-04-2023: – Det virker skørt at have så god en koncert på en tredjeplads, men jeg har åbenbart valgt at gå til virkelig gode koncerter i år. Jeg har en fortræffelig smag, og det vil jeg gerne komplimentere mig selv for.
Jeg vil også gerne komplimentere Epic Fest for e-n-d-e-l-i-g at få Blind Guardian til Danmark til en klubkoncert. Landskampstemning (altså en af de gode landskampe) og fællessang fra start til slut, så Gimles intime sal føltes som et stadion.

4. Stormkeep: Stengade, København, 09-08-2023 – Brynjer, troldmandshat til keyboardspilleren, masser af keyboards og svulstig rollespilsblack. Stormkeep havde næsten 18 i både styrke og karisma en sensommeraften, hvor feberhede Stengade blev til en stormomsust klippetop.

5. Mortuary Drape: Eksercerhuset, Fredericia, 03-02-2023 – De ældgamle, italienske nekromantikere forlenede B-filmsæstetik af den allermest tvivlsomme slags med deres helt egen okkulte majestæt en vindblæst, måneklar aften i Fredericia.

Årets danske navn:
Afsky – Massiv turneaktivitet, masser af opmærksomhed, flot modtagelse af det seneste album og dagsordensættende i mainstreammedier i forbindelse med spillesteders, bookingbureauers og festivalers merch-cuts. Imponerende.

Årets internationale navn:
Dødheimsgard – Topkarakterer overalt, mærkeligt meget buzz om et band, der har været i gang så længe. Og så har jeg vist nok i øvrigt aldrig givet 666 til et album før på nærværende magasin.

Årets nye danske navn:
Stikkersvin – Jeg er ikke helt sikker på, at jeg egentlig kan lide deres musik, men deres aparte black metal og deres begavede pisstake på genren, som ligger et eller andet usikkert sted mellem Holberg-black med primitive, fordrukne bonderøve, og parodi. Jeg tror ikke, jeg synes, at black metal skal være sjovt, men Stikkersvin er gode til det alligevel. I det hele taget kan jeg godt lide ved dem, at jeg for en gangs skyld ikke helt ved, hvad jeg mener.



Årets nye internationale navn:
Century – Efter en række småudgivelser albumdebuterede svenske Century endelig med 'The Conquest of Time', der lød, som om 80'erne aldrig sluttede, og som om Heavy Load og alskens obskure svenske bands fra samme periode var blevet verdensstjerner dengang. Det er virkelig ikke nyskabende, og man kan godt synes, at det er for galt, at sådan noget skal være årets nye band, men så må de nyskabende bands jo lave noget bedre musik. Eller også må man bare indstille sig på, at vi lever i en tid, hvor det kan føles friskt, når et band kalkerer en stil, der ikke har været kopieret ret meget.



Årets comeback:
Metal Magic Festival – Luften var tyk af rygter om, at årets Metal Magic ville blive den sidste pga. stigende omkostninger og faldende billetsalg året før.
I stedet blev festivalen et brag med højeste billetsalg nogensinde og den bedste stemning, jeg længe har oplevet derovre. Og ovenikøbet bliver det til endnu et år med festivalen, som er og bliver den vigtigste bastion for undergrundsmetal i Danmark.

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
V/A: 'Albion's Beautiful Barbarians – New Songs For The Kindred Spirit Of Kibbo Kift' – Smukt designet 10"-udgivelse fra norske Café Grössenwahn Grammophon med Ulver og neofolk- og dark ambient-bands som Sol Invictus, Blood & Sun, Monieau og TenHornedBeast og en topklasseneofolkbanger fra Jännerwein. Virkelig en fornøjelse på alle parametre.







Det overså jeg i 2022:
Phantom Spell: 'Immortal's Requiem' – Et soloprojekt, der spiller melodisk, progressiv 70'er-hard rock med svulstige keyboards og opløftende omkvæd og inderlig vokal. Jeg tror ikke ligefrem, at bagmanden Kyle McNeill scorer mange damer på den kombi, men han går nok heller ikke meget i byen. Radikalt usexet musik, der til gengæld fandt vejen til mit renhjertede drengesind. Men ak, for sent til at komme på sidste årsliste.

">

Årets optur:
- At blive far for anden gang.
- På grund af ovenstående, at omlægge min koncertaktivitet til at handle om enten 1) eksklusivitet (har jeg haft mulighed for at se bandet før? Får jeg muligheden inden for en rimelig årrække) eller 2) bandets personlige signifikans gjorde meget godt for mig og min fomo. Væk var ærgrelsen over at gå til så få koncerter, væk var den lidt tvangsmæssige frygt for at gå glip af et eller andet, væk var trangen til at gå til koncert bare for at gå til koncert, som man kan have som musiklytter, og den blev afløst af ro i sjælen over endnu en rolig aften i forstæderne blandet med få, men mere signifikante koncerter, som rent faktisk betyder noget.
- At droppe de fleste festivaler som led i ovenstående. Det føltes befriende bare at lave noget andet end at tøfle rundt på en festival, hvor de bands, man helst ville se, alligevel ikke var nogen, man ville gide tage ind til byen for at se på en hverdag, og hvor det alligevel føles, som om det koster en plovmand i timen at opholde sig der.
- At genopdage Ramones' post-kanoniske udgivelser fra 80'erne og 90'erne.
- At modtage Sigvaldi-prisen af Statens Kunstfond i en helt anden verden end Devilutions.
- At spille syvmandsfodbold.
- Martin Larsens roman 'Kronos' drømme', Harald Voetmanns bog 'Sotades' kiste', Antonio di Benedettos formidable roman 'Don Diego de Zama' endelig på dansk.
- At se Current 93 tre gange.
- At en pladebutik som Mephisto kan findes og trives i Danmark.

Årets største skuffelse:
- Som led i ovenstående koncerttrimning at fravælge Pentagram i Pumpehuset.
- Bands, der bliver ved og ved med at udgive musik, selvom de burde lade være, og de blot er en træt gentagelse af fortidens bedrifter. At skrive det føles også som en træt gentagelse af mig selv. Måske nærmere en irritation og en kæphest end en egentlig skuffelse.
- At der altid skal være to-tre opvarmningsbands til hverdagskoncerter.
- Alle de strukturelle problemer, musikbranchen står over for: billetbureauernes og bookernes alt for store magt; streamingtjenesternes elendige betaling til alle andre end nogle få kæmpenavne; streamingøkonomiens generelle uholdbarhed for næsten alle, og at samfundsstrukturerne understøtter den frem for en økonomi båret af fysiske produkter; de stigende turnéomkostninger for musikere, der ødelægger en i forvejen sårbar økonomi i kombination med stigende leveomkostninger; afmatning i koncertaktivitet p.g.a. folk som mig selv, der er koncertmætte; spillesteders og festivalers såkaldte merch-cuts, der hiver flere penge op af lommerne på både musikere og publikum; og sådan kan man blive ved. Overhovedet at beskæftige sig med musik føles tiltagende deprimerende, fordi branchen er så dysfunktionel, og det aldrig er i musikernes favør, men altid i kæmpefirmaers favør.

Største ønske for 2024:
- Bedre betaling til musikere. Tilsyneladende lige så utopisk som fred i verden.

Det glæder jeg mig mest til i 2024:
- Cirith Ungol live for første og sidste gang i Danmark.
- Current 93 i London og Hastings og måske Norge eller Sverige.
- Atheist live.